Uddrag:
Vi ligner alle sammen hinanden her. Det er godt sådan, så ved vi at vi er hjemme. Der skal ikke sættes spørgsmålstegn ved noget, der skal ikke tænkes over noget, vi skal bare læne os tilbage og lade det skylle ind over os. Kaskader af dyb, rungende, forvrænget dronen. Bas. Brøl. Bulder. Blæsthed, vi er blæste. Vi har alle sammen sorte bandtees på igen, håret er ikke så langt nu, til gengæld har vi skæg, lange skæg, vi behøver ikke at være fine eller smukke eller noget, vi har droppet at forsøge og lader andre om det i stedet. Vi har absolut ingen bekymringer, ikke mens vi er her, det er et helle, alt blir blastet væk, det er bare lyd, det er nok, og dope og drinks, det er rigeligt. Det er ikke til at skelne et band fra det næste, det er latterligt: De går på med guitarerne hængende nede midt på lårerne, skræver dybt, slår en rumlen an, og så kører det indtil de er færdige, uden at nogen flytter fødderne på noget tidspunkt før de vælter af, og næste band går på og gentager proceduren. Der er musik overalt, i den store sal, i den mindre sal, helt oppe under taget i den lille club, uophørligt, det kværner derudaf, selvforstærkende, vi drejer med rundt om os selv, møder hinanden i gangene: Er det ikke vildt? Er det ikke vildt?
Det er vildt, det er endeløst, vi er havnet i et ormehul, flyder rundt i et kontinuum et sted mellem 70'erne, 80'erne og nu, sådan som nu genskaber den tid vi forestiller os der var: Et evigt californisk solskin eller en ørken bredt ud foran os, sol i hvert fald, alt bleget ned af solen, ikke rigtig til at røre sig for solen, fanget i en døs. Man lar den døs få overtaget, slacker den, gir slip på ambitioner, prætentioner, viljestyrke, synker ned i forvrænget vellyd, venter på at et par bh-løse hippietøser med perlehalskæder og tåringe skal komme forbi med joints og svampe. To dage i en mindre universitetsby i et land der til forveksling ligner det vi kommer fra, men som er hjemmefra, det er ikke noget vi har ansvar for, det er nogen andres ansvar hvordan her ellers er, for os er der kun det her vi er midt i lige nu. Ikke mere, det er rigeligt, efter to dage er alt i os mast til en brun pølse af bas, brrr-uuuuuuuum, siger den og lukker alt andet ude, det er perfekt sådan, lad alt andet være lukket ude, lad det fortabe sig, se hvor lang tid vi kan klare os inden det trænger sig på. To dage. Men efter to dage gir det ikke længere mening på samme måde, det er noget – andet. Det har vi set nu. Vi venter på at de der hippietøser skal komme forbi, de er altid forsinkede, der er ingen der har travlt, der er ingen der skal noget. Der er nogen der laver en stor gryde dal, der er nok til hvis der sku komme nogen forbi, der kommer altid nogen forbi, døren er åben, tag øl med eller en boks hvidvin eller noget, så sætter vi os på verandaen og brænder røgelse for at holde myggene væk, lissom de gør i Indien, har vi fortalt om dengang vi var i Indien? Vi kan se stjernerne komme frem, her er ikke nogen gadebelysning der forstyrrer, aldrig set så mange stjerner før, tag et tæppe hvis du er kold, du blir ikke kold, det er en lun nat, her, skal du ryge? Hvordan var Indien? Raves natten igennem til ud på morgenen, det var alt for sent, alle hippierne var skredet, de eneste der var tilbage var amfhovederne og de nyrige russeres teenagedøtre med kæmpe plasticpatter, det var ovre, man ku lukke øjnene og forestille sig at det stadig var starten af 90'erne, men vibesne var skæve, det var en reproduktion af noget, et forsøg på at skabe en boble, man ku ikke digge det.
Det her er osse kunstigt, det er osse en reproduktion, men det føles rigtigt, det føles – autentisk eller noget. Lisså tilstræbt det er, der er ikke noget reelt autentisk over det, det her er ikke Californien eller ørkenen eller noget, men det er den drøm vi er vokset op med, det er den drøm der har formet vores liv, og selvom vi for længst har gennemskuet at det er bullshit og har droppet tanken om at køre i bil tværs over USA, for hvad sku man der, når der er så meget andet der er så meget mere interessant, så er den fallerede drøm stadig en del af os, og vi kan relatere til bagsiden af den, fordi det er der vi selv er. Vi skal ikke køre tværs over USA, det er transport, transport er røvsygt, vi kan nøjes med at sidde på vores altan og lade os transportere, den ene arm ud over kanten banker rytmen, den anden holder en til øl. Det er eftermiddag, Creedence spiller inde i stuen, bare tæer og alt er OK, vi lar det være OK, børnene leger med klodser på stuegulvet, danser til ”Down on the Corner”. Det er det her man selv voksede op med, Creedence, alle de år hvor man sang med på vrøvleengelsk på ”Proud Mary”, fordi det var ens mors yndlingssang, og det er først når man er voksen der er en der er færdig over at ha hørt et barn i en talentkonkurrence i fjernsynet synge den sang, ”og hun anede jo sikkert ikke en gang hvad den handlede om!” Og man havde aldrig selv tænkt på at den sang overhovedet sku handle om noget som helst, den var der bare, og man konfronterer sin sagesløse mor med det:
”Mor, den der sang vi altid hørte, 'Proud Mary', du ved godt hvad den handler om, ikke?”
”Jo da, den handler om en floddamper!”
”Mor?”
”Ja?”
”Den handler om at ryge pot.”
”Gør den?”
”Proud Mary? Marihuana? Som 'keeps on burning?' Og 'rollin', rollin', rollin''? Den handler om at ryge pot.”
Og det er OK, man er liberalt opdraget, ens far tilbragte hele ens barndom med at rende nøgen rundt med bandana og fuldskæg og male og høre Shel Silverstein-plader, mens ens mor renskrev artikler for UFO-nyt, der er ikke det store opgør der. Man ku alligevel bedre li nogen af de andre numre på den Creedence-plade de havde, nogen af dem hvor det hele fik lov at køre sig selv helt ud, ”Suzie Q”, ”I Heard It Through the Grapevine”, tunge, tunge grooves, der kørte i hvad der føltes som en uendelighed dengang, de andre ku slet ikke ha det, man ku slet ikke få nok, ønskede at det aldrig ville holde op, ville bare være i det groove for altid, ha lov at leve i det, den vibe.
Man sidder på sin altan nu og lar sig transportere af musikken, tilbage, jo, uundgåeligt, men osse bare væk, til et sted hvor det kan la sig gøre at leve i den musik. Inde fra stuen messer Brant Bjork at vi skal ud at flyve højt, nålen har ramt rillen, vi tar af nu, det hele letter, skylinen tar låget af og lar det hele slippe fri, hele byen er fuld af kærlighed, himlen eksploderer i violete og orange nuancer foran os, vi foretar os intet, toker engang imellem, det er som om hele byen knalder under us, endelig, og Brant Bjork synker ind og ud af det, han er hjemme her, alle vegne hvor der er nogen der ryger pot og knepper, han jager det kontinuum for ikke at blive fortabt i virkeligheden, man lukker ham ind for at lukke virkeligheden ude lidt. Det er OK, det hele er OK, i morgen kommer aldrig, der er nu, det er nok. Der er nogen der holder fest et sted, det er ikke vores fest, de spiller popmusik, det er idéen om en fest et sted i gården, stemmer, hits, sammenstimlede rygere på altanen, basrytmer, der er nogen der danser, det er ikke os, vi er langt, langt væk. Der er ingen fest her, det hele er en fest her, vi fejrer hver dag, Creedence og et glas hvidvin, der er ikke brug for weekender, der er ingen forskel. Det er en endeløs ferie.
