Hun prøver at fløjte henover kirkegården, men hun har dårligt luft til bare at fortsætte med at løbe, og der er heller ikke noget at være overtroisk for her, det ved hun. Der er tændt lys på flere af gravene i aften, det har hun ikke set før, ved ikke om det er fordi hun bare ikke har været her på det her tidspunkt før, eller om det er en særlig højtid hun ikke kender til. Hun er ikke inde i hvad man gør med døden, hvordan man behandler den, den er inden i hende, kun.
Hun leder efter det gravsted hvor der bare står ”ANDRE” på, uden accent. Første gang hun så det, var hun overbevist om at det var en Sartre-ting, der gik adskillige minutter før det gik op for hende at det andre var, ikke var Døden, men Helvede. Ellers havde det passet: At døden var De andre, og med De andre døde ville hun være frigjort fra den byrde døden var for hende.
Utrolig meget tænker hun på død.
Neden for kirkegården, under træerne hvor kragerne altid sidder og larmer, osse nu, så hun sidste efterår en kaninunge hænge flænset i buskene, snappet af en rovfugl der havde smidt den fra stor højde for at slå den ihjel på den måde, men som så ikke havde kunnet finde den igen eller var blevet skræmt af et et større rovdyr. Kragerne skider ikke på jorden under træerne. Det gør dem uvirkelige: Hun er blevet skidt på af fugle i alle større byer hun har været i, ud af det blå på Unter den Linden i Berlin, fra et fuglebur over bordet på en comedor i Habana Vieja, i skyggen under et træ i Battery Park, mens hun så ud på Frihedsgudinden som hun ikke havde tænkt sig at ta ud til, og prøvede at ignore en saxofonist. Og hun er kommet hertil for at være ikke-eksisterende overfor fuglene, hverken hende selv eller den sti hun træder, rører de.
Hun er kommet hertil for at forberede sig på sin ikke-eksistens.
Ovenfor kirkegården ligger Bakkehuset. I hver en by hun er passeret igennem ligger et bakkehus, altid den udmærkelse som noget særligt, der ikke er noget særligt. En myndighed der hævder sig uden staffage, hvor der end er en bakke. Overblikket, sikkerheden. Hun forestiller sig sit liv som en hede, som pampaen, uoverskueligt vidstrakt. Hendes bedstemor ønskede først at blive begravet under det cedertræ på toppen af bakken på kirkegården, indtil hun en dag kom forbi mens graverne havde frokostpause og sad og tømte ølslatterne ud i græsset omkring sig. Så affandt hun sig med at blive en tot græs på en firkant græs længere nede ad bakken.
Hun ville ønske hun ku utænke de sidste to tanker.
Hun ville ønske hun hørte guitarer klimte, mandoliner et sted, en stemme strække sig ud igennem skumringen som en hånd, åben, bydende, som en stemme, som nok i sig selv, som alt der var noget værd. Ville ønske nogen satte musik til dette øjeblik for at gøre det noget værd, og at hun var derinde hvor musikken kom fra, en del af den, noget for nogen der spillede den. Blive besunget, hun ville danse, ville hun, ta alt tøjet af og danse gennem tomme stuer til en musik der ikke måtte høre op, blive husket sådan.
Så dø. Hun ku dø sådan, i Bakkehuset. Kragerne ville ta vare på hende, De Andre og deres Helvede ville ikke længere komme hende ved. De ville ikke ku nå hende. Hun fløjter, mister pusten, er i dette øjeblik nogens akkompagnement på deres vej ind i døden, alene.
