Han har et godt liv, et fint liv, et harmonisk liv. Han har sin egen lille butik som han står i seks dage om ugen fra morgen til aften, hvor han kender sine kunder og kan vejlede dem til at træffe det helt rigtige valg for lige præcis dem, det sætter han en ære i, og han kan selv bestemme hvordan han vil have det i sin butik. Han er i god form, og strengt taget er han vel stadig ikke gammel nok til stadig at være i god form; han dyrker sin yoga, fordi hans kone gør det, tager op i bjergene, løfter rundt på tunge kasser dagen lang, holder sig i form, selvom han ikke længere er lisså slank som da han var 20, men der var han i virkeligheden nok heller ikke sund, ikke så sund som nu. Han har en smuk kone som han stadig elsker efter de har været sammen i ti år, han sine to børn som er gode børn, han har en fin, lille lejlighed, der ligger så nogenlunde centralt, og som han skal betale af på de næste 25 år.
Han kender sin avismand, som han køber avisen af hver morgen, han hilser på folk i opgangen og diskuterer vejret med dem, han har sine venner og bekendte, dem han mødte da han flyttede til Madrid fra Baskerlandet, de af dem der endnu ikke er flyttet ud af byens helvede; det helvede de selv søgte mod for at dykke ned i og lade sig opsluge af da flyttede hertil, men som endte med bare at være støj og besvær for dem; det helvede han nu engang ernærer sig ved at sælge eksklusive oste til, som han aldrig ville kunne sælge et sted som det han kommer fra, eller som de steder hans gamle bekendte er flyttet ud til nu, hvor han alligevel aldrig ville kunne få sig selv til at bo og sikkert heller aldrig vil få råd til at bo med de indtægter han har fra butikken holdt mod de udgifter han har til den.
Det er et godt liv, et fint liv, et trygt liv, hvor alt er budgetteret og planlagt og søndagen holdt åben for spontane indfald, som for det meste består i en møjsommelig skovtur til Casa de Campo. Et godt, fint, trygt liv.
Nogen gange er det nok til at få ham til at ville sætte en pistol mod panden, eller også bare flygte fra det hele, stikke af, væk, skabe sig en tilværelse et andet sted, gå oppe i bjergene og hyrde får med en riffel over skulderen til at jage skattevæsenet og de andre myndigheder væk med, skabe et lille, alternativt samfund, hvor alle tog sig af hinanden, delte med hinanden, var sammen med hinanden. Men han ved ikke hvem han skulle skabe det med, han orker dårligt at tænke på alt det besvær der ville være forbundet med det, alle de formaliteter der ville kvæle enhver romantik i foretagendet, og han ved heller ikke hvor længe han ville kunne holde det ud før han igen længtes efter storbyhelvedet, alle mulighederne i byen, også selvom han ikke nødvendigvis benytter sig af særligt mange af dem fordi han for det meste har for travlt med at arbejde for at tjene penge til at kunne betale for at bo i byen.
Han ville så gerne kunne se en udvej, bare nogen gange, men for det meste bliver det ikke til mere end en nats vågen over adskillige glas whisky mens konen og børnene sover uroligt inde i værelset ved siden af, og han prøver at få sine tanker ned på papir, sætte sin lede på punktform så den bliver mere overskuelig og problemerne kan krydses af som en indkøbsseddel. Han føler sig som en boheme i de stunder, som han sidder der og våger over natten som bliver mere og mere stille som timerne går, trafikken der efterhånden næsten dør ud, stemmerne fra gården der efterhånden bliver mere og mere spredte indtil der er næsten helt stille, kun den evige brusen af trafik ude fra ringvejen.
Når han bliver vækket næste morgen af lyden af nøgne fødder der tripper hen over gulvet og det ældste barn der står og ånder ham tungt ind i ansigtet og skraldgriner ad ham når han åbner øjnene, så føler han sig ikke længere som en boheme, og så går han ud og sætter kaffe over sammen med knægten så de kan få resten af familien op, kommer koldt vand i ansigtet, undgår at se sig selv i spejlet og er OK med det hele. Så ved han hvorfor det er han ikke bare stikker af, men bare en gang imellem tage på sådan en aftens miniferie ind i sin egen verden.
