Ham der, ham der sidder derovre, han er forsanger i det der vel næsten er det største alternative rockband derhjemme. Der er et andet band der osse er stort og vel næsten lisså gammelt og på mange måder minder om det første, det som ham her er forsanger i. De har de samme store kunstneriske ambitioner med det de laver, men dem hader jeg inderligt, deres musik næsten lisså meget som dem der spiller i bandet. Det gør jeg ikke med dem her.
Det forbavser mig lidt at se ham her, på en fortovscafé en tidlig efterårsdag i den hippeste bydel i den hippeste by på kontinentet, men heller ikke mere: Jeg var langt mere forbavset da jeg så plakaterne rundt omkring i byen for at de sku spille her på et mellemstort spillested, men de plakater havde altså forberedt mig på at de var her, så jeg undrer mig højest over at støde ind i ham i en af verdens mest befolkede byer, selvom det så er i det nabolag hvor man nødvendigvis ville støde ind i hinanden hvis det endelig sku ske. Han sidder tilsyneladende og blir interviewet, søger dybt efter de rigtige engelske ord, prøver at gøre sig forståelig, forklare hvad det er han vil med det han laver.
Det forbavser mig lidt at der sku være nogen her der er interesserede i det han laver: Det er det ene af de to store alternative rockbands derhjemme, ja, de har opbygget et seriøst renommé gennem mange år og over flere plader, og der var en overgang hvor der blev talt om at de havde internationalt format og vist havde et stort ikon med på et af numrene på en af deres plader, men så gik det vist osse i sig selv igen, og det er efterhånden noget tid siden. Og det er forståeligt: Nok så mellemstore de end måtte være blevet derhjemme, nok så evigt hyldede de er, så har de bare aldrig slået mig som særligt skide originale overhovedet, og man kan spørge sig selv om verden virkelig har brug for endnu et derivat af et stort, internationalt, alternativt rockband, der så egentlig osse selv er i descendans. Det kan jeg ikke forstå hvis verden sku ha.
Jeg ville næsten ha kunnet forstå det, hvis det havde været det andet store alternative rockband derhjemmefra der spillede her og sad her og var hippe. De har prøvet så hårdt, de er så ambitiøse at det er tåkrummende pinligt, mens dem her bare har arbejdet og været så skide seriøse hele vejen igennem. De andre ser endda, sådan rent objektivt, hvis man et øjeblik glemmer at de er nogen narrøve, godt ud, stadigvæk, lidt endnu, mens de her altid har været alt for seriøse til at bekymre sig om at se ud overhovedet. Der er ikke noget pis der, de vil bare spille deres seriøse, ambitiøse alternative rockmusik uden at sku se godt ud, og det gør de så strengt taget heller ikke rigtig. De ligner sådan lidt nogen bondeknolde, lidt firskårne, grove, skæggede, sort/hvid-kornede med rynkede bryn. Ud fra mine erfaringer om markedsføring af alternative rockbands har jeg mere end svært ved at se hvordan man sku bære sig ad med at sælge dem her internationalt. Men det må nogen jo så ha ment at de ku, at det var det værd at sende dem hertil og spille og lave presse, og de har endda fået trommet noget presse sammen som interviewer dem nu her, i aften. Min første indskydelse er at det må være noget statsstøttet, at den store statslige organisation derhjemme er blevet enig med sig selv om at det her er det fremmeligste de har at byde på og har smidt hele puljen efter at sende dem herover og spille det ene show, gi interviews til tre universitetsradioer og så ta hjem igen, sådan som de gjorde det med det andet store alternative rockband for nogle år siden, men jeg kan ikke se deres logo nogen steder på plakaten. Måske det rent faktisk er sådan et rigtigt fremstød for bandet, en reel tur rundt i hele regionen, måske de endda har et publikum her uden at jeg ved af det.
Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om det her band, de har bare altid været der, sådan så man tror at man nok godt ved hvad det er for noget og at det er noget crap; det har i hvert fald aldrig været noget jeg syntes var fedt, men heller ikke noget jeg syntes var tåkrummende ringe, og de har ikke virket som usympatiske typer lissom de andre. Bare seriøse med det de har lavet, kunstneriske på grænsen til det latterlige, men alligevel, og så har de lavet den der musik som virkelig er så gennemarbejdet på alle planer, men osse bare lidt, tjoh, småkedelig, ikke. Jeg tror de havde et nummer for efterhånden ret mange år siden som jeg godt ku forstå hvorfor andre ville synes var meget fedt, selvom jeg ikke var en af dem, men resten af det jeg har hørt har lydt ret anonymt. Men velintenderet. En af dem har osse spillet i et sideprojekt sammen med nogle af mine bekendte på et lille label som jeg var virkelig nede med, men det band var osse bare sådan lidt småligegyldigt. For mig og vist for de fleste andre. Mens det rigtige band, det store band, tilsyneladende har betydet en masse for en masse derhjemme, uden at jeg rigtig har kunnet høre hvad det sku ku betyde for nogen, samtidig med at jeg godt ku høre hvorfor sådan nogen som dem de syntes det var fedt ville synes sådan noget var fedt.
Man kan vel nærmest sige at jeg et eller andet sted respekterer dem for at lave det de laver på den måde de gør det, uden at jeg strengt taget ved så meget om hvad det er de laver eller hvordan det er de gør det: Sådan som jeg forestiller mig at de er, der er jeg OK med dem på et parallelplan. Og under dem at spille her, bevares, uanset baggrunden, under dem det hvis de har en eller anden form for succes internationalt osse. Det er da sikkert rigtig fint for dem.
Det overvejer jeg at afbryde interviewet for at fortælle ham, da jeg ser ham sidde der og søge i sig selv efter en måde at forklare sine følelser på: ”Hey, du der, jeg har intet forhold til dig eller din musik, men det er fint nok at du er her da. Jeg er cool med at du findes. Er det ikke rart at vide, betyder det ikke noget for dig?”
