Det er ikke engang fordi jeg er specielt vild med Slayer eller den position de har på scenen, og specielt Kerry King har alle dage fremstået som et i særklasse usympatisk, brovtende og afstumpet dumt svin. Den dag han ragede de sidste forpinte lokker af og blev tribaltatoveret henover issen, blev han endelig til en endimensionel tegneseriefigur, og det har han virket ganske tilfreds med. Det er fordi han er en tegneseriefigur, det gir mening at tegne ham i sandet her, og det er alt det bøvede had han står for, det at tegne Kerry King skal eksemplificere.
Der er en pointe med det, men den er i bund og grund så dum og ærgerlig at den ikke er meget mere værd end Kerry King.
Oppe på vejen kværner en golfvogn igennem vandpytterne, et par midaldrende amerikanere i gennemsigtige plasticponchoer sidder med formiddagens første øl og glor mutte på den vej de langsomt lægger bag sig i jagten på et eller andet andet at lave end at ligge på stranden, når nu det ikke er vejr til at ligge på stranden. Det er der ikke: Der er ikke andet at lave her end at ligge på stranden, øen er 8 kilometer lang, nogle hundrede meter bred, det eneste der er udover strand, er hoteller og ufærdige hotelbyggerier. En landingsbane til dem der synes den halve times færgeoverfart fra fastlandet er uoverkommelig, når der skal drikkes formiddagsøl og races golfvogne. Regnstormen har stået på i en lille uge nu, en koldfront blæser ned fra USA. Deroppe køres det op til en katastrofe, her er det mest bare ubelejligt. Der er ingen der gider at det regner, folk drikker sig for fulde, sidder på hotelværelserne og stener telenovelas, vader op og ned ad den ene gågade hvor sælgerne står under markiserne og lover ganske særlige priser i dag på de samme varer som i går og i alle de andre butikker. Det er en meget lidt fremtidssikret økonomi, og lige nu er en uges regnvejr ved at slå bunden ud af den.
Kerry King ku selvsagt ikke være mere ligeglad med om det regner i Mexico, han regner blod på sin sandguitar, som han har gjort det i tre årtier. Et øjeblik er jeg tilbage på min kammerats teenageværelse, hvor vi stagediver fra kontorstolen over i hans sovesofa og ligger og brydes i en tomandsmoshpit der ligner noget helt andet, noget temmelig ladet noget som Kerry King ikke ville bryde sig om. Kerry King er osse homofob, det er klart, men lige nu kører riffet fra ”Raining Blood” i mit hoved, og jeg løfter min kone op på skuldrene for at vise hende mit værk, og hun synes jeg er åndssvag, og børnene synes vi er åndssvage, begge to, og sådan løser alt sig for en stund.
For tre år siden var vi et par dage i Tom Arayas fødeby, Viña del Mar. Vi boede et par uger i Valparaíso, men der var en enkelt nat hvor vores hotellejlighed var lejet ud på forhånd uden mulighed for at ændre det, så vi sku finde et andet sted at bo og valgte at ta til tvillingebyen Viña del Mar et par kilometer derfra og sove en enkelt nat på et billigt hotel og så gå på stranden og blive moshet igennem af stillehavsbølgerne. Og konstatere at Viña del Mar var en strandby som strandbyer nu oftest er, al oprindelig byidentitet skubbet i baggrunden af badedyr, badehåndklæder, kasinoer, pizzeriaer, patter og vrisne fædre. Det gav mening at det var sådan et sted der havde formet Tom Araya; tomt, overfladisk, meningsløst, misantropisk-hedonistisk. Dagen efter tog vi toget tilbage til Valparaíso, gik op ad bakken til veganerrestauranten og bestilte takeaway for at rense Slayer ud af systemet. En hund kom farende op til havelågen ud af ingenting og gøede af fuld hals, min søn skreg af rædsel, og jeg lodsede ud efter hunden og forstuvede foden på jernlågen. Men vi havde tofu, lissom Tom Araya har Gud. En gud der hader os alle, jo. Som Kerry King hader os alle.
I sandet pumper Kerry King løs på guitaren, det lange skæg med de store, latterlige frottéelastikker slår mod brystet og toppen af den tykke mave, og nu begynder det at regne igen, mens et hold dykkere vader intetænsende henover Kerry King. Det er til det bedste. Vi går i ly under palmerne, indtil vi indser at de ikke gir ly, og snart er vi gennemblødte igen. Så går vi tilbage på hotellet, mens stranden går tilbage til at være strand.
