Sort band-tee-politik

Jeg har haft røde t-shirts på fire dage i træk.

Jeg er et systematisk menneske på den måde: Jeg har fire røde tees, jeg har et par sorte shorts, som passer godt sammen med røde tees og en sort træningstrøje, så jeg har fået brugt mine fire røde tees.

Jeg har nok sorte band-tees til at jeg aldrig behøvede at gå i andet. Når jeg tænker over det, har jeg svært ved at se hvorfor jeg overhovedet sku det: Sorte band-tees er evigtgyldige og passer sammen med alle shorts og træningstrøjer, omend nok endnu bedre end noget andet sammen med sorte shorts, sort træningstrøje.
Det er lidt af pligt at man bruger de der fire røde tees, man engang har købt i et anfald af iver for at bevise, at man i hvert fald ikke var sådan en, der kun gik sorte band-tees. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg dog ikke sku være det, men nu har jeg fire røde tees, kun to af dem band-tees endda, liggende i vasketøjskurven som bevis på at jeg ikke er det.

Noget er bevist. Der er ikke nødvendigvis nogen der har taget notits af det, så det er først og fremmest bevist overfor mig selv, selvom det altså ikke engang er noget jeg synes jeg har et issue med. Fuck det, hvis jeg har lyst til at gå i sorte band-tees fra nu af til Mortensaften, så er det mit statement. Et lidt lamt et, det er givet. Et folk ikke vil bemærke, fordi der ikke ville være noget opsigtsvækkende i en langhåret, langskægget mand i en sort band-tee.

Jeg ville bare være sådan en.

De der fire røde tees svarer lidt til ham metalleren, der hører Pink Floyd for at bevise at han i hvert fald sagtens kan relatere til anden musik end metal og så bare alligevel ikke rigtig kan det og derfor aldrig er nået videre end til første skridt videre ud. Der er heller ikke rigtig nogen grund til at gå den vej, hvis det er sådan den starter, der er masser af metal, der er mindst lisså pompøs og patetisk som Pink Floyd, men som så bare er metal og derfor per definition på en eller anden måde bedre. Fordi det er metal og ikke Pink Floyd.
Fordi det er en sort band-tee og ikke en velmenende rød støtte-tee for en latinamerikansk oprørsgruppe. Lad mig dog osse lige flette sådan en stofsnor ind i skægget, altså, alle skal vide at jeg favner det.

Glem det.

Jeg favner det hele i sort band-tee. I kommer bare op.

Som at dræbe præsidenter, IV

Jeg er nøgen nu, helt jørgenlethsk, jeg kan mærke solen på hele min krop, der er intet mellem mig og søen, træerne, brisen. Deseksualiseringen af den nøgne krop er nogen andres projekt, jeg har aldrig følt mig mere sexet, end når jeg er nøgen ude i naturen. Al den muld og vrimmel, alt det liv, der er i det, og som jeg er en del af i kraft min nøgenhed: Min pik er simpelthen den der eg, skovsøen er min sæd, min hud sætter ild til luften omkring mig.

Dermed naturligvis ikke erkendt at min nøgne krop på nogen måde sku være pornografisk, og hvis der er nogen tilfældigt forbipasserende motionsløbere, lystfiskere eller hundeluftere der sku ha et problem med min nøgenhed, så er det snarere dem der overskrider en intim grænse for mig end omvendt. Det er naturligt at jeg er nøgen her. Lisså naturligt som det er, at det ikke bare er en nøgen krop og hva så, men en nøgen krop med alt hvad det medfører af implikationer om et eller andet, det er ikke en deseksualiseret krop, det er hele pakken, men det er forargelsen over den nøgne krop der er anstødelig. Unaturlig, fristes man næsten til at sige, overciviliseret i hvert fald.

Jeg går ud i søen igen, lægger mig på ryggen og flyder, der er ingen lyde under vandet, og det går op for mig at jeg er vant til, at der altid er en eller anden lyd under vandet, en motor et sted, aldrig stille. Her er stille. Man ku kalde det at bruge naturen, men så blir det osse så effektiviseret igen, og det er ikke målet: Naturen har ingen mål, naturen er ikke effektiv, den ordner bare det der skal ordnes uden at tænke over hvordan opgaverne skal prioriteres, eller hvad der vil se bedst ud at ordne. Naturen tænker ikke.

Jeg kan ikke frigøre mig af tænkningen, om jeg så bruger nok så mange timer i skovene med at betragte dådyr og kaniner og lugte mulden. Jeg er en del af naturen, men jeg er det ud fra mit eget udgangspunkt. Jeg er mit eget udgangspunkt. Jeg er en del af det hele, det hele er en del af mig, men uden mig selv bidrager jeg ikke med noget til det hele.

Jeg kan ikke frigøre mig fra at være et produkt af civilisationen. Ikke engang ved at dræbe præsidenter.

Som at dræbe præsidenter, III.

Maj 2010: Kinesiske turister på Langelinie der filmer et livefeed af Den lille havfrue på Verdensudstillingen i Kina: Et overkill af meta så tidligt på morgenen, et symbol på et eller andet ufattelig åndsvagt, en fremmedgjort blaserthed i al sin stædige iver.

Denne by rummer ikke flere billeder for mig at falde for, det kan nok så mange hysteriske solnedgange over middelaldertårnene ikke ændre ved, end ikke forårsdage med mere og mere afklædte studiner på deres evindelige tunge bedstemorcykler eller en tur på en bar hvor man kan hilse rundt: Jeg har pakket min kuffert for flere år siden, og den har stået der midt på gulvet som skiftevist en øm tå, en dårlig samvittighed eller en redningsplanke, alt efter hvor på desillusionometret jeg har befundet mig. Der blir ikke slået flere søm i væggene at hænge mig op på, der blir ikke skabt plads til at mere kan komme på en plads, det alligevel skal fra når som helst nu.

Et mindre grimt sted uden politi og penge og presse og præstationer, en evig sommermorgen befolket af boksende kaninunger i dugvådt græs og en kop kaffe på et bjerg. Byen er reduceret til et billede af en essens jeg aldrig ville trukket ud af den.

Som at dræbe præsidenter, II

II.

Nogen gange bør vi nærme os det, der rent instinktivt synes så uendelig rigtigt, med en vis varsomhed: Overveje om det synes så rigtigt, fordi det er noget vi har lært at det sku det, eller om det rent faktisk er en egen erkendelse, ikke en tillært. Og hvis det er en tillært, så overveje hvilke implikationer det har. Ikke at det nødvendigvis har implikationer, men hvis vi overhovedet overvejer det, må det være fordi vi aner at det kan ha nogen. At det kan lede os steder hen, hvor vi ikke nødvendigvis havde set os selv havne. Nære en dyb skepsis til egen erkendelse, uden dog at lukke af overfor muligheden af en åbenbaring. Vi kan stræbe efter paradigmeskift, fordi de holder os på tæerne, være intellektuelt fleksible på den måde, det er en smuk disciplin, det er ikke vankelmodigt, det er åbenhed, nysgerrighed. Og så trækker vi linjen hen til det punkt, hvor vi er nu, og ser at det stadig danner et mønster, at der var en grund til at det måtte blive sådan. På den måde kan vi få alt til at gå op.

Det har naturligvis sine implikationer at naturen erstatter byen som det rigtige. Og det er en tillært erkendelse, det er som det skal være: Som purung er livet i byen det eneste mulige liv, som voksen er det naturen. Sådan. Man har fået realiseret noget i byen, man har indgået i nogle sociale relationer af mere eller mindre intim grad, man har prøvet at gøre karriere, og så kan det pludselig være nok, og man må væk. Ud. Og det springende punkt er jo så, hvad ellers der ryger ud, udover byen. Man indgår nogle kompromiser, der er ting der ku la sig gøre i byen, der ikke kan la sig gøre her, og det er OK, men der er osse en grænse, et punkt hvor man begynder at gi køb på nogle idealer man troede fuldt og fast på, fordi det ikke rigtig er foreneligt med det liv man nu lever. Det er igen et paradigmeskift, og det er endda osse noget der blir præsenteret som en klassisk udvikling, det bliver endda fremstillet som om det sku være en naturlig udvikling ligefrem, hvormed det ikke at træffe dette valg sku være perverteret, og hvormed man selv fratages styringen af sin egen udvikling.

Som om der blot var det ene facit, som er der hvor man befinder sig nu, indtil man igen flytter sig.

Der skal dræbes nogle darlings, lissom der skal dræbes nogle præsidenter. Jeg tror det begyndte med at vi hørte en masse Amon Düül og så osse ville lade vores børn løbe nøgne igennem blomstermarker og ryge en masse pot og male og spille bongotrommer. Ikke at nogen af os voksne maler, men det passer så godt ind i billedet. Starte en sekt, gro skægget og håret, gå med kniv. Og så var vi pludselig flyttet på landet. OK, en mindre by, øens største da, og midt i den, men alligevel. Langt væk fra præsidenter, men ikke uden for deres rækkevidde. Og det er det altafgørende: Bevidstheden om at staten er der og kan registrere alt hvad du foretager dig, hvis nogen mener at det du foretager dig kan udgøre en trussel mod sikkerheden, ikke nødvendigvis for dem omkring dig, men for staten. Du får ikke lov at være alene. Det er den følelse sådan nogen som Breivik reagerer imod, og det er der hvor man faktisk kan forstå dem. Han var ikke syg: Han var fucked, hans ideologi var fucked, han kan ikke undskyldes. Men Rigsdagen brændte igen.

Der skal dræbes præsidenter, fordi de er den højeste magt stillet overfor vores egen dybeste afmagt. Det er naturligt.

Det er en reaktion på det der findes naturstridigt, civilisationen, og det er ikke naturen der så blir sat i stedet, det er først og fremmest en hævn overfor dem og det der har fjernet os uigenkaldeligt fra den. Det er sådan her: Det er ikke at ku rumme mere, ikke at ville forstå mere, at se direkte igennem det hele og se det er lort, og så handle på det. På en eller anden måde. I affekt, føle sig rørt, føle.

Naturen er iskold.

Som at dræbe præsidenter, I

I.

Det virker så rigtigt, så ur-rigtigt. Det er sådan en ting der virkelig burde være god, og som så i virkeligheden viser sig osse at være det. Som om det bare var sådan, det altid sku ha været, selvom det seføli kun føles mere rigtigt i kontrasten til det der gik forud: Det der måske nok ikke var direkte forkert som sådan, men som bare heller ikke længere føltes helt rigtigt. Og det her havde stået som sådan en klassisk, højromantisk kliché, en hippieutopi, og så bare finde ud af at man faktisk godt ku leve i den når det kom til stykket. At den passer én. At man faktisk var klar til at gå ind i den. Det andet ikke trak mere. Leve sådan.

Flyde midt ude i søen, uanede dybder under én, gammel lergrav. Omkranset af graner, nogen ænder, en svane med en svælling, som man holder sig fra. Helt. Aldeles. Stille. Der er ingen mennesker her, det er der ingen steder, man kan nøgenbade uden blusel, man kan sidde nøgen og tørre i solen bagefter, her er ingen, her kommer ingen. Sku der endelig alligevel komme nogen, så er her plads nok til at de kan holde sig i behørig afstand. Intimsfæren er blevet udvidet til 10 meter, mindst. Mærke vandet over kroppen, hele kroppen, mærke huden mærke vandet, vand op i røvhullet, i kønsbehåringen, pikken der skvulper lystigt i vandskorpen.

Det er sådan en helt basal frihed. Det burde aldrig være anderledes, men det er seføli fordi det har været anderledes at man nu lægger mærke til, hvor rigtigt det her er.

Der var en novelle af Richard Brautigan; det var dengang jeg begyndte at læse beatforfattere, og mine forældre ku så lykkeligt vise mig ovre i bogreolen, at ikke alene havde de Kerouac stående – en enkelt, på dansk, De underjordiske, et sekundært værk, som ikke desto mindre blev det første Kerouac jeg læste – min mors hippie-storebror, der havde spillet jazz og røget pot og levet i et åbent ægteskab i København, inden han pludselig døde og blev katapulteret til helgenstatus, havde engang givet dem en bog af en anden, mindre kendt beatnik, Richard Brautigan, ikke en af de store3-4-5 stykker, i virkeligheden mere af hippie-generationen. Troutfishing in America. Det var lidt håbløst, jeg var alt for ung til at læse om en voksen mand, der kører rundt i et folkevognsrugbrød med sin kone og deres barn. Ingen speed, ingen dagelange drukture, ingen impulsive ture tværs over kontinentet for at høre bebop, ingen løssluppen sex. Sådan som jeg husker den, og det passer heller ikke: De har sex i hvert fald én gang. De har gjort holdt ved en skovsø, der er ingen andre mennesker i nærheden, og mens de nøgenbader, får manden sin kone overtalt til at hun skal gi ham en spiller, derude i vandet. De går ud hvor vandet når dem op til over brystet, mens deres barn leger inde på det lave, og så får han en hurtig hånder, og sæden stiger op til overfladen og flyder rundt om halsen på ham, indtil det bliver for koldt, og konen bliver urolig for barnet.
Det er sådan jeg husker den, det er en mange år siden jeg læste den nu, og den gjorde ikke noget uudsletteligt indtryk, bortset fra den ene scene, som jeg ikke engang ved om jeg husker ret, men det er den scene jeg husker nu, mens min egen kone står nøgen og soler sig inde på bredden, og vores ene barn leger i vandkanten, og det andet sover oppe i cyklen. Det er vel i virkeligheden nu jeg burde læse Brautigan, se om det faktisk var noget, der ku sige mig noget på det stadie, hvor jeg er nu. Lige nu er det i hvert fald som om jeg kan slå op på en hvilken som helst side i Gary Snyders Turtle Island og læse et digt, der handler om der hvor jeg er nu.

Ikke lige nu: Lige nu er der vand, træer, himmel, dyreliv. Der er sikkert slanger, det skal for alt i verden ikke læses metaforisk, slangerne skal osse være her. Vel. De har en eller anden funktion, selvom man instinktivt frygter og afskyr dem. Der er vilde kaniner og så den der svane, der prøver at lære sin unge at flyve uden rigtig selv at ku andet end at flakse ihærdigt og meget larmende henover vandoverfladen 50 meters penge, før den fuldstændig udmattet synker sammen og majestætisk sejler videre, som om det var det den hele tiden havde villet. Fuck dig, svane.

Den sidste lange tid var det, som om alle fantasier handlede om at civilisationen sku styrte i grus. Byerne brænde, personnummerregistret og skattekontoret sprænges i luften, den kendte verden ende, så en ny ku begynde. På vej ud i skoven med Ted Kaczynski og Thoreau, bygge bomber, lave manifester, planlægge revolutionen. Det var før Anders Breivik, men selv der, lige den første times tid, inden man fik nys og hvad der foregik ude på øen, hvor det bare var regeringsbygningen der var blevet bombet, nåede man at tænke at den her var for Ted Kaczynski. Man ku faktisk godt forstå hvor det kom fra.

Hvis der er nogen, der vil fortælle mig at det smukkeste øjeblik i Fight Club ikke er der, hvor hele skylinen er i brand og bygningerne braser sammen, så ved jeg ikke, så er vi et helt fundamentalt forskelligt sted. Jeg har levet længe i byen, da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg fra et parcelhuskvarter i udkanten af en mindre by, omgivet af krat og marker og en jernbane, der førte ingen vegne hen, til byen, den rigtige by, klods op og ned ad naboer i alle afskygninger. Jeg labbede det i mig, sad i mit vindue og så dem leve, blev bekræftet i at der var liv omkring mig, og at jeg således selv måtte være i live, fordi jeg nu var en del af dette. Jeg flyttede til en endnu større by, et sted hvor det var varmt nok til at vinduerne altid var åbne, og man op igennem skakten ku høre og lugte alle de forskellige kulturer, der udgjorde den by: Både de gamle, der havde boet der altid, og nu var i færd med at harke det sidste af deres lunger op bag de nedrullede skodder, og de nye, fra den nye verden, der kom hjem langt ud på aftenen og gik i gang med at friturestege dagen væk i et lille orgie med anlægget kørende for fuld blæs en times tid. Det var aldrig byen som sådan, jeg havde et problem med, det var de kontorer der udgør dens nervecentre, hvor alting stopper, hvor ingenting er funky, ingenting glider, intet er organisk. Lyskrydsene som det mest markante, allestedsnærværende symbol på at der ingen tiltro er til at byens borgere, subjekterne, selv kan finde ud af at ta hensyn til hinanden, hvis der ikke er nogen øvre myndighed, der viser dem at det er sådan her de skal omgås: Med ret og uret som pejlemærke. Så ingen ser sig for, bare ser om de har ret og så pløjer fremad, fremad, væk, ud af den kollektivitet, de har lært de ikke er en del af.

Det var det jeg hadede.

Det jeg elskede var at sidde i parken og være en del af byen: Se træerne spejle sig i søen, små krusninger i vandspejlet, men osse høre børnene på legepladsen, spritterne på bænken, pusherne i buskadset, trafikken ude på den anden side af muren, rådhusklokkerne, det der for mig var livet, og som jeg selv var en ufatteligt lille, men dog på min egen måde fyldestgørende del af. I en skovsø, derimod, er jeg ikke en del af en skid, naturen er aldeles pisseligeglad med om jeg er der eller ej, for den gør jeg hverken fra eller til. Naturen er der ikke for min skyld, den er der ikke for noget, den er der fordi den er natur. Osse selvom det i dette tilfælde er en delvist anlagt natur; en udgravet sø i en plantet skov (Jeg elsker den historie om hvordan Christian IV beordrede kæmpe egeskove plantet, sådan så vi 400 år senere ville ha træ til at bygge den mægtigste flåde, det er så indskrænket i sit fremsyn, at det kun gør det endnu mere cool at ligge og flyde nøgen rundt i søen, mens krigen foregår et helt andet sted på nogle helt andre præmisser). Det gør ikke nogen forskel i forhold til det der er pointen: At naturen viser os, hvor uendeligt bittesmå vi er i det store hele, og naturen har ikke noget problem med at la os ta del i den, fordi den er så uendeligt meget større end os, og fordi det ikke tar noget fra den. Så øvelsen for os består i at føle os som en del af denne skovsø og lade skovsøen være en del af os, men så ikke mindst at handle ud fra det. Gøre som den skovsø ville gøre i de situationer vi finder os selv i, hvor vi skal ta stilling til hvordan vi skal handle. Skovsøen handler ikke, skovsøen skovsøer.

At menneske mennesket.

Kunsten efterligner kaninerne

Forestillingen havde altid været at når det sku ende, sku det være som det var blevet forudsagt i en drøm, der mest af alt havde karakter af en vision: Vågne en morgen i et palads, hvor lyset skinner blegt ind gennem gardinerne, åbne de franske døre ud til parken og se hundredvis af små, hvide kaniner komme hoppende, sniffende, gnavende, studsende op ad de sirligt anlagte gange mod én. Vide sig rede til at lade sig favne af den blødeste, blødeste pels og blive puffet og duppet og småkradset over på den anden side af hvad det nu var man sku overkomme.

Men så var der den næste drøm, mange år senere, hvor det første vel egentlig var overkommet, sådan henad vejen, uden at der rigtig havde været kaniner involveret. Den næste drøm var langt mere traditionelt drømmeagtig, slet ikke så visionær. Jordnær, vel nærmest, smårealistisk. Det ku næsten være skuffende, hvis ikke det var fordi der var kaniner med i den – havde de ikke været det, var den sandsynligvis slet ikke blevet taget for den vision den ikke desto mindre tydeligvis måtte være.

Uden andet forvarsel end at der nu alligevel var så mange ting der ændrede sig markant, var kaninerne vendt tilbage, og de var sorte nu. Et utælleligt kuld af dem havde slået sig ned i skunken, hvor de asede og masede sig rundt oveni hinanden. Ud sku de, det stod af en eller anden grund klart, og de gjorde ingen modstand, når de blev løftet i nakkeskindet og smidt sikkert ned i haven, hvorfra de så ellers værsgo ku finde sig en anden drømmeskunk at invadere, de forsøgte end ikke at flygte eller at smutte ind igen, men godtog uden nogen protester overhovedet udsmidningen.

Vi er jo nødt til at analysere det her, eller dvs: Vi skal bare overhovedet gøre os klart at her er der noget, der ville ku analyseres for at nå frem til en konklusion, som vi intuitivt allerede fornemmer bare i accepten af at her er der grundlag for en analyse. Inden vi advarselsstamper hårdt i jorden og hopper videre, tror os befriet for en byrde, fordi de hvide kaniner er blevet budt ind i paladset og de sorte jaget bort; så er det dog vigtigt at vi er opmærksomme på at de sorte kaniner måske nok, deres uendelige nuttethed til trods, er uvelkomne i skunken, men de opfattes ikke som fjender, de er ikke ondskabsfulde. De er jo kaniner, altså.

Det er for let, hvis det her bare er dæmoner, og så alt zen fremover. Det ville være et for tidligt klimaks.

Er det et palads vi har bygget, kan visionen f.eks. få os til at fundere over. Og er der ikke plads til sorte kaniner i skunken i det palads, så er vi med ét ovre i noget, der dårligt ville ku læses som andet end politisk, og som måske nok burde få os til at overveje, om vores politiske holdninger virkelig er så klare og faste, som vi gerne vil gi indtryk af, men det er vel næppe noget, der rigtig har noget at gøre på visionernes felt. Politiske visioner er mere sådan noget med stålsatte blikke, bredt kommunikerbare budskaber og tabloidannoncer på side tre i de landsdækkende dagblade, og at så nok så mange af os ville være langt mere åbne overfor en politisk vision lanceret af en hær af kaniner ændrer stadigvæk ikke på at det er en anden type vision vi har at gøre med her. Sådan en som filosofferne og sektlederne får på vandreture i skovene eller i trance i bjergene, sådan en får vi tungt sovende i en lånt, lidt for blød seng.

En ting til vi skal gøre os klart: Det er sorte kaniner vi har at gøre med, altså lisså raceforædlede som de tidligere hvide, det er ikke vilde kaniner. At betragte vilde kaniner gir os en anden slags fred i sindet, fordi de først og fremmest er kaniner for sig selv og ikke for vores nusningsbehovs skyld. Måske det i virkeligheden er alt for tidligt at begynde at analysere den todelte vision nu, sæt den slet ikke er todelt, sæt verden slet ikke er sort/hvid, sæt der venter en tredje vision, hvor kobler af vilde kaniner vil rase ind over vore liv og – og – så… Det er svært at forestille sig kaniner gøre noget rigtigt voldsomt og apokalyptisk, indrømmet, men det er osse svært at forestille sig en endnu ukendt vision uden at gøre den voldsom og apokalyptisk. Det er jo sådan Johannesåbenbaringen har lært os at forestille os visioner, vores indoktrinerede kulturkristendom har ikke beredt os på visioner, hvis kendetegn er små, vippende snuder og lange, lodne radarører.

De vilde kaniner, når de en dag kommer, må sku fortælle os noget, der må være en mening med dem. Formålet kan ikke bare være at æde, bolle, sove, avle og sole sig.

Bytterumsbytte

Når jeg på et tidspunkt blir arbejdsløs, vil jeg være en af dem, der sidder i bytterummet med min tomme barnevogn og en termokande kaffe og venter på at der kommer nyt bytte. Så snart nogen trækker op foran rummet med en kassefuld legetøj ungerne er vokset fra eller en stabel kasserede bøger, vil jeg være der. Der skal nok være noget i det nogen kan bruge, det ville være synd bare at smide det ud, nu skal jeg.

Jeg vil finde en måde at besnakke vagterne på genbrugsstationen, så de ser stort på den der regel med at man ikke må opholde sig længere end en halv time ad gangen i bytterummet, og kun én gang om dagen, det skal vi nok finde ud af, og jeg skal nok få sat mig i respekt overfor de andre, der kommer i rummet. Vi skal jo alle sammen være der, ing, men under alle omstændigheder skal jeg. Hvis jeg gør mig sådan helt stiv i blikket og trækker vejret meget tungt gennem næsen, så er det forhåbentlig nok til at de ved jeg mener det, uden at der behøver komme mere ud af den sag. Det må helst ikke komme til håndgemæng, for så blir vi alle sammen smidt ud af vagterne, der er absolut ingen pardon der.

Det er vel osse sådan det skal være.

Så kan der godt nogen gange ryger nogen trusler igennem luften, det er vel næsten uundgåeligt, vi er der jo hele dagen sammen, og vi er ude efter det samme. Mere eller mindre: Der er alle tanterne, der går efter legetøjet, altid fortæller dem der kommer forbi den samme om at ohh, det vil deres barnebarn blive glad for, og så ryger de ellers ud på torvet bagefter og sælger det for nogen få kroner, så de føler de har retfærdiggjort det hele ved at gøre en handel. Og der er amatørantikvarerne, der er overbevist om at de kan spotte et fund blandt de bøger der kommer ind, udover at de så osse lige kan rive et par årgange Basserne med hjem med jævne mellemrum. Engang imellem kommer nogle studerende forbi og kaprer nogle møbler, det er alligevel osse så svært for os andre at gøre noget rigtig ved, alt for uhåndterbart.

Jeg ved ikke hvad jeg vil kigge efter, hvad mit speciale skal være. Måske vil jeg prøve at gøre det i værktøj eller musikinstrumenter eller noget, det er meget godt at specialisere sig, tror jeg, men først og fremmest vil vi vel alle bare være allroundere. Den vigtigste del af gamet er at få fat i det før de andre.

Så kan man altid handle.

Eller nægte at handle.

Man kan holde den gåvogn for sig selv, insistere på at man har noget man vil bruge den til og fandme ikke vil gå af med den. Det vil være en principsag. Så kan det godt være man kan hyggesludre nok så meget i pauserne og komme til at kende hinanden ind og ud; når det er on, så er det fandme on.

Det kan blive grimt en dag.

Jeg kan ha været lidt for stædig lidt for længe, gået lidt for hårdt efter nogen ting, hvor det egentlig ikke var helt rimeligt, ha isoleret mig. Vagterne gider ikke involveres i det, så længe vi ikke generer brugerne af genbrugsstationen, så til sidst er der nogen der sender bud efter deres nevøer og nogen af deres venner. De passer mig op udenfor pladsen. Jeg holder fast i min barnevogn fyldt med legestativer, Virkelighedens Verden-bøger, VHS-bånd med Rejseholdet og så osse noget crap. Jeg ignorerer dem. De er egentlig osse ligeglade med om jeg synes det er rimeligt eller ej, de har bare en mulighed for at tæske på noget kød, og det er så mig. Jeg holder fast i barnevognen. Jeg kan ikke løbe. Jeg kan ikke gøre modstand. Det nytter ikke noget. Det eneste jeg tænker på er at forsvare mit bytte, mens jeg tar imod spark og slag. Jeg falder sammen med barnevognen. Der er en af dem der forsøger at ta den fra mig, og jeg holder endnu hårdere fast, jeg gir ikke slip. Sko der maser mine fingre. De finder et bankebræt og begynder at slå på mine fingre med det. Jeg gir slip.

De tømmer barnevognen og smadrer den. Vi ligger der tilbage sammen, smadrede. Jeg vil ha været konge af genbrugsstationens bytterum, og nu vil jeg være detroniseret. Det er ovre. Uigenkaldeligt. Når jeg rejser mig igen på et tidspunkt, humper jeg over i supermarkedet, vasker mig på deres toilet, drikker nogle slurke vand.

Så går jeg på jagt efter varer med overskreden holdbarhedsdato.

Fluesommeren

På forældrenes tag et stykke over midnat med et glas whisky og provinsklar stjernehimmel. Først tror jeg at jeg ser stjerneskud ud af øjenkrogen, så går det op for mig at det er flagermus. Der er myggeepidemi, de må ha en fest, flagermusene. Det har været en fugtig sommer, så der er udklækket rekordmange myg. Der er en eller anden sammenhæng der, og jeg ved ikke om det osse er noget af det samme, der er skyld i at der er så mange fluer, som der er, men det er helt vildt. Det blir sådan en sommer, der vil blive husket som Fluesommeren, så mange fluer er der. Afsindigt.

Uregelmæssige, bløde dump lyder nede fra stuen, hvor min far i en time nu har vandret rundt med et viskestykke og kæmpet sin personlige kamp mod flueoverherredømmet. Han taber stort. Min mor kan i virkeligheden godt se at det ikke er vejen frem at prøve at slå alle fluer i hele huset ihjel, men hun kan osse se at min far ikke har i sinde at gi op uden kamp, så hun joiner ham. Dump. Dump. Dump, lyder det. Men der er ingen sejrsbrøl, for der er ingen sejr, kun et orgie i fluematerie og blod ud over hele spisestuen.

Kigger op mod stjernehimlen, tar et kulsort billede af den med telefonen, opdaterer mine forskellige sociale netværk om hvor vildt det er at sidde på det her tag lige nu. Det er et ret så Modest Mouse øjeblik, bortset fra at det er noget lykkeligere end Modest Mouse nogensinde ku tilstå sig selv at være, så det er vel nærmest Built to Spill i virkeligheden, fordi jeg opfatter dem som i hvert fald ikke så nederen som Modest Mouse, mere afklarede vel. Jeg beskriver evigheden. Milliarder af lysår foran mig, men det tætteste jeg er på tid er de 15 år der er gået, siden jeg sad her som teenager med min fars whisky og var filosofisk. Whiskyen er bedre nu, det er der så meget der er. Referencerammen er bredere, desperationen mindre, det meste nemmere. En kone og et par børn, der ligger og sover på mit gamle værelse. Et typehustag i provinsen har aldrig for alvor åbnet himlen, tror jeg, lisså lidt som for den sags skyld de færreste andre tage har det, trods den mytologiske dimension man tillægger dem. Men de er dekorative scener for noget man gerne sidenhen vil opfatte som skelsættende.

Så åbner himlen sig, og hvad – hvad – hvad forventer jeg der skal komme til mig, der på taget? Egentlig? En vision, en dyb forståelse af Nietzsche, P Funk Mothershippet, en saxsolo, en buddhistisk erkendelse, Apokalypsens fire ryttere? Jeg ved det ikke, jeg er mere uforberedt på det, end jeg nok ville ha håbet jeg ville være, når en situation som denne opstod; strengt taget ville jeg nok ha foretrukket, hvis himlen bare ku ha forblevet sort og uendelig, så jeg ku sidde og meditere over den med den sidste rest af min whisky, i stedet for pludselig at sku til at forholde mig til den og interagere med den. For jeg går naturligvis ud fra at det er mig, den åbner sig for, al den stund at det dog er mig der sidder oppe på hustaget, tanken ikke så meget som strejfer mig at der rundt om hjørnet, måske endda omme i rækkehusene, gys, ku sidde en teenager på sine forældres tag, som ville være beredt på at himlen åbnede sig for ham og gav ham en mening med det hele.

Jeg ved ikke hvem større kræfter end os selv ville foretrække at henvende sig til: En teenager med ondt i livet og verden for sine fødder eller en nogen-og-trediveårig familiefar, der mest er optaget af bare at få verden til at hænge godt nok sammen til at få det hele til at glide. Sku de ikke finde nogen kutteklædte typer, der dannede en cirkel på en kornmark eller noget? Ja altså, med mindre seføli det himlen åbner sig for ikke er så meget andet end at transmittere en virkelig formfuldendt, omend måske nok lidt 80'er-rocket, saxsolo. Det ville jeg være klar til at værdsætte, helt sikkert. Men jeg ved sgu ikke, og al den suspense går mig til hovedet, og jeg har heller ikke mere whisky i glasset, så jeg kravler ned og tar bagvejen ind i huset igen. Slipper en ny armé af fluer med ind ad døren, sådan. Der bliver ingen nattesøvn, men hvad gør det, hvis vi alligevel er fucked. Det kan jeg ikke tro vi er.