onsdag den 13. februar 2019

Det romantiske miljøsvin

Jeg skulle skamme mig.

Alt, hvad vi gør, har en effekt. Spørgsmålet er, om det, at vi vælger ikke at gøre noget, har en effekt, der opvejer den første.

Vi befinder os et sted i grænselandet mellem tro og viden. Vi ved, at det har en effekt på miljøet, at vi flyver om på den anden side af kloden. Vi vælger efter eget forgodtbefindende at tro eller ej på, at vi gør en forskel ved ikke at gøre det. At det betyder noget i det store billede. Vi beslutter os for selv at gøre en indsats, så minimal den end er i det store hele, eller vurdere, at det ikke nytter noget, at andre må tage beslutningen for os, regulere os ud af vores leven over evne.

Min gode ven fremførte for nylig, at hans familie har besluttet, at de ikke længere vil flyve. I hvert fald ikke på ferie: De vil stadig flyve til og fra Bornholm, fordi det nu er her, de bor. Den vender jeg tilbage til.