Det er den rigtigste vintermorgen i hundrede år.
En af den slags man længes efter alle de andre vintres morgener hvor det bare er sort brudt af gråt og slam og regn med en temperatur omkring de 5ºc; det sner hele natten og er skiundertøjskoldt, Jylland lukker og bæltekøretøjerne sættes ind, tanks bringer pensionistmaden ud, og alle andre må bare lisså stille og roligt acceptere at ingen møder er uopsættelige og håbe på at sne inde.
Det er kranken-frosset-fast-på-cyklen-tid, fuldskægstid, Oneohtrix Point Never- og morgenkaffe på altanen med hue og skutten sig-tid: Sneen powermediterer sig ind i sjælen på en og tvinger åndedrættet i vatter.
Det er specielt kulden, men sneen er det håndgribelige bevis på den kulde der får os til at føle os mere ægte og norsk-barske; vi kan ikke undslå os for at mærke naturen, selv herinde i byen river den i os og banker rundt i bihulerne. Det er på tide at erkende at vi er en del af noget og tage ansvar for det.
Det er, som jeg skrev engang for mange verdener siden, en perfekt dag til at tage sin slæde langt ud over de sneklædte sibiriske stepper, finde sig et godt sted at drikke en sidste flaske vodka under tæpperne, mens solen glimter i sneen og varmer den smule af ansigtet der ikke er dækket af tørklæder og hue mod den metalliske kulde, inden man skyder hestene, slutter læberne om geværløbets varme munding, et *plof*, dæmpet af snemasserne. Og så ellers støt fyge til og først dukke mumificeret frem når sneen smelter og liljerne i dens sted lægger sig i et hvidt lag over de grønne stepper.
Den vinter barrikaderede jeg mig med Pasternak-digte, vodka i forgyldte teglas og et boxset med Maria Callas-arier hvor en af pladerne ved en fejl havde fået trykt Judas Priest på den ene side, men de tog aldrig rigtig fat som nu.
Søerne er frosset til og i sneen ved Johnny Louises Bro er der nogen der med meterhøje bogstaver har skrevet ”Hvis lyset tager oss”, og det er tr00 kvlt og ret dumt, men meget i den samme ånd.
Jeg tager ikke nogen slæde ud over nogen stepper, bæller ikke vodka eller hører klassisk eller noget: I stedet løber jeg ud til fyrtårnet hvor selv havet er frosset til ud langs molen, og helt ude på spidsen sitrer grødisen rundt omkring mig. Der ku stå én og spille trompetfanfarer inde på land lige nu, men det er osse OK at der ikke gør det.
torsdag den 14. januar 2010
torsdag den 7. januar 2010
En tilgivelse og et fade-out
Han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik.
Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.
Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.
Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.
Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.
Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.
Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.
Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.
Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.
Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.
Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.
Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.
Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.
Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.
Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.
Abonner på:
Opslag (Atom)