Samuraien vågner, laver kaffe

Han vågner, morgensolens stråler banker mod det mørke gardin og farver hele værelset op, og den fortæller ham at han er den første vågne og at det er nu. Han smyger sig ud af sengen og over gulvet i én bevægelse, lukker døren lydløst bag sig, er ude. Han kigger ned ad sig selv: En blanding af arvæv og tatoveringer, her og der nogle duske hår, muskler, lidt slask. Det er en brugt krop, han har brugt den, det er godt, det skal den. Han ser på sine lange fødder, mærker gulvplankerne mod dem, tænker på hvordan han nogen gange når han er postorgasmisk kan være fuldstændigt oversensitiv i fodsålerne og blive ved med at småkomme i tæerne og hvine på en meget upassende måde når han går over gulvet. Han går over gulvet ud i køkkenet uden at hvine overhovedet, mærker næsten ikke fodsålerne, bedøvede af søvnen, finder kaffe, maler kaffe, sætter kaffe over, venter på kaffe. Han ved at den kaffe er det første han skal ha, at uden den blir han ikke rigtig, der er et afhængighedsforhold der man ku gøre sig fri af hvis det var noget man ligefrem bekymrede sig over, men det er nok for ham at vide at han ku droppe kaffen nu og her og ikke røre den hvis det sku være, det er ikke noget han behøver bevise for nogen. Han laver solhilsen tre gange i træk på køkkengulvet, strækker helt igennem, gør sig lang, samler hænderne og bukker i taknemmelighed over noget mellem komfuret og opvaskestativet. Skærer frugt, skræller kiwierne og skærer dem i skiver, og så er der kaffe. Han tar kaffen og frugten med ud på altanen, møder morgensolen, verden skyller iskoldt henover ham inden solen begynder at varme hans knogler. Tar en slurk kaffe, en skive kiwi. Der er helt stille, så stille som der nu kan være det i byen, den der stilhed der er helt uvirkelig fordi det ikke burde ku la sig gøre at være så stille i byen. Fordi han er den eneste i live nu. Han er den første. Det er hans privilegium at stå nøgen på sin altan i morgensolen og være ene i verden, lade himlen møde hans krop, omslutte den. Han tar en slurk kaffe og en skive kiwi til. Trækker vejret dybt: Helt. Ned. I maven. Holder det. Holder det. Holder det. Puster langsomt ud mellem spidsede læber, som om han ville lave en hvislelyd for at registrere hvor langsomt han puster ud, men det behøver han ikke, for han ved at det er langsomt nok. Han tømmer sig helt for luft. Luften er ren over ham, så ren som den nu blir i byen, morgenren. Han er renset og rede. Han lukker altandøren bag sig og går over gulvet mod værelset. Han er samurai nu.