torsdag den 28. februar 2013

mandag den 4. februar 2013

Ikke verdens bedste band

The Replacements var ikke verdens bedste band.

Det er der ikke noget i vejen med ikke at være, derfor kan man sagtens være et fint band alligevel, og det var de, men når det er vigtigt at slå det fast, er det fordi det er sådan noget ikke bare deres fans, men osse normale musikdyrkere der har siddet og hørt ”Bastards of Young” og drukket bajere, har det med at hævde i et anfald af kådhed. Og så er det sådan set irrelevant hvem man så måtte mene var verdens bedste band, i Replacements' tilfælde behøver man ikke engang bevæge sig udenfor hverken perioden eller overhovedet staten Minnesota for at finde Hüsker Dü.

Hvis man i ramme alvor kan mene at the 'Mats var bedre end the Hüskers, eller bare at Paul Westerberg sku være en bedre sangskriver end Bob Mould og Grant Hart, så er man godt nok dumstædig. Jo, ”Unsatisfied” er en virkelig, virkelig voldsomt god og virkelige, virkelig intenst rørende sang, men prøv at holde den op mod ”It's Not Funny Anymore”. Eller ”Sorry Somehow”, ”Green Eyes”, ”Pink Turns to Blue”: Prøv at holde nogen af Westerbergs sange op mod dem. Det er vanvittigt, og det er unødvendigt, for det burde ikke være det det handler om alligevel.

Men idéen om Replacements som verdens bedste band hænger fast. Det er der kommet en af de bedste musikdokuer jeg har set ud af, Color Me Obsessed, hvis clou er at man ikke hører så meget som en tone af Replacements' musik i den, ikke ser nogen af medlemmerne, ikke ser nogen af pladecoverne: Det hele handler om hvordan deres fans og kolleger har set dem og hørt dem. Det er formidlingskunst. Det geniale ved det træk er det netop bliver op til seeren selv at gen-/høre de plader for at finde ud af om man kan se det samme geniale i det som de kan, at finde det i de sange som det har givet dem at lytte til dem. Når der bliver snakket om åbningsakkorderne til ”I Will Dare”, er det vigtigere hvordan man husker dem, end hvordan de faktisk lyder. De lyder godt, det er ikke det: Pointen for en ikke-fan er at idéen om Replacements er endnu bedre end de faktiske Replacements.

Det er seføli osse fordi Replacements var så fucked på så mange måder og gjorde så ihærdig en indsats for at fucke alt op for sig selv. Det er ret veldokumenteret, både i Color Me Obsessed og i Azerrads indierockbibel Our Band Could Be Your Life. Replacements lød efter sigende oftest ad helvede til live, fordi de var alt for alkoholiserede til at ku spille ordentligt, fordi det hele druknede i stunts og fuldskab og blind cokerasen, men de begrænsede det ikke til deres liveshows: Osse pladerne er doseret med lallede tåbeligheder som ”Hootenanny” og ”Gary's Got a Boner” og ærgerlig røvballe som ”Waitress in the Sky”. Det er en pointe som bliver fremhævet i filmen, at det er det sløseri der gør det så meget desto mere gribende når de så rammer plet lige efter de numre. Fordi man aldrig er helt sikker på om de kan ramme rigtigt, fordi det altid lisså godt kan gå den anden vej. Faren for at det bliver crap er evigt overhængende.

Det forlener dem med en volatilitet, som de havde med sig fra udgangspunktet i den punkrock, der stadig kan høres på debuten Sorry Ma, Forgot to Take Out the Trash og i mindre grad på Hootenanny, men som ret hurtigt gled i baggrunden til fordel for en stadig mere poleret og melodidrevet collegerock, der lød noget så ærkeamerikansk i sin stræben mod stadionrockens grandiositet. Måske mere for en ikke-amerikaner, men det er en pointe ikke desto mindre: At sangene lyder som en ramponeret, fejlslagen stadionrock, der under alle omstændigheder er alt for tvetydig og misantropisk i sin tematik til at ku ramme noget bredt stadionpublikum. Det er lyden af at fejle glorværdigt, at tabe alt på gulvet med et skuldertræk. Og så drikke sig fuld igen.

De er seføli ikke mindst det der gør at deres fans elsker deres 'Mats så højt at de kalder dem verdens bedste  band, Color Me Obsessed-instruktøren Gorman Bechard endda ”the last best band”: At de ikke blev så store som de lød. At det er deres band. Det er det samme der er udgangspunktet for Azerrads Our Band Could Be Your Life: At det her lisså godt ku være en selv. At der var et Os og et Dem, og at Replacements var på vores side mod Dem. Replacements forstod os, det er det alle deres sange handlede om:  Følelser, kådhed, rastløshed, rådvildhed; idealiseret ungdommelighed, hvis man skal opsummere det. Der blev ikke angivet nogen vej ud af det, ingen alternativer til at fucke op, men det blev romantiseret at gøre det. Det blev OK.

Det var Replacements: Replacements var et OK band og et storslået fuck-up.