Det er den rigtigste vintermorgen i hundrede år.
En af den slags man længes efter alle de andre vintres morgener hvor det bare er sort brudt af gråt og slam og regn med en temperatur omkring de 5ºc; det sner hele natten og er skiundertøjskoldt, Jylland lukker og bæltekøretøjerne sættes ind, tanks bringer pensionistmaden ud, og alle andre må bare lisså stille og roligt acceptere at ingen møder er uopsættelige og håbe på at sne inde.
Det er kranken-frosset-fast-på-cyklen-tid, fuldskægstid, Oneohtrix Point Never- og morgenkaffe på altanen med hue og skutten sig-tid: Sneen powermediterer sig ind i sjælen på en og tvinger åndedrættet i vatter.
Det er specielt kulden, men sneen er det håndgribelige bevis på den kulde der får os til at føle os mere ægte og norsk-barske; vi kan ikke undslå os for at mærke naturen, selv herinde i byen river den i os og banker rundt i bihulerne. Det er på tide at erkende at vi er en del af noget og tage ansvar for det.
Det er, som jeg skrev engang for mange verdener siden, en perfekt dag til at tage sin slæde langt ud over de sneklædte sibiriske stepper, finde sig et godt sted at drikke en sidste flaske vodka under tæpperne, mens solen glimter i sneen og varmer den smule af ansigtet der ikke er dækket af tørklæder og hue mod den metalliske kulde, inden man skyder hestene, slutter læberne om geværløbets varme munding, et *plof*, dæmpet af snemasserne. Og så ellers støt fyge til og først dukke mumificeret frem når sneen smelter og liljerne i dens sted lægger sig i et hvidt lag over de grønne stepper.
Den vinter barrikaderede jeg mig med Pasternak-digte, vodka i forgyldte teglas og et boxset med Maria Callas-arier hvor en af pladerne ved en fejl havde fået trykt Judas Priest på den ene side, men de tog aldrig rigtig fat som nu.
Søerne er frosset til og i sneen ved Johnny Louises Bro er der nogen der med meterhøje bogstaver har skrevet ”Hvis lyset tager oss”, og det er tr00 kvlt og ret dumt, men meget i den samme ånd.
Jeg tager ikke nogen slæde ud over nogen stepper, bæller ikke vodka eller hører klassisk eller noget: I stedet løber jeg ud til fyrtårnet hvor selv havet er frosset til ud langs molen, og helt ude på spidsen sitrer grødisen rundt omkring mig. Der ku stå én og spille trompetfanfarer inde på land lige nu, men det er osse OK at der ikke gør det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar