- Pentti Saarikoski
Som hun går ud i vandet kan hun mærke det stige op ad hendes ben, smyge sig varmt om hendes lår, og allerede der mærker hun en sitren henover hovedbunden og kommer til at kvække af fryd, ganske kort, da det første skvulp kysser kussen. Hun vender sig om mod de andre inde på stranden, næsten i et med mørket, men hun kan høre dem, lyden af klirrende flasker, og hun kan forestille sig at de lige kan skimte hende derude i måneskinnet og lar det hårde, hvide lys glide henover brysterne, inden hun vender sig om og falder bagover i det plumrede, sorte vand.
Seføli er det pisse forurenet og man bør slet ikke bade her, det er hun godt klar over, men er osse klar over at hun er hinsides småsnaldret og således udødelig for en stund, og det hele var ved at gå lidt i selvsving derinde i selskabet, så hun ville introducere noget craziness og nøgenbade. Der er ikke nogen af de andre der er fulgt efter hende ud, men selvom hun er alene herude føler hun sig alligevel som midtpunkt i selskabet, det må være hende det drejer sig om: Hun er jo for helvede nøgen herude, ikke, og det er jo ikke fordi vandet lige var så skide indbydende eller hun havde lyst til at svale sig lidt efter at ha spist og alle cocktailsne og hvad hun ellers sagde inden hun smed tøjet og vadede ud. Det er en ret utvetydig opfordring til at nogen sku ta og ta sig sammen til at knalde hende, OK? Lige meget hvem. Næsten lige meget, ikke Rigoberto som har kone og barn derhjemme, men for den sags skyld en af pigerne hvis det sku være, gi hende en ordentlig tur. Guderne skal vide hun har brug for det.
En af morgenerne var hun stået op før de andre, vågnet til det grå lys gennem persiennerne og med det samme bevidst om at det var nu hun havde chancen for at være alene. Hun rullede ud af sengen og sneg sig så lydløst som muligt ud af bungalowen, hvor de andre stadig lå som de var faldet, i sengen, på sofaen, på briksen; op ad metaltrappen, som stadig var kølig og skar i hendes bare fødder, til taget hvor hun ku se ud over et hjørne af bugten. Nedenfor, på stien langs vandet, løb to unge, cubanske kvinder frem og tilbage, spurtede 300 meter hen til muren ind til sejlklubben, luntede de samme 300 meter tilbage til træerne ned mod den lille strand som dårligt var en strand, bare en stribe sand, og hun faldt i staver over deres store, runde røve som dirrede og vuggede når de luntede væk fra hende og musklerne i deres lår og lægge spændte som wirer når de kom styrtløbende mod hende og forbi hende, prustende, dampende, og hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at indsnuse duften af dem, omsonst, de var alt for langt borte, men ikke længere end at hun ku forestille sig at knalde med dem, at – ja, hvordan man nu ville gøre det hvis man sku gøre det med en anden kvinde: Noget med at ta tøjet af hinanden og smage på hinanden, over det hele, lugte hinanden, indtage hinanden, kysse hinanden, seføli, og hvad så?
Hun vidste det ikke, vidste bare at hun havde brug for noget, at noget sku ske. Det var derfor hun var kommet med herover, og hun var bagstiv og ku lugte rommen komme ud af porrerne og alle smøgerne, men hun ku osse lugten solen i hendes hud, saltet fra havet, og hun havde kun ét stykke tøj på, en enkelt kjole, og følte sig uimodståelig lige der, som hun føler sig uimodståelig nu. Alligevel modstår de hende, fortsætter med deres samtaler og skide skarpsindige iagttagelser om den (meget) politiske virkelighed på øen, og det er jo rigtig nok at der er ting der er så iøjnefaldende at man død og pine må forholde sig til det, og andre der er så åndssvage at man er nødt til at lave sjov med det. Om det så er en ged der trækker en kærrefuld hujende børn rundt på markedspladsen eller her tidligere på aftenen hvor hun inde fra yachtklubben (yachtklubben!) ku høre ”Winds of Change”: En sang om sovjetblokkens fald og de forandringens vinde der blæste ind over de østlande der så formodedes at være blevet frie og sku finde ud af det, men som var det samme sammenbrud der udløste den værste krise i øens nyere historie med regulær hungersnød og mangel på alt. Og en åbning som gør at hun overhovedet kan være her nu og høre den sang blive spillet her. En popsang er aldrig bare en sang: En sang for folket blir en del af folket, og deres historie blir en del af den, og derfor er ”Winds of Change” en sang om en politisk diskurs der tildelte sig selv en vinderrolle fordi modparten var gået kold, og som stirrede sig fuldstændigt blind på sin egen sejr mens verden faldt sammen. Og derfor kan man ikke fløjte det tema uden at kløjes i det, med mindre man ikke ku være mere ligeglad og fuldstændig overbevist om at alt var til det bedste.
Det er øen her beviset på det ikke var. Den er noget andet; ikke fri, men så fri for en total dominans. Systemet tiltror ikke befolkningen evnen til at vælge det rigtige hvis de fik det frie valg, og det har systemet sådan set ret i, for seføli ville de vælge cola og burger uden at overskue konsekvenserne af det valg. Og vi andre kan dårligt få lov til at vælge cola og burger fra, i hvert fald ikke uden at være suspekte. Ind i andres revolutioner læser vi vores eget håb om frihed, konstaterer hun, men én ting er hvad vi hver især gerne vil ha den cubanske revolution til at stå for, noget andet er de tanker der lå bag revolutionen: Hun har siddet og læst i Ché Guevaras dagbøger fra guerillakrigen mens hun er på tagterrassen eller når de er på stranden, og de havde så svært ved at overbevise de mange der sluttede sig til dem om at de havde en fornuftig plan for hvordan Cuba skulle fungere efter revolutionen, eller sejren, den evige sejr om man vil. At det var lige præcis dem der ville sejre, og ikke alle de andre der sluttede sig til dem i kampen mod regimet med deres egne agendaer. Og hvor svært de havde ved at acceptere dissidenter i egne rækker og det støtte mandefald det medførte. Ché beskriver problemer med at gøre visionen forståelig for de nye kombattanter og tilskriver det deres manglende intelligens. De der så er uenige og forlader guerillaen bliver affærdiget som desertører og forrædere af revolutionen. Det er utroligt så mange forrædere af revolutionen de fik udnævnt dengang, og det er den retorik man stadig følger på øen: ”Enten er I med os eller også er I imod os”.
Fordi kommunismen helt grundlæggende ikke stoler på det gode i mennesket: Derfor er den nødt til at styre befolkningen med hård hånd, regere med frygt – den undtagelsestilstand øen befinder sig i retfærdiggøres med at øen – stadigvæk, efter et halvt århundrede – er midt i en revolution, og at imperialistiske fjender gør alt hvad de kan for at ødelægge den. Det er blokadens skyld at der ikke er varer i butikkerne, at der ikke er benzin til bilerne, at strømmen går. Og det er det også, men det er også fordi alt på øen er overladt til et massivt, ueffektivt og uigennemtrængeligt statsapparat. Og staten sørger for folket, men den stoler ikke på de utilregnelige individer der udgør det, og derfor prøver den at regulere dem, ensrette og kontrollere dem. Naboværn holder øje med at ingen træder ved siden af – og alle er bange for at blive indberettet for et eller andet og blir som resultat fuldstændigt apatiske. Et styre der er nødt til at patruljere sine kyster for at forhindre befolkningen i at flygte fra det har et alvorligt legitimitetsproblem: Man har stadig ikke formået at overbevise folket om at man har den bedste samfundsmodel, og man har ikke tiltro til at befolkningen selv kan finde ud af at vælge det bedste alternativ.
Og alt det tænker hun osse på et eller andet sted i tågerne, og hun tænker på at de skal til at finde nogen der kan tage hånd om at videreføre alt det gode revolutionen har bragt. Mere vigtigt, at de skal analysere det der er sket de sidste små 50 år og finde det gode blandt alt det dårlige, det der er værd at føre videre; de skal til at genopdage ideologien bag kulten - og blive bevidste nok om den til at turde pille ved den og tilpasse den en ny virkelighed. Klart hun tænker det, men hun tænker osse på hvordan øen tidligere var kendt som Caribiens horehus, og hvordan hun godt ku hore nu, fordi det er noget af det den osse gør ved én: De render jo rundt og er så brune i utrolig lidt hvidt tøj, og det kan osse godt være at de principielt alle skal være lige og gå i skoleuniform, men på nogen af pigerne i gymnasiealderen ser det osse ud som den skoleuniform de har på var én de fik som 11-årige, og nu er de ved at sprænge den over det hele, og den er knappet ned hertil og op dertil og slidset helt derop. Og det er jo så et eller andet sted et tegn på at de alligevel gør sig fri af nogle regler, bøjer dem og skaber sig et frirum i dem, samtidig med at man med nogle andre briller på ville ku sige at de netop bare er underlagt nogle andre normer, som de slet ikke har formået at gøre sig frie af selvom det var det kommunismen ville gøre for dem. Eller noget. Ligesom hun ikke selv er friere end at hendes udtryk for sit eget frisind er at smide tøjet i håbet om at nogen vil attrå hende nok til at forsøge at vinde hende for dem, og det er så klassisk og kulturgivent og det handler i virkeligheden osse om at hun ikke har gjort sig fri af ønsket om andres accept af hende eller af hendes egne forventninger til hvad andre skal mene om hende og hvor fri de skal se hende. Hun er fri til agere lisså fri hun vil, men hun gør det indenfor nogle rammer hun ikke for alvor gør sig fri af bare ved at nøgenbade; det er sådan en klassisk post-kristen forestilling om frihed at ku tillade sig at være nøgen og fri inden for ordnede rammer, så længe man er det til afveksling fra den langt større del af tiden hvor man har uniformen på og retter ind.
Det er meget ordentligt: Det er ferie, det er på en eller anden måde blevet indforstået at det nok er den sidste ferie de kan holde sammen på den her måde fordi alle er ved at være der hvor de stifter familie og så er sammen med dem. På den måde er det blevet sådan et sidste udkald, og det ligger ligesom i luften at det skal benyttes til at gi los for et eller andet som de tror de senere vil føle hobe sig op og presse på når de ikke længere er så frie som de føler sig nu. Så derfor har de hægtet sig på Rigobertos projekt med at ta herover og forsøge at finde ud af hvordan det ser ud på Cuba, her lige før alle formoder at osse alt her kommer til at forandre sig for altid. Deres frihed som de opfatter den er lisså tidsbegrænset som cubanernes ufrihed som den opfattes er det, og begge dele er lige diskutable, og det er så indtil videre det de er nået frem til: at diskutere. Og det er vel så her hun har villet statuere et eksempel på en frihed hun mener hun har ved at smide tøjet, og hun mærker det lunkne vand slutte sig om kroppen, og hun ved at det er det eneste der kommer til at slutte sig om hendes krop i aften, fordi alle allerede er på vej videre mod det næste stadie. Ved at erklære denne tur for et sidste blow out har de sat en grænse for deres frihed, sådan som de altså hidtil har kendt den, og de er begyndt at orientere sig mod næste fase, den hvor det hele så skal falde på plads og de forestiller sig de blir fri for at bolle rundt og vågne ensom eller skuffet eller bare med bevidstheden om at det er tidsbegrænset, at alt står for fald. Og de vil ku se tilbage på den periode som de er på vej ud af nu med en slags nostalgi, og de vil anerkende at den har været med til at forme dem, men det er for sent at skabe sig mere fortid nu, nu er det fremtiden der skal modelleres lisså nøje.
Og hun er ikke en del af nogen dem inde på strandens fremtid, i hvert fald ikke den person hun er i nutiden, hun er højest ballast. Og hun vil i sin egen opfattelse aldrig være fri af deres fremtidige bedømmelse af den person hun har været i dette øjeblik, og det øjeblik er alligevel osse ved at være gået uden at der er sket noget, og spørgsmålet er nu hvordan hun kommer ind igen uden at skære sig på glasskår på bunden eller falde i huller eller noget, for hun er ikke længere udødelig.
