Det er den allersidste røde sol vi
fanger sat i spænd mellem to tårne
i øjenhøjde, helt nede & mænge sig med os
& vi er taknemmelige fordi
der er fuglefløjt &
isbilen tar over for kirkeklokkerne:
sommeraftenen vor messe,
sporteren vort panteon
unge guder i stormløb mod
tidens træge, tunge vælde
& i dette øjeblik uden for tid
vedtager vi en resolution om
ikke at anerkende morgendagen
det er en skarp påtale til den
fremtid der blevet stillet
os i udsigt: den skal stramme sig
gevaldigt op & i
mellemtiden, dette interim der
er blevet os tilstået af en
uforvarende rosa aftenhimmel
& lige nøjagtig varmt nok til at
man kan være ude i den,
finder vi øl & gavevin,
brændevin & nogen har joints
& nogen ringer efter amf
& nogen kommer til at blotte
sig & nogen kommer til at
tude midt i det hele: det er tid
for fadermord & hor & store ord
mejslet i granit om
kunsten & Slayer & nogen
kommer til at spæne nøgne
gennem gården
for at lufte ud i ballonen
& nogen kommer til at snave
nogen de for længst sku ha snavet
& nogen kommer til at snave
nogen de ikke burde ha snavet
denne aften & nogen de
senere ville ønske de aldrig havde
snavet & nogen ville ønske
de havde snavet bare nogen
& nogen brækker sig igen & igen
Det er en aften der sender
råbene op ad husmurene
& ind der hvor nogen indædt
insisterer på at sove for helvede, det er
andres stupide fester
genlyder af dåsenostalgi & braldren
Det er som den nat engang
i sommerferien efter gymnasiet hvor
du vågede en hel nat over
dig selv for at opnå en eller anden
højere bevidsthed om hvor fantastisk
du i virkeligheden var eller
slå din egen onanirekord
& du var ved at tude over
natradioens erotiske bekendelser
& powerballaderne uden noget at
bekende eller føle selv
& da morgenen sivede hen ad vejen &
ind gennem løvfanget
fangede dig bleg & hul & harsk & uskøn
havde du ikke længere noget at
bevise overfor nogen & gik endelig i seng
Morgenen gider ikke engang kaste sig
over os: vi er udødelige nu & lisså
blaserte & blæste
alt for ampede op & kullet ud til at tage
den videre nogen steder
vi stikker ned & henter en kasse øl til
standser lige op & siger wow, fuck, til
at alt er blevet kobberfarvet igen
fugle, en forkølet bil, en syngende cyklist
- altid en et sted der bare er så
dumstædigt lykkelig over at mærke
vinden i ansigtet & benene pumpe
den boblende eufori rundt at de bare
må besynge det hele - & tilbage
i køkkenet & konstatere at man
pludselig er i hegnet:
Det er den allerførste ild af
solen der fanger os mellem fedtpletterne
på køkkenvinduet, tager os
om skuldrene & skærer sig igennem
vores øjne; forkynder at
en ny dag
er kommet bag på os
