onsdag den 13. februar 2019

Det romantiske miljøsvin

Jeg skulle skamme mig.

Alt, hvad vi gør, har en effekt. Spørgsmålet er, om det, at vi vælger ikke at gøre noget, har en effekt, der opvejer den første.

Vi befinder os et sted i grænselandet mellem tro og viden. Vi ved, at det har en effekt på miljøet, at vi flyver om på den anden side af kloden. Vi vælger efter eget forgodtbefindende at tro eller ej på, at vi gør en forskel ved ikke at gøre det. At det betyder noget i det store billede. Vi beslutter os for selv at gøre en indsats, så minimal den end er i det store hele, eller vurdere, at det ikke nytter noget, at andre må tage beslutningen for os, regulere os ud af vores leven over evne.

Min gode ven fremførte for nylig, at hans familie har besluttet, at de ikke længere vil flyve. I hvert fald ikke på ferie: De vil stadig flyve til og fra Bornholm, fordi det nu er her, de bor. Den vender jeg tilbage til.

Min ven vil gerne gøre op med ideen om, at vi som middelklasse-vesterlændinge skulle have ret til at opleve verden. For os i 30’erne og 40’erne har det ellers været en selvfølge at rejse ud i verden som unge og blive ved med det som voksne med vores egne børn. Fra at have været en massebevægelse, der flere steder endte med at drive rovdrift på lokale ressourcer uden at efterlade sig andet end et langt spor af tomme ølflasker, glemte solcremer og forliste klipklapper i sandet, da det stod værst til, har backpackeriet fået en social dimension: Man er opmærksom på ikke at forurene, man efterstræber at give noget tilbage til de steder, man besøger, ved at undervise, starte forretninger med lokale, arbejde, bidrage, om så bare med en erkendelsesroman eller en rejseblog.


Afmystificering af det fremmede

Backpackerne er ikke længere bare snyltere. Og når de bliver voksne, vil de noget andet end deres forældres charterturisme. De vil ud de steder, de selv har været med til at gøre lidt mere tilgængelige. Henover jul og nytår var jeg med kone og tre børn i Sri Lanka. Det er på mange måder klasseeksemplet på et sted, hvor turismen er kommet nænsomt, fordi de ikke havde det helt store rykind gennem 80’erne og 90'erne, hvor borgerkrigen – på trods af, hvad en vis dansk justitsminister hævdede – rasede, og krigszoneturisme endnu ikke rigtig var en ting. Altså den, hvor autenticitetshungrende rejsende opsøger områder præget af voldsom ustabilitet for at undgå at møde andre som dem selv.

Da turisterne med freden i 2009 begyndte at komme, var det ikke en hærgende hob, der kom væltende. Bevares, i en strandby som Mirissa på sydkysten har de ikke set sig for gode til at smække nogle betonkomplekser op, der ikke lader Spaniens sydkyst noget efter, men i det store hele virker det stadig, som om Sri Lanka er på srilankanernes præmisser.

Når man som jeg rejser dertil, er det for at opleve en slags Indien uden helt så mange og så pågående mennesker, en sælsom blanding af buddhisme side om side med hinduisme, islam og kristendom i tilsyneladende fredelig sameksistens.

Det er en afmystificering af det meget fremmede: Det er den, jeg gerne vil give mine børn, samtidig med at jeg udfordrer mig selv lidt på mine egne rejsemønstre. Rejse til et sted, der ikke er en vestlig storby med museer, vegetarrestauranter, koncerter, boghandler og sneakersforretninger.


Tvunget ud af rutinen

Så der sidder vi i pensionatets gårdhave i skyggen af palmerne og drikker morgenkaffe, spiser curd, henter modne mangoer rundt om hjørnet. Imens fejer værtindens mand gårdspladsen, deres søn tømmer de små bassiner og lægger friske lilla og gule blomster på vandet, datteren tænder den lille olielampe inde i alteret til Buddha, og værtinden selv går rundt med røgelseskar for at holde myggene væk og rense luften til en ny dag.

Hele det ritual forløber over et par meget lidt intense timer, for det er en præmis, man må gå ind på, når man rejser til Sri Lanka – faktisk alle andre steder end Nordeuropa og USA: Tingene tager en uendelighed.

At rejse er at tvinge sig selv ud af rutinen. Det kan man også gøre ved at tage i sommerhus, vil min ven indvende, og han vil have ret. Men man får ikke det kulturmøde helt tæt på ved at gøre det, som man får ved at rejse ud. Man bliver ikke udfordret på meget andet end savnet af opvaskemaskine, dårlig mobildækning og intenst samvær med familien.

Selve idéen om at rejse ud for at lære om andre kulturer mener min ven dog er et antikveret levn fra romantikken. Det var i øvrigt romantikkens tænkere, der rejste ud og bragte fremmede koncepter som den holistiske tanke, jeg indledte med, ind i vestlig tænkning. Men min ven kan alligevel på sin vis have ret: Globaliseringen og den eksplosive vækst i ferierejser, der kom med først kinesernes, så russernes indtog på scenen, har betydet, at forskellene er blevet mindre. I Europa er det stort set de samme kædeforretninger, der ligger på hovedstrøgene i storbyerne, og næsten uanset hvor man er, er det til at opdrive en rigtig espresso, en burger, en øl fra et lokalt bryggeri, som Carlsberg i øvrigt ejer.

Stadigvæk betragter jeg mine udlandsrejser som skelsættende for, hvem jeg er blevet. Det er der, jeg har overskredet mine egne grænser, og det har efterladt mærker og rykket mig. Jeg tog til Portugal med en kæreste og besluttede mig for at begynde at læse portugisisk. Jeg fik en ven i Berlin og var ved at flytte dertil. Jeg flyttede til Madrid med min kone i stedet, vi rejste rundt i Latinamerika, og det sidder alt sammen i mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have siddet på Bornholm i dag, hvis ikke de ture havde lært mig, at der var andre måder at gøre tingene på, andre steder at bo end København, at intet var uforanderligt.

Hyklerkortet

Men det er igen altsammen noget, jeg tror. Og spørgsmålet er, om min tilværelse på Bornholm i det store regnestykke bidrager med meget andet end lidt ekstra CO2-udledning, når jeg skal besøge mine venner i København eller gå til koncerter. For det er det, vi ved: Det meste af, hvad vi vestlige mennesker foretager os, sviner, om det så er at streame film, fyre op i brændeovnen, spise kød, dem, der gør det, bære indkøbene hjem i plastikposer, køre i benzinbiler, sejle med færgen.

Det gør det nemt bare at trække hyklerkortet over for dem, der angriber ens flyrejser. For hvis man virkelig gerne vil gøre noget for miljøet, burde man så ikke starte med ikke at bo et sted, hvor det ikke er en større udskrivning på CO2-kontoen at besøge venner og familie på den anden side af vandet, og hvor boligmassen er en del mere energirigtig end den bornholmske?

Det er det klassiske greb for at fjerne fokus fra det, det handler om: At vores flyrejser sviner mere end alt det andet.

Tilsammen.

Det er ikke ny viden. Af samme grund har jeg aldrig påberåbt mig miljøbevidsthed som en årsag til at være vegetar, cyklist, genbruger eller noget andet. Jeg har heller ikke postet opskrifter på, hvordan man kunne hækle sine egne karklude ud af garnrester for at undgå microplastfibre. De ting har måske nok i nogen grad været min måde at kompensere for mine flyrejser, men jeg var også godt klar over, at det ikke stod mål med hinanden.

Men jeg vil ikke opgive mine udlandsrejser. I sundhedens, klimaets og den generelle menneskelige udviklings navn er der flere ting, vi har måttet sige farvel til siden min barndom: Jeg tror ikke, der er mange, der for alvor savner biler uden sikkerhedsseler, passiv rygning, pølsemix i idrætshallens cafeteria eller homofobi og sexisme inde i omklædningsrummet.

Flyrejsen er et afsavn af en helt anden kaliber. Og vi ved ikke, hvad det vil gøre ved os som mennesker at skulle være den foruden.


Klummen blev første gang bragt i Bornholms Tidende 2. februar 2019.

søndag den 13. januar 2019

Uden afsavn

Dette er ikke et fængsel.

Det, der holder mig fanget i dette værelse, er ikke tremmerne for vinduet. Døren er ulåst, jeg kunne forlade dette værelse og ikke vende tilbage, hvis jeg valgte det; det har mænd, sjældnere kvinder, før mig valgt. Set en sidste gang på det sovende barn i sengen, forsigtigt åbnet og lukket døren bag sig og gået hen ad gangen ind i et nyt liv. Det kan der være alle mulige grunde til at gøre, selvom det er svært at forestille sig, at nogle af dem skulle være tungtvejende nok til faktisk at gøre det.

Det savn, der for altid vil sidde i én.

Dette er ikke et fængsel, og dette er ikke et afsavn: ligesom jeg selv har valgt at få kone og børn, har jeg selv valgt at tage konsekvensen af det og gå over gaden til pensionatet for at lægge det i øjeblikket mest urimelige af dem til at sove middagslur i himmelsengen under myggenettet, mens de andre er blevet tilbage på caféen i det gamle hospital for at snacke og læse og ikke gå mere rundt og opleve ting i nogle timer.

Jeg har selv valgt at være den, der ikke drikker en øl i dag heller og til gengæld ligger med barnet et øjeblik, indtil hans greb om min pegefinger løsnes, og han sover med kroppen vidåben mod loftsventilatoren, bryst og bug forsvarsløst blottede, lemmerne slynget så langt væk fra den svedende torso som muligt, ikke en muskel i ansigtet spændt.

Ude på den anden side af tremmerne ligger tegltagene i forskudte niveauer samlet rundt om de gamle kolonibygningers indergårde; efter nogen tid, hvor jeg har siddet ved skrivebordet med ryggen til sengen, begynder de første tunge dråber at falde på teglene, og snart vælter det ned som med en kraft, der er blevet sparet op hele dagen. Det er, som om varmen og fugten er mere trykkende her i Galle, end den var de godt 30 kilometer længere henne ad kysten i surferbyen Mirissa, men det er sikkert bare, fordi det eneste, der rigtig var at lave der, var at gå i vandet og blive banket omkuld af det, så man ikke registrerede varmen på samme måde, fordi man ikke forsøge at foretage sig noget. Det er også muligt, at der har været et skift i vejret, men det virker komplet usandsynligt i troperne, at vejret nogensinde skulle skifte, at det ikke bare var regntid, orkantid og resten af tiden kvælende tid.

I moskeen nogle hundrede meter herfra kalder muezzinen til bøn. Denne gang er det virkelig en moske og en muezzin; jeg kan se løgkuplerne toppet med halvmåner, og når jeg hører sangen nu, er det helt pinligt, at jeg kunne forveksle buddhistbønnen tilbage i Ella med dette.

Tidligere i dag besøgte vi et hindutempel og blev velsignede af en meget insisterende munk i bar mave, som vi ikke turde modsige, fordi han havde Shiva, ødelæggelsens gud, på sin side. Vi lod ham sætte hvide, gule og røde prikker i vores pander og ventede med at tørre dem af, til vi var rundt om hjørnet. Bagefter gik vi ind i en gammel portugisisk katedral, hvor fugtskjoldene på væggene efterhånden dannede endnu vildere mønstre end dem, der var tilbage i de mosaikvinduer, der endnu ikke var blevet trykket ind af en orkan og erstattet med plexiglas.

Dette er et klima, der fordrer sin religiøse modstandsdygtighed, og i Sri Lanka er der rig lejlighed til at shoppe rundt mellem de forskellige tilbud. Det umiddelbart mest tiltalende, for srilankanerne såvel som for udlændingene, er buddhismen, om så bare for den ro, der ikke er at finde mange andre steder end i dens templer. I Mirissa besøge vi det tempel, der lå lige bag pynten med kokospalmelunden, hvor de yngre turister flokkedes for at tage bikinibilleder med bugten i baggrunden for deres egen forgængelige skønhed; inde i  templet var vi alene og gik rundt i stilhed i en time. Væggene rundt om det inderste kammer, hvor tre kæmpemæssige orange statuer af buddhaen lå og sov eller sad i lotusstilling, var som i de andre templer, vi havde besøgt, dekoreret med tableauer, der beskrev den lidelse, livet var fuldt af, men her var det gengivet med en naiv goredyrkelse, der fik det til at ligne thrash- og dødsmetaldemoer fra slutningen af 80'erne. Blå dæmoner med sært rare og meget ivrige blikke, næsten barnligt ophidsede af tumulten, skar arme og ben af mennesker, der dårligt orkede at flygte, fordi de havde erkendt det futile i det og resigneret gav sig hen til torturen.

Hvis jeg skulle være religiøs, skulle det være for ritualernes skyld. Det skulle være for at opretholde en tradition, en fast måde at gøre tingene på. For jeg holder af ritualerne, det svære for mig er at tillægge dem stor nok vægt til at opretholde dem. Jeg holder af at starte dagen med at drikke kaffe udenfor, mens jeg trækker vejret dybt, lave yogastræk, spise frugt, vente en rum tid, før jeg spiser noget andet, involverer mig i verden. Hvilket overhovedet ikke hænger sammen med at have børn med behov, der tilsidesætter mine egne: Jeg kan ikke kræve den tid til mig selv, fordi der ikke er nogen ydre given grund i et religiøst ritual. Som om det i sig selv ville være grund nok.

På pensionatet i Mirissa begyndte klargøringen før klokken syv hver morgen og foregik ud fra et ritual, der strakte sig over flere timer, mens jeg sad ved et plasticbord under palmerne og drak kaffe og fodrede den yngste af med pulvergrød og bananer, indtil resten af familien stod op og kunne sendes hen om hjørnet og hente papaya, mango og curd. Imens fejede værtindens mand gårdspladsen,  sønnen skiftede vandet i de mange vandfade og lagde friske gule og lilla blomster i, datteren tændte olielampen inde i det lille alter for buddhaen ved siden af verandaen, og værtinden gik rundt med et røgelseskar for at skræmme myggene væk og berede dagen  i en blanding af praktisk hensyn, forskønnelse og rent, tomt ritual

Det var måden, det blev gjort på, der tiltalte mig: Som om det at feje gårdspladsen og lægge friske blomster i fadene var en måde at ære buddhaen på og derfor mere uomgængeligt end min egen oprydning på værelserne, der var en eksplosion af vasketøj, paperbacks, sandridsede solbriller og tuber med sol- myggecreme. Ritualet fjerner vilkårlighedsmomentet, rummet for impulsiitet formindskes, hvis tingene skal gøres på en særlig måde, men det kunne jeg egentlig godt leve med. Så fulde af pludselige indfald er mine morgener alligevel heller  ikke. Jeg har ikke noget problem med at give afkald på hverken forestillede friheder, som man reelt aldrig benytter sig af og bare har stående som en klaprende bagdør, eller de ting, jeg føler kommer til at definere mig og reducere min person til nogle koder, vaner, standpunkter, der ikke i sig selv er nok til at basere en eksistens på. Jeg var straight edge i et år, fra den ene dag til den anden, indtil det var blevet det, der definerede mig, og jeg droppede det; jeg blev vegetar fra den ene dag til den anden, blev gift hurtigt, og i intet af tilfældene har det føltes, som om jeg gav afkald på øl, kød eller fremmed kød, fordi det, jeg valgte til, var større end det, der blev valgt fra.

På samme måde kunne jeg principielt set godt give mig hen til en religion og dens dogmer. Hvis jeg kunne tro på noget af det, hvis det kunne overbevise mig, hvis der var nok, der trak, til at opveje alt det, der frastøder mig. Hvis ikke det altid også viste sig at være et dodgy forhold til kvinder, homoer, dyr, hvis ikke man altid endte sådan et sted som Gangarayama-templet i Colombo, hvor selve templet med sine larmende musikanter og opulente statuer er suppleret med vidtstrakte gallerier med armbåndsure, biler, skrivemaskiner, kaffeborde og buddhaer i så mange forskellige slags ædelsten, at det bliver til et billede på selve det, det skulle have tjent som et opgør med. Hvis ikke nogen havde for meget brug for mig i det dennesidige til, at jeg kunne forpligte mig til efterlivet eller bare sætte mig ud over jordelivet og dets trængsler.

Lige nu vågner en af jordelivets mest presserende trængsler så småt bag mig i sengen, kan jeg høre. Jeg vender mig om, han ligger og kigger op i myggenettet så forbløffet som altid, mild og udhvilet som en buddha. Det gør det ikke til et fængsel, jeg løber ikke min vej med munkecirkusset, jeg skal ikke lige hente smøger, det er ikke et savn for mig ikke at lade den mulighed stå åben nu.

lørdag den 12. januar 2019

Avislæseren har klasse


Løft blikket en gang og se op over kanten af avisen, inden du læser videre. Overvej lige, hvor godt du tager dig ud, sådan som du sidder og læser avis. Det er klart bedst, hvis du gør det et offentligt sted, men hvis du sidder derhjemme med avisen, så sæt dig lige hen til vinduet, så dem, der går forbi ude på vejen, kan se, at her er der et menneske, der simpelthen læser avis.

onsdag den 2. januar 2019

Tre spejlinger af buddhaen

I.

Foran buddhaen stoppede jeg op og forsøgte at tømme mig for alt andet end min tilstedeværelse i dette nu.

Det lykkedes ikke rigtig. Det vidste jeg, at det ikke ville.

Jeg var kommet alene ind i tempelhaven: Først var ML gået herind med de store, mens jeg holdt vagt ved klapvognen med den sovende baba, så kom de ud, og jeg tog mine sko af og gik ind. Den tå, jeg havde forstuvet nogle dage i forvejen og nu havde tapet op ad tåen ved siden af for at aflaste den, gjorde vrøvl på det ujævne underlag, jeg gik henover. Jeg kunne lukke smerten ude, den var ubetydelig, den havde en størrelse, der gjorde den til at lukke ude, det var ideelt.

Jeg trak vejret dybt ned i maven, som en yogalærer, jeg interviewede, inden jeg tog afsted, havde instrueret mig i: Det gav mig en følelse af ro, som blev afbrudt af et hosteanfald på grund af astmaen, men jeg var i stand til at finde nogenlunde tilbage til sindstilstanden. Jeg følte mig et øjeblik helt afbalanceret, som om den der tråd gik hele vejen ned gennem mig, som jeg på et tidspunkt læste om i MLs gamle yogabog med en meget tysk kvinde, der demonstrerede yogastræk med meget tydelige areolaer gennem 80’er-bodyen; så fangede jeg mit eget spejlbillede i ruden foran buddhaen: Jeg så selvhøjtidelig ud, jeg lignede John Joseph.

Det interessante ved John Josephs fortælling, som han udlægger den i bogen ‘The Evolution of a Cro-Magnon’, om sit møde med buddhismen i form af Hare Krishna-bevægelsen, der i 80’ernes New York fandt et potentiale i de unge hardcorepunkere, der havde brug for mad, husly og en større mening med det hele end bare at, for bare at, overleve den kolde krig og én til vinter i et besat i Alphabet City-slummen, er, at det er så tydeligt, hvor meget han udelader af sin historie. Alle mellemregningerne, al tvivlen. Når man så holder den op mod hans tidligere bandkammerat og Nemesis gennem tre årtier, Harley Flanagan, og hans udlægning af den samme historie i bogen ‘Hard-Core: Life of My Own’ – eller Cro-Mags-guitaristen Parris Mitchell Mayhews version af historien, som den fremgår af den hjemmeside, han tilsyneladende har oprettet alene med det formål at fortælle verden, at både John Joseph og Harley Flanagan er dumme – bliver det lige så tydeligt, at der ikke er én endegyldig sandhed.

Det er interessant, fordi det handler om et band, Cro-Mags, hvis sange var så tæt bundet op på Krishnas lære, et band, der skrev sangen ‘Seekers of the Truth’: En ædel målsætning, som de to hovedkræfter bag bandet hver især har gjort deres til at umuliggøre.

Det er selvfølgelig også fuldstændig latterligt: Som om der kunne være én sandhed. Som om den sandhed kunne være en religion. Den indsigt har de begge nået ad flere omgange, og begge har afskrevet deres involvement i Hare Krishna som ren hustle, John Joseph morsomst i historien om en flok krishnamunke som julemænd på gaverov, ‘Retarded Wheel Chair Santa’. Selvom begge i deres modne år har vendt sig mod sport som noget at styrke sin moral ved og hænge sit liv op på, Harley Flanagan brasiliansk jujitsu, John Joseph iron man og crossfit, er begge faldet tilbage flere gange og er søgt ind i Krishnas trygge favn, når de ikke har kunnet overskue endnu en atomvinter i New York uden hans visdom og beroligende ord.

Det er én form for lærdom at udlede af den sammenfiltrede historie, der i 2012 kulminerede med et knivslagsmål backstage til en Cro-Mags-koncert, som der heller aldrig er kommet nogen afklaring på, en sandhed, om man vil: At religionen er til, når man sidder i skyttegraven. Når der er brug for mening, fordi intet giver mening.

II.

Med den tanke vendte jeg mig bort og gik ind i det lille tempel, der var bygget ind i en klippe som en imitation af den større klippehule, årtusinder gammel, der lå nogle hundrede meter lodret oppe ad bjerget. Buddha lå i halvanden gange menneskelig størrelse på siden og sov med døde træøjne vendt op i kraniet. Der var en kasse til donationer foran alteret, et rod af figurer tilsyneladende tilfældigt arrangeret; et vestligt par kom ind i det lille rum efter mig, kvinden satte sig omgående i lotusstilling og begyndte at meditere, manden ledte i sin bæltetaske efter penge at donere og noget at gøre af sig selv, jeg fandt ud af mig selv.

Den eneste gang, jeg rigtig har prøvet at sætte mig ind i Krishna-bevægelsen og sammensuriet af hinduisme og buddhisme, var i starten af 90'erne, hvor en krishnamunk fik overbevist mig om at købe en bog, der ville forklare mig det hele, på parkeringspladsen foran et indkøbscenter. Jeg fik nogle traktater og en pose småkager med, fordi jeg faktisk købte bogen, og jeg slæbte mig pligtskyldigt gennem den, ligesom jeg havde gjort det med ‘Mormons Bog’, som jeg havde fået gratis, men uden småkager, og ‘Satans Bibel’, som gik på omgang i vennekredsen.

Jeg opnåede ingen større indsigt, faktisk småkedede jeg mig gennem hele bogen. Krishna og resten af den østerlandske mystik forblev lukket land for mig: Jeg ejede øjensynligt ikke den åndelige facet, min tætteste forbindelse til det hele forblev hardcoren, Cro-Mags, selvfølgelig, 108, Coalesce, Abhinanda, det hele var fedt, men den spirituelle side af det kunne jeg ikke finde ind til.

Ti år senere fik jeg en kæreste, der lavede solhilsen i skovbrynet første gang, vi havde overnattet i det fri et sted på Nordsjælland lige nøjagtig uden for civilisationen. Det var samtidig med, at jeg genopdagede Neurosis og begyndte rigtig at dyrke dem: Det er der tætteste, jeg har været på en slags åndelighed. Jeg lavede mine yogastræk om morgenen, inden jeg gik ind over broerne på arbejde med Neurosis i ørerne til at rense alle tanker ud; hvis det var varmt nok, stoppede jeg op på vejen og lavede mine yogastræk på en af plænerne på havnen; jeg havde mit hjemmestrikkede mantra, som jeg gentog for mig selv, når jeg i min middagspause sad på en bænk i parken og følte mig som en del af alt levende omkring mig, træerne, ænderne, fuglene, uendelig, ubetydelig.

Der gik nogle år med det, så begyndte jeg at få børn og indse det ubetydelige i min egen eventuelle spirituelle indsigt. Hvis kontrolleret vejrtrækning kunne hjælpe mig med at sove, var det ro nok for mig; jeg brugte mine middagspauser på at powernappe; jeg forklarede mine kolleger, at jo, jeg følte, at min vegetarisme gjorde mig til et bedre menneske end dem, så der var ingen grund til at diskutere det; jeg nærmede mig på min egen måde Satan, og jeg gjorde ingen modstand.

III.

Oppe i templets anden have prøvede jeg at stå foran endnu en Buddha og trække vejret dybt. Der var ingen spejling til at distrahere, der var en tandløs dame, der vaskede alteret af, der var fyldt med døde bier inde hos buddhaen og en okkerfarvet væske ved foden af figuren.

Var buddhaen smurt ind i sukkervand og gift for at tiltrække bier? Hvorfor? Damen kunne ikke nok engelsk til at forstå mit spørgsmål, hun smilede, nikkede fra side til side, fortsatte med at vaske af.

Det ene vindue var skudt fra, en enkelt bi kravlede rundt mellem de to lag glas i sine sidste krampetrækninger, inden også den drattede ned i bunden af montren for at dø.

Det var de eneste bier, jeg havde set på Sri Lanka, og der var hundreder af dem, alle døde og døende. Jeg opgav at trække vejret dybt, jeg opgav at mærke noget ved noget, jeg smilede til rengøringsdamen, jeg lagde småsedler i donationskassen, jeg mærkede græsset under mine fodsåler, jeg gik ud og tog sko på igen. Min familie ventede på mig, jeg var ikke længere alene, jeg var en del af et hele og tilstede for nogle andre, jeg glemte at trække vejret.

lørdag den 29. december 2018

Stien på venstre hånd


Går man langs vejen hjemme, går man i venstre side for at være opmærksom på den trafik, der kommer mod én. Går man langs vejen på Sri Lanka, hvor der er venstrekørsel, går man stadig i venstre side: Man ønsker ikke at kende truslen og overlader det til de bagfrakommende at tage vare på én. Nøjagtig som man gør, når man sætter sig ind i en bus, en tuktuk, en taxa, efterhånden som man opgraderer bekvemmelighedsniveauet: Man overlader det til chaufføren ikke at slå én ihjel.

Det er vel noget nær en buddhistisk indsigt konkretiseret dér, og det er sikkert noget sludder, som man føler sig som Ib Michael for at kolportere.

Heller ikke dette er en kulturudveksling, heller ikke når tjenerne på backpackercaféen har lært at spørge “hvordanhardudet” og tilbyde én Carlsberg: Det er ferie, den nye kolonialisme, det er Eva Selsing, der putter sig i nyvaskede lagner under et myggenet så skrigpink som hendes læber, og man skulle skamme sig, skulle man, ikke ligge sådan under det net med loftsviften døsigt hvirvlende rundt og eftermiddagssolen skærmet af, mens man sover middagslur med en blond, krølhåret kerub, gudbedredet, mens de lokale vasker gulvene uden vinduet i timevis, mens alt sejler.

Man skammer sig over, at man allerede er begyndt at bemærke, hvor ineffektivt det hele er, og hvor grov en generalisering dét er, og så er desmerdyrene der med deres skrig i skrotbunken på byggetomten mellem dette hotel og det næste, og man er Rudyard Kipling oven i hatten: Det er Rikki-Tikki-Tavi, og jeg er tilbage på mit barndomsværelse, hvor jeg sad og hørte den historie på en stofbetrukket båndoptager, og både den histories Indien og dette Sri Lanka var steder uendelig langt væk, hvor befolkningen ikke bestilte andet end at sprænge hinanden i luften med selvmordsbomber; det var grufuldt, men det var ikke vores baghave. Ingen kobraslanger udrugede æg under jorden i vores have, og der var ingen tamiler, det sørgede Erik Ninn Hansen for, men da han faldt, brød borgerkrigen alligevel ud i vores baghave: Åh, arrogancen!

Det er den, vi rejser fra, og den, vi rejser ind i, når vi lærer os selv og vores blonde børn ikke at give penge til tiggere, for så bevarer vi dem i den rolle, og ikke give penge til slangetæmmeren med en abe i snor ved et udsigtspunkt, for det er dyremishandling, og vi er korrekte; så korrekte, at vi skammer os, når vi lader os transportere fra den ene by til den anden i en af de skinnende nye, airconditionerede SUVs, der fylder så meget på vejene nu, at infrastrukturen er ved at kvæles i luksus, for vi er på ferie, vi har ingen tid at spilde, og vi har råd til ikke at stuve hele familien ind i de overfyldte tog, det har vi da, og vi vil heller ikke tage pladsen fra de lokale, der kun har råd til SUVs, hvis det er for at køre os rundt i deres land.

Nu er jeg Ditte Giese: Vi er ikke et herrefolk, vi er med til at løfte et helt land bare ved at komme her og spise overdådigt på en bjergtop med udsigt over teplantagerne ned ad skråningerne, hvor tamilerne arbejder med segl i middagsheden, fordi de er de eneste, der gider at tage det arbejde, så vi andre kan drikke sød te, jo. Det er faktisk en slags velgørenhed, at vi overhovedet er her på trods af regeringskrisen, der har fået vestlige turister i hobetal til at aflyse deres juleferier; chaufføren fra Kandy til Ella betror os, at det er et komplot, fordi alle de srilankanske ambassader støtter premierministeren og derfor fortæller turisterne, at det er alt for farligt at rejse hertil nu, så økonomien rammes: Er machiavellansk plot! At ruinere sit land for at beholde magten over det, der bliver tilbage. Det lyder så dumt, at det ikke er usandsynligt.

Man håber, at det bliver bedre, det må det blive. Man går i venstre side, man kører i venstre side; man lægger sit liv i andres hænder, dytter, når man overhaler i et vejsving, for vejen slår hele tiden sving, alt er blinde kurver; man dytter og håber, at ingen svarer én denne gang, at man får lov at rykke et stykke længere frem. Det er et lige så passende billede på det hele, velsagtens, som baren på den hektiske hovedgade, der med et neonskilt på facaden proklamerer Savour the Flavour of Fun og har en fyr siddende i hjørnet og spille akustiske covers af Radiohead; som det midaldrende synligt britiske par, der danser til ABBA på pavillonen i en tyvstartet aftenplingeling; som den hættetrøjeklædte kvinde, der demonstrerer ballettrin ved poolbordet på en diner: De kunne allesammen illustrere pointen lige så godt som de to skilte på vej ad bagvejen ind til byen, der side om side proklamerer Ella et “Lovely Paradise” og på sanskrit noget, der umiskendeligt ligner Dyrets Tal, 666: Går man her, går man ad stien på venstre hånd, the left hand path.

tirsdag den 25. december 2018

I den toldfri sælger de vaskemaskiner

Mens cikaderne triller løs, ildfluer summer rundt mellem palmerne, og fyrværkeriet knalder løs i et ophold mellem to regnskyl af den der voldsomme, tropiske slags, der med nogle dråbers forvarsel i poolen mellem bygningerne, hvor en gruppe unge, muslimske kvinder klædt som ninjaer forsøger at nå at tage et billede af et skattet drengebarn, inden han falder i, falder som et tæppe, et ægte tæppe; mens verden således står på i ét væk, og den yngste sover, og de ældste læser, sniger vi os rundt om hjørnet på svalegangen for at stå et øjeblik helt uden at være til rådighed for nogen som helst, med tæerne soppende i regnvand, flyene brølende over os, airconditionen brummende løs ved siden af os, småforbrændte, letkulrede.

Det er juledag, vi ser på hinanden, ser på ildfluerne, ser nye dråber begynde at prikke til pooloverfladen. Så kommer myggene, så kysser vi hinanden, så siger vi til børnene, at de skal holde op med at læse, så protesterer de, så protesterer baby, så skal han trøstes, så er alt i gang igen, indtil også dette går over.

Poolen ligger øde hen nu; en smørtenor med blævreorgel og rytmeboks synger natten gammel før tid; i går droppede vi julemessen i katedralen rundt om hjørnet, hvor krybbespillene står klædt i fryseposer som beskyttelse mod regnskyllene, bortset fra Helligånden, der er helt opløst af at modstå alt for alle andre, og ved midnatstid eksploderede alt udenfor i fyrværkeri og engelske julesange i forstemte spøgelsesversioner med accelererende rytmebokse, som skulle frelsen nås fandme nu, for ellers noget, og i dag er det uklart, hvem der vandt det kapløb, men et hold pilgrimme følger trofast og ragende blindt rytmeboksen ind i tropenatten, ind til cikadernes hvirvlende strygere, ind til kliklydene som et mekanisk dyr, der konstant bliver trukket op af en overivrig, legesyg nattehånd, ind, hvor ildfluerne leder vej gennem palmeblade og andet metalskrot.

I det toldfri område i lufthavnen i Colombo solgte de vaskemaskiner som et sidste-øjebliks-impulskøb til jul, men der er intet, der bliver tørt her i nat, aldrig nogensinde.


søndag den 16. december 2018

Julefanden

For 12-15 år siden skrev jeg en klumme til et punkrock-magasin om, hvor meget jeg hadede jul. Magasinet er for længst lukket, og alle spor af det er væk. Men det af klummen, jeg kan huske, giver et meget godt fingerpeg om, hvad pointen var. På listeform med udgangspunkt i hvert bogstav i ordet Christmas angav jeg alt det, der var galt med jul: C stod for “consumerism”, altså forbruget ophævet til et ideal og en ideologi. Jeg er ret sikker på, at det også stod for “capitalism”, ja.

søndag den 18. november 2018

Indfaldvejen & køkkenvejen

Når vi træder ud i den fremmede by for første gang, skal den rette op på det ærgerlige førstehåndsindtryk, dens indfaldsveje har givet os. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet i en bus, en taxa, et tog på vej ind i en større by et sted i verden og modfaldent tænkt, om det her virkelig var det sted, hvor jeg skulle tilbringe de næste dage, uger, måneder.

De fleste større byer kommer man ind i ad noget, der føles som køkkenvejen: Gennem mere eller mindre slummede og/eller trøstesløse forstæder, forbi pakhuse, værksteder, industri. Alt det, der er nødvendigt for at opretholde byen, men som man bare helst ikke vil mindes om. I hvert fald ikke møde som det første.

søndag den 21. oktober 2018

Syng, for sang driver ulvene bort

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg i sin tid flyttede til Bornholm, var at købe en brugt akustisk guitar. Til at begynde med skulle jeg alligevel bare være hjemmegående husfar, så det virkede passende, at jeg supplerede brombærplukning, brødbagning og alle de der andre sunde og stimulerende aktiviteter sammen med børnene med at lære at spille guitar igen. Synge sammen med dem, sådan som opfordringen lød på en af de gamle hippie-plader med Popol Vuh, som jeg hørte konstant på det tidspunkt: “Singet, Denn Der Gesang Vertreibt Die Wölfe” – syng, for sang driver ulvene bort. For en romantisk anlagt københavner virkede det jo lidt vildt og pioner-agtigt at være kommet hertil, selvom vi bare sad i et hus i Rønne. Man vidste aldrig, hvornår det kunne blive nødvendigt at slå ring om familien og drive ulvene væk. Med tiden kunne jeg lære børnene deres første greb, så de kunne lære at spille guitar.

torsdag den 16. oktober 2014

Som tid

Som dengang jeg ikke ku vente på at mit hår voksede ud, så jeg ku klippe det ned igen, & nu ser jeg hver dag mig selv nogle millimeter nere usoigneret i spejlet uden overskuddet til at gøre noget ved det den dag.

Som dengang jeg prøvede at patinere jeans for at gi dem en historie, & nu kan jeg ikke forstå at de allerede er gået i stykker efter bare nogle år.

Som at beslutte sig for langt om længe at prøve at skrabe sodlaget af undersiden af stegepanden, diagnosticere gasblus som årsagen til det & så indse at det er 3 flytninger siden man overhovedet havde gas.

Som når ting i ens liv med et er 10, 20 år gamle, støvsugeren den man fik da man flyttede hjemmefra, pladespilleren den man købte som udvekslingsstuderende, den store kniv en indskydelse en dag i en eftermiddagsbrandert med en eks.

Som når man sliber køkkenbordet ned & lakerer det, & det står helt perfekt en eftermiddag, & man ved at man skal gøre det forfra om 2 år.

& en dag vil bordpladen være papirstynd.

Som ham fyren man læste om, der levede 27 år i et telt i skoven, & den visdom han tog med sig ud af skoven, var at Lynyrd Skynyrds sange er udødelige. & at Thoreau med sine 2 år ved Walden var en dilettant, som om det var tid alene det kom an på.

Eller som ham fyren på gaden fornylig, JUST A FUCKING TSHIRT henover brystet. På en sweatshirt.