Et hav af heaviness

Sådan som solen går
ned mellem skuret &
huset som fuglenes
kuldrede kvidren &
dryp-dryp-dryppen i
regnvandstønden længere
væk uophørligt havets
kværnen mod kysten som
jeg det første år i min
byboenfoldighed troede var
en tung trafik der ikke findes her

Det her findes her
Det er nødt til at være nok

Andre aftener findes
solnedgangen over byer
større end denne menneskemængder
musik til at overdøve det hele

Et hav af heaviness

Ikke-haven / Grubberubberubbe

Jeg binder roser op som
de tarveligste allegorier over
alt andet end sig
selv med tynd hvid, hvid
nylonsnor & tungt ladede
underarme flænget blodet
piblende frem rødt, rødt, rødt
huden flosset hvid & død
omkring sin symbolik & det
ligner stadig ikke en ordentlig busk:

Jeg gør det her uden
handsker, mand.

Under bræktræet

Det er
morgen og jeg har
ikke brækket mig og

der er
et alt hen over
helet og jeg har
placeret mig nænsomt
i det uden at
forstyrre atomerne og

det er
Skt Hans Dag der er
rester af bål fade
med mad øldåser
over restaltet her og

der er
en sirlighed i
det der er ladt
efter markører af
samhørighed og

det er
det at det
er der er
morgenheden at
alt har været.