Stemmeløs og forblændet

Da vi kommer ud på gaden, står solen så lavt over bjergtoppene, at vi blændes. Cusco tre en halv kilometer oppe i de peruvianske andesbjerge er hidsiggyldent smuk, man ænser ikke hundelortene, affaldet, bygningernes varierende grader af smadrethed eller bare ufærdighed. Freddy fra Chile forklarede mig tricket: At så længe huset ikke er bygget færdigt, skal der ikke betales grundskat af det, så i årevis undlader ejerne at lægge tag på. Piñera, Chiles præsident og én af landets allerrigeste mænd, har et sommerhus, som han ikke har betalt skat af i 20 år, fordi en del af terrassen endnu er under konstruktion.

Mere værd end guld

Jeg ser deforme kranier for mig.

Monstrøst aflange alienkranier, todelte nossekranier med sænkninger i midten. Træplader spændt fast i panden og nakken på spædbørns endnu formbare gummikranier (sådan som en veninde engang tilstod, at hun væmmedes ved at fantasere om at forme sit eget barns bløde hoved), for at frembringe den ønskede form, så man for altid vil kunne se, at de stammer fra overklassen, er gejstlige, har modebevidste forældre.

Forsvindingsnummeret

Når I læser dette, er jeg her ikke mere.

Virker det dramatisk? Godt, sådan føles det også.

Forsvindingen er helt basalt tillokkende, og det bliver den ved med at være, uanset hvor meget man sætter rødder, støber fundamenter og ridser sit navn i skrivebordet. Bare at forsvinde fra det hele: Nogle gange er det den ultimative drøm.

Hvordan man gør byen til sin egen

Byer må betvinges, eller æder de én. Det er lærdommen for alle os, der ikke har indfødsret i nogen storby. Den fremmede by, som man passerer igennem i kortere eller længere tid, kan man øve sig på efter bedste beskub; man er ikke forpligtet til at lykkes med det på samme måde som den by, man bosætter sig i.

Det er en besynderlig tilfredsstillelse, når man ikke længere føler sig nær så meget som turist i den by, man besøger, fordi man tager del i den på lige fod med de lokale. Også selvom man aldrig vil komme til at ligne en lokal med sit blonde hår og sine blå øjne.

Resten er larm

Det er larmen.

Den totalt ubønhørlige, nådesløst insisterende, evindeligt kværnende larm fra den nye verdens vedvarende frembrusen. Det er det rabalder, futuristerne forelskede sig i i går i verden af i går: Dytten, banken, hamren, råben, leen, kalden, kalden i ét væk, lokken, byggen op og riven ned, gøren plads og annekteren af et hvert privat rum. Det private rums tilsyneladende umulighed med så påtrængende en omverden og den kollektive isolationisme, den afføder.

Det er det, der så ofte med en romantisk faible for dalren rundt i grønne enge med græsstrå i munden og flettede blomsterkranse i håret kaldes byens syge: Det er det, jeg holder af byen for. Og ingen steder mere end hér, det latinamerikanske hér, den stadig nye verden, der er det uden at være USA, så meget desto mere dérfor.

Lidt mindre end middelmådig

Det håner mig.

Som om det ikke var nok, at jeg snotforkølet befinder mig i en råkold betonhal i Nexø lørdag formiddag, ligger min niårige søns ekstra skateboard ved mine fødder og håner mig, fordi jeg ikke står på det. Jeg skal ikke skate: Jeg er helt stoppet til i hovedet, og det har gjort noget urovækkende ved min balancesans; jeg skal holde øje med den toårige, der smyger sig ind og ud mellem de store skatere på sin storebrors løbehjul; jeg – jeg er ikke særligt god.

Overhovedet.