tirsdag den 15. april 2014

Tre årtier for sent, og af den helt forkerte grund: AC/DC 1973-2014

Det er midten af 80'erne, og min storebror forbereder sig på vores forestående charterferie sydpå ved at skære et 10 cm bredt AC/DC-logo ud i pap og beklæde det med sølvpapir for at ku lægge sig til at solbade med det på brystet i en uge, så han kan få en hvid AC/DC-tatovering.

Det er midten af 80'erne, og mine klassekammerater skriger og holder sig for ørerne da jeg spiller "Hells Bells" for dem i en musiktime. Min lærer mener at det nok ikke passer sig rigtigt for sådan nogle som os at høre. Jeg er enig, bare ikke i at jeg er sådan en.

Det er midten af 80'erne, og sammen med Van Halen og Iron Maiden er AC/DC verdens største band, selvom alle tre er på den anden side af såvel deres kunstneriske højdepunkt som deres første forsangerskift. Det er der ikke rigtig nogen der vil indrømme endnu, selvom der er nogle fyre på vej op der hedder Metallica, og som hverken har scenetøj, kæmpekulisser eller - gys! - keyboards.

Det er midten af 90'erne, der er gymnasiefest i provinsen, og der er rundedans og synkront støvletramp til "Thunderstruck", og det hinsides lamt. Der er ikke længere nogen der skriger eller holder sig for ørerne, bortset fra mig.

Det er midten af 00'erne, man behøver ikke længere tænke på AC/DC som et band man forholder sig til i nutiden, og kan glæde sig fuldstændig uforbeholdent over at se en gade opkaldt efter dem i en arbejderforstad til Madrid. Over at nogle venners venner døber deres førstefødte Angus.

Det er midten af 00'erne, bare nogle år senere, da AC/DC udgir et nyt album, og der er releasefest i et hjørne af Fona 2000. I et af vinduerne ud til Strøget står tre teenagepiger og danser i iturevne AC/DC-tees, cowboyshorts, netstrømper, hår, alt er iturevent, inklusive illusionen om at man kan se dem som sexede uden at føle sig bare den mindste smule pædo længere.

Det er midten af 10'erne, og AC/DC er vist nok netop nu ved at forberede en pressekonference, hvor de vil meddele at de trækker sig tilbage. Ikke på basis af nogen pludselig opstået selverkendelse, men fordi Malcolm Young efter et slagtilfælde og en efterfølgende blodansamling i hjernen ikke længere er i stand til at spille guitar som før. Det er helt galt og forkert.

Det er midten af 10'erne, og det er minimum 29 år siden AC/DC lavede deres sidste nogenlunde hæderlige plade, Fly on the Wall. Som ikke engang er en rigtig god plade heller, der skal man yderligere 5 år tilbage til Back in Black, og hvis man skal være rigtig hård, så skal man vel helt tilbage til Powerage for at finde deres sidste rigtig for alvor gode plade. Hvor det hele endnu ikke er reduceret til en røvballet formel.

Det er midten af 10'erne, og AC/DC er forlængst, og altså nu tilsyneladende osse endegyldigt, ophørt med at være deres eget. Det har hele tiden været vores, og det er på tide de holder op med at gøre krav på det. Jeg ville bare ønske der var en anden grund. Malcolm, mand.


torsdag den 10. april 2014

Don Johnson leder efter et hjerteslag

Jeg vil jo gerne gøre det klart at det ikke er fordi jeg synes sexchikane i sig selv er sjovt, altså. I disse Roskilde-tider og alt sådan noget. Og det er ikke sjovt at Don Johnson engang for 10-15 år siden blev anklaget for at ha stalket en kvinde ud på dametoilettet på en restaurant, eller at han på det tidspunkt var tungt alkoholiseret: Det der er sjovt, er at der hvor Don Johnson står og prøver at charmere den her dame, og jeg forestiller mig ham naturligvis stadigvæk i det hvide hørjakkesæt, omend noget nusset nu, med sveden glinsende på panden, øjnene sejlende rundt i skallen på ham, tung bourbonånde og kun lige med nød og næppe og en hånd mod toiletvæggen i stand til at holde sig oprejst foran den skrækslagne kvinde; der vælger han som sit absolut tungeste skyts at synge sit enlige pophit fra 1986, "Heartbeat". Sprukken falset, sløret frasering, insisterende og allerede langt væk i sig selv, fordums storhed en kort stund genskabt der, og han kan se sig selv udefra, hvor uimodståelig han er, stadig er, det rammer ham sekundet før kvindens skrig og et par negle ned over ansigtet, og så er hun væk, og så står han der og tænker hva faen. Don Johnson er ret sikker på han ikke har gjort noget som helst galt, han har gjort noget helt specielt for den her kvinde, vist hende hvad hun kan betyde for en mand som ham. Han har satme været ude og lede efter et hjerteslag, lissom i sangen, ja, og nu har han følt det, og nu skal han kaste lidt op, og den hånd han tørrer sig over ansigtet med, har blod på sig da han holder den op foran sig, rystende.

Alt det her har jeg ingen dokumentation for, selvom jeg er fuldstændig overbevist om at jeg læste det et sted, da jeg for et års tid siden skrev en anden tekst om Don Johnson (det er sådan noget jeg gør), så nu har jeg lige skabt dokumentationen til mig selv der. Det var så lidt.