Ikke at jeg rigtig gjorde sånoet som 13-årig, det var jeg alt for tøset til, så det er på en måde det jeg er i færd med at rette op på nu med vold og magt, og det er derfor jeg står på toppen af den bakke og derfor jeg skal ned ad den, før eller siden.
Jeg skriver bakke: Fair nok, det er reelt en jordvold, OK, men det er et gedigent fald der er på den jordvold, den er eddermame stejl. Stejl at komme op ad, jeg var helt inde på de inderste klinger og selv der sku jeg bruge et godt tilløb, men op, det er jeg kommet, så nu er det ned det gælder. Det er alligevel ikke fordi der nogen anden vej ned, så sæt og vis er der ikke så meget at overveje overhovedet, det er bare om at skide på det og gi slip.
Da jeg var 13 gav jeg ikke slip på noget som helst overhovedet: Jeg klyngede mig desperat til alt hvad der ku minde om et ståsted, et fast holdepunkt, samlede ting som ballast for at holde mig på den plet jeg havde tilkæmpet mig, og jeg var usikker nok uden osse at ha behov for bevidst at volde skade på mig selv. OK, jeg stagedivede, det gjorde jeg, masser af gange, og jeg slog mig noget så læsterligt, men det var noget andet. Det var ikke en sport på det tidspunkt, i hvert fald ikke der hvor jeg var; scenen var endnu ikke blevet invaderet af jocks og posers, ikke vores lille, lokale afdeling af den. Der var et kammeratskab, og det tror jeg sådan set osse der er nu, jeg føler mig bare ikke velkommen i det på samme måde som jeg følte mig velkommen dengang, og man hjalp hinanden og det synes jeg ikke jeg ser i dag, og det er pisse ærgerligt. Alle kører deres eget egotrip og har så skide travlt med at se så MTV-smarte og butch ud; dengang var vi godt klar over at vi ikke var særligt smarte at se på, og det var seføli ikke fedt, men det forhindrede os ikke i at være med til at være noget.
Det var det jeg klamrede mig til og det jeg kastede mig ud i, og jeg havde hverken tid eller råd til at skate eller køre bmx eller noget: Pengene, madpengene, ugepengene, skodjobpengene, sku bruges på plader og demoer og plader og demoer, og de sku høres og der sku moshes til dem på værelset, der sku stagedives fra kontorstolen over i sovesofaen, og man sku passe på skråvæggen når man gjorde det. Og der sku skrives om pladerne og demoerne og koncerterne i de fanzines vi lavede på skrivemaskiner og så de kopimaskiner vi ku finde nogen der havde adgang til. OK, som vores mødre havde adgang til på deres arbejde. Prøv at tænke på hvor mange Carcass-plader velmenende mødre verden over har finansieret med de penge der egentlig sku være gået til at deres teenager fik noget at spise i løbet af dagen; hvor mange Nuclear Death-interviews selvopofrende mødre har stået og kopieret i smug nede i kopirummet og gemt under officielle papirer på vej tilbage til kontoret. De har vel i virkeligheden bare været lettede over at knægten ikke lå og knaldede rundt på skateboards og bmx og slog sig selv i smadder som de andre unger i nabolaget.
Så langt tænker jeg slet ikke der på toppen af bakken, jeg tænker bare på at jeg skal til at slå mig selv i smadder og det kommer til at gøre hammer nas og jeg sku være blevet hjemme og høre en plade eller læse en bog eller noget. Faktisk er lige præcis de to ting årsag til at jeg er her: Jeg er virkelig ikke ude og forsøge at genvinde en eller anden tabt teenagedom, og det er virkelig heller ikke et eller andet desperat forsøg på at holde fast i ungdommen. I hvert fald ikke et jeg er bevidst om: Jeg har haft så rigeligt med teenageår, og jeg er ikke gammel og føler mig ikke gammel. Så. Men jeg læste den sekvens i Asbjorn Intonsus’ Please Don’t Feed the Bears hvor han er ude og mountainbike og slår sig noget så fordærvet og i en alder af nogenogtyve føler sig alt for gammel og latterlig til overhovedet at lave sådan et stunt, og jeg så videoen til Dinosaur Jr.’s ”Over It” hvor de tæsker rundt på skateboards og bmx og laver de vildeste tricks og de ondeste styrt og ser alt for gamle og småtåbelige ud når de gør det og godt selv er klar over det, og selvom jeg altså hverken føler mig gammel eller på nogen måde er det, så gav det mig lyst til osse lige at rive en tur; ikke at slå mig, bare pumpe adrenalinet lidt op, lire den lidt for mig selv. Den er god nok, mit adrenalin pumper nu, der er ikke noget dér, men jeg er ret sikker på jeg ikke undgår at slå mig til lirekassemand og det føles ikke særlig liret, mand.
Så langt tænker jeg der på toppen af bakken, men jeg tænker ikke på hvor meget mit liv nu til forveksling ligner det liv jeg havde som 13-årig: Jeg bruger stadigvæk uforholdsmæssigt mange penge på plader og endnu mere tid på at skrive om dem, og den største forskel er vel at jeg i dag i det mindste får flere plader gratis end jeg køber, men i guder hvor det osse er noget crap det meste, så det kan næsten være lige meget. Jeg går osse stadigvæk til koncerter hele tiden og vælter rundt, og det er stadigvæk det samme kick, muligvis endda stærkere endnu fordi jeg ved at det burde ha fortaget sig, jeg burde være blevet mere blasert, jeg er blevet mere blasert; jeg har gjort mig selv det klart at jeg ikke længere kan forvente at få det samme kick, og så meget desto federe er det så når jeg alligevel får det, og derfor åbner jeg mig bevidst for de kicks, rager dem grådigt til mig.
Og det er et kick jeg er ude efter her, det er det jeg står heroppe på toppen af bakken for, og uden altså at ha tænkt den foregående tankerække på nogen bevidst måde, triller jeg forsigtigt forhjulet ud over kanten og lar helvede bryde løs i al sin gory vælde. Jeg kommer ned i ét stykke og skyder op ad den næste bakke, holder igen et øjebliks rekognoscering inden jeg vælter mig ned ad den osse og op på den næste, og jeg har fart nok på til at skyde over plateauet og ned og op igen. Jeg har ikke rigtig nogen kontrol over hvad jeg laver, men jeg er fucking flyvende! Og det er så her jeg ikke har fart nok på fordi jeg har klamret mig så febrilsk til cyklen og livet at jeg ikke har ænset at træde i pedalerne, og det var ellers her jeg for alvor sku ha fløjet, for i stedet for et plateau er her blot en bakkekam, en fordybning, en bakkekam til og en ny fordybning inden en tredje kam og så ned ad bakken, det hedder garanteret et eller andet i lingoen, jeg ved bare at det var her jeg sku være fløjet henover hvis jeg havde haft nosser til det, men jeg når ikke længere end til den midterste forhøjning, så ryger baghjulet i grøften og cyklen stopper med ét og sende mig ud over kanten og ned ad bakken med røven øverst og jeg lander dumpt og tungt og kurrer det sidste stykke gennem jord og græs og småsten inden jeg ligger dér og tænker pis og helvede.
Det første jeg konstaterer da jeg sætter mig op er at min venstre arm gør sindsvagt ondt, men jeg kan bevæge fingrene og det tror jeg betyder at den ikke er brækket, så det kan jeg sidde og glæde mig over mens jeg har så latterligt ondt. Jeg konstaterer osse at resten af mig tilsyneladende er sluppet med lidt småskrammer og hudafskrabninger, intet alvorligt, og brillerne har overlevet. Jeg spænder hjelmen op og sidder lidt og mærker solen i ansigtet, prøver at mærke alt andet jeg kan end lige den arm. Så kommer der nogen knægte og skal til, nogle rigtige 13-årige, og jeg rejser mig for at få min cykel af vejen, og i det jeg løfter den med højre arm mærker jeg det sige plop! inde i min venstre skulder, og så har min arm det lige pludselig meget bedre og kan bøje sig og alt muligt; ikke uden at det gør pisse ondt, men hey, den kan og det er fantastisk.
Jeg ved ikke hvad det er præcis jeg føler mig som da jeg sætter mig i græsset ved siden af banen og sunder mig, tværet ind i blod og jord. Det er ikke en rigtig 13-årig, det er mit erkendelsesniveau alt for udviklet til i forhold til en 13-årigs; bare det at jeg kan føle mig som en 13-årig er nok til at fastslå at jeg reelt ikke føler mig som en rigtig 13-årig ville føle sig, for sådan én føler sig sgu ikke som en på 13, men som en der er meget større end det. Det er sådan set osse lige meget hvad det er jeg føler mig som, hovedsagen er at jeg lige her og nu føler mig fantastisk, fuldstændigt. Min krop er smart nok: Den er for længst gået i gang med at pumpe endorfiner rundt i systemet for at bedøve smerten, og det er seføli ikke mindst derfor jeg har det så fantastisk. Jeg føler mig umanerligt levende, det er MTV der har lært mig at det er sånoen øjeblikke man føler bedst at man lever. Jeg kan mærke mig selv, jeg har fået nogen skrammer, et bevis på at jeg netop ikke bare har siddet hjemme og hørt en plade eller læst en bog eller noget. Sejhed genvundet, instant street cred. Jeg kommer til at gå med armen i slynge, alle kommer til at spørge hvad jeg har lavet, og jeg vil ku svare at jeg var ude at prøve en ny bmx-bane og hvad har de så lavet i weekenden siden de ikke har nogen synlige skrammer? Tsk.
Jeg føler mig som idéen om hvordan en 13-årig ville føle sig uden erkendelsen af at dette var ham nu og alt var tabt og kun genvundet for en stund, eller hvad det nu er for noget kristent crap der får os til at hige mod at være en 13-årig; en eller anden forestilling om uskyld og daglange eriktioner og verden åben. Sidder der for foden af bakken med min cykel ved siden af mig og samler mig sammen til at bugsere mig selv hjem. Man ku godt se det sådan at bakken sejrede over mig, men jeg ved bedre: Der var ingen af os der vandt over den anden, for der var ingen af os der kæmpede mod hinanden. Bakken var der bare og var bakke og jeg var der og var på den bakke som mig selv og i det øjeblik defineret som mig selv på den bakke, en del af det landskab den bakke udgjorde, en del af det den bakke var lige der. Bakken var det jeg definerede mig selv ud fra i det øjeblik som stadig varer så længe jeg er ved den og hver gang jeg fremover vil genkalde mig den bakke og det at være en del af den, og hvordan sku jeg ku være imod noget der gav mig så meget af mig selv? Og den er en del af mig nu, inklusive styrt og skulder slået af led og det hele, og har fuldstændigt udraderet billedet af ham den 13-årige tøsedreng jeg måske tror jeg har været.
