mandag den 27. juni 2011

Barbaguls sidste vikingefærd

Jeg slipper Barbagul løs.

I to uger siden karnevalet har heliumballonen hængt oppe under loftet og er blevet mere og mere slap. Den første halve dag var ungerne helt vilde med den, efter det er det eneste nogen har lagt mærke til den, når en af os er gået ind i snoren, der har hængt ned fra loftet. Så har man sagt hey, der er Barbagul for helvede, og alt efter humør hevet den ned og krammet den i 15 sekunder, inden man lod den stige til vejrs igen, eller bare irriteret flyttet den skide snor og den skide ballon, der hang for enden af den. Barbagul er aldrig rigtig blevet en del af husholdningen, kan man sige, han har lidt levet sit eget, stadigt mere slatne liv deroppe under loftet, mens vi andre har fiset rundt nede på gulvet. Jeg mener, jeg har læst to Barbapapa-bøger for børnene her til aften, uden at nogen af os skænkede det en tanke at hov, det er jo Barbagul, og han er jo osse der, hvor sjovt, lad os ta ham herned og se på ham i et halvt minut, indtil vi blir trætte af ham igen. Han har bare hængt deroppe med sit maniske blik og smilet stift ned til os, mens vi har ignoreret ham fuldstændigt.

Det er trods alt så og så meget man kan stille op med balloner, når først de er der, og specielt heliumballoner, som man ikke engang kan kaste med eller sparke til eller noget. De hænger bare der. Wow, jeg er en heliumballon, se mig, jeg hænger af mig selv, det er sådan noget jeg kan, det er det jeg kan. Det er lidt lidt. Så er et ballondyr næsten mere ærligt et eller andet sted, der ligger osse en historie i at der har stået en larmende klovn og bundet det, mens han råbte op og lavede ansigter, og så har man det som minde om at klovner er sådan lidt anstrengende og burde være lidt uhyggelige for børn, og sådan nogen ballondyr går alligevel osse i stykker efter et kvarter, mens en heliumballon er blevet blæst op af en lad teenager, der har krævet ågerpris for den, samtidig med at han lod en vide at han syntes man var en idiot at bruge penge på sådan noget ragelse til sine unger, der alligevel ville ha glemt den efter et kvarter, hvad man jo så på sin vis osse var men måske ikke ligefrem behøvede at blive gjort så ublu opmærksom på.

Det var osse alt det Barbagul kom til at stå for: Han var dårlig sjov, han var den ikke engang billige lette løsning på ingenting, han var fluff og vulgær kommercialisme hinsides enhver reel værdi af nogen ting overhovedet, bare trist og tarvelig bag det kække smil. Han var den der idealbarndom man forestiller sig det er, hvor man får sådan nogen heliumballoner som ham, men som bare ikke er det det kommer an på i virkeligheden, og som netop viser med al tydelighed at det man forestiller sig at man ønsker slet ikke er det, det er allerhøjest et symbol på noget, som man slet ikke bryder sig om at sætte fingeren på hvad måtte være. Han ku være en påmindelse om ting og forgængelighed, hvis det sku være, men det er han næsten for ligegyldig til.

Først og fremmest er han lidt slatten, og så er han i vejen, da jeg skal til at dyrke yoga, så jeg trækker ham ud i køkkenet til det åbne vindue og slipper ham løs uden nogen ser det, håber jeg. Barbagul stiger langsomt op mod aftenhimlen, endelig er han fri af alle lofter og hænder og kan stige lisså højt han vil, han stiger og stiger, og hvis man vil besjæle ham lidt, og det vil man uvægerligt, så forestiller man sig osse at der indtræffer et punkt efter ikke særligt lang tid, et halvt minut måske, hvor det går op for Barbagul at ja, han stiger, og han er fri, han kan stige alt det han vil, men det mister osse ret hurtigt sin nyhedsværdi. Wow, så er det heller ikke vildere. Han gør sig ikke begreb om at dette samtidig er hans uigenkaldelige endeligt, han er trods alt bare en heliumballon, endda for en børnebogsfigur og ikke en tysk tænker eller noget, så han bekymrer sig ikke det store, men han undrer sig lidt over hvad det var han havde higet sådan efter dette for. Egentlig. Men han affinder sig med det, kigger sig lidt omkring, udsigten er ret vild deroppefra, han kan se til Malmø, selvom ikke har nogen idé om hvad Malmø er for noget og aldrig vil finde ud af det, og det er ikke trist i sig selv, det er et fedt for ham. De taler mærkeligt der, men Barbagul selv taler fransk, så der ville han ha været lige vidt.

Der er ikke rigtig noget der betyder noget for ham, og det går op for ham, at det faktisk ikke er noget han ærgrer sig over, det er en befrielse, han skal ikke længere hige efter de der børns opmærksomhed, han skal ikke være noget for nogen, tror han, for han ved ikke at han for nogen, der sidder på deres altan og ryger en stille joint, vil være en plet på himlen, noget, måske en ballon, de vil forestille sig et barn der ulykkeligt over at dets ballon er fløjet væk, fordi de ikke ved bedre. Børn knytter sig ikke helt vildt tæt til balloner. Alligevel sker der åbenbart en forstyrrelse i kraften, for i samme øjeblik begynder den mindste at græde i søvne inde på soveværelset. Han vågner ikke, heller ikke da jeg lægger en hånd på ham, hulker bare lidt inden han vender sig frem og tilbage 3 gange, sukker dybt og falder helt i søvn igen.

Barbagul er på vej ud på sin sidste vikingefærd. Han har ladt denne del af sit liv som heliumballon bag sig. På et tidspunkt er der en fugl der angriber ham, så han sprænger i stykker, eller osse fiser gassen bare lisså stille ud af ham, så han om et par uger lander som et slattent, gult, monstrøst stort kondom et sted langt, langt herfra. Farvel, Barbagul. Der vil komme andre som dig, der vil betyde lisså lidt i det store hele, og vi vil for længst ha glemt at du måske var den første, hvis du overhovedet var det. Håber dit endeligt må finde dig så uforanderligt lallegladt uvidende om situationens alvor som nogensinde før.

tirsdag den 14. juni 2011

Samuraien vågner, laver kaffe (II)

”Samurajen ser obetydlig ut
bredvid sin rustning av svarta drakfjäll.”
- Tomas Tranströmer

Han har fyldt hovedet så tæt af hvad der egentlig er ligegyldigheder, at det essentielle er blevet kvalt i søgemaskineoptimering, facebookapps og tweeten; han tror nok at det essentielle var sådan noget som et Tomas Tranströmer-digt eller kaffe om morgenen, men han har svært ved at tænke på det på andre måder, end hvordan han kan videreformidle det og skabe noget merværdi ud af det. Hvordan skaber man merværdi til morgensol på altanen, stille, fuglekvidren, udluftningens susen ovre fra svømmeren, den slags stilhed: Hvordan får man gjort det at den er gratis til noget ekstra, ud over hvad den er i sig selv?

Han hører den der Thurston Moore-plade, som alle hører den sommer, skimmer en artikel om den græske gældskrise, lader demonstrativt være med at logge på lidt endnu, trækker vejret ned i maven, funderer over hvordan Pizarnik så intenst og i så mange år ku være så besat af døden, og om det havde gjort noget ved læsningen af hende, hvis hun havde været smukkere eller mindre smuk, om det havde gjort hende mere eller mindre pålidelig eller frastødende, og ikke mindst: Hvordan Tranströmer kan opleves lisså fuld af liv, som Pizarnik var fuld af død, når man har svært ved at mærke noget i sig selv. Oprigtighed by proxy.

Han har tømt hovedet og fyldt nye, bedre, hurtigere opdateringer på. Han møder dagen og er klar til at glide med den. Der ligger en joint i skabet til i aften, han tænker på Keith Morris, han er pisse indigneret et øjeblik, har lyst til at gøre noget ved noget, det hele, fucke lort op eller ta ud og skate.
”Querer quedarse queriendo salir,”
Pizarnik, rastløs, mere kaffe.

Han er doomed, han er rede.