Brødnid

Det er et godt brød, men det er helt skævt. Det står der på et skærebræt på køkkenbordet, efterårssolen står lavt ind ad vinduerne, det er meget smukt, det lys, helt gyldent, men det er osse ubønhørligt: Det brød, det er skævt. Skærefladen går i en vinkel på 15 grader fra bunden til toppen og så meget som 20 grader fra den ene side til den anden – og de gradsangivelser skal naturligvis tas som det slump de er, det kan sagtens være det er 12 eller 23 grader, sådan noget kan man ikke nødvendigvis bare lige se med det blotte øje, hvis man ikke er vant til at vurdere hældningsgrader, men hvis man var lillebitte og sku cykle henover skærefladen på det rugbrød, så ville man få brug for sine bittesmå lårmuskler til at komme op ad den hældning. Og nogle dæk der ku klare ujævnt terræn, for selvom skærefladen er bemærkelsesværdigt plan i forhold til hvor skæv den er, så er det et godt brød med masser af kerner og og solide, seje krummer, selv her på tredjedagen efter det blev bagt, så det blir en bumletur.

Men der er ikke nogen, selv ikke nok så små, der skal køre på det brød. Heller ikke selvom det egentlig ku være lige meget, for nu er det alligevel helt skævt, og så er det hele ødelagt, men stadigvæk. Pis af. Det skal bare stå der på skærebrættet i det gyldne lys og minde om imperfektion, om gode intentioner, misforståelser, koldkrig. Det er sådan noget folk blir skilt over, når brødet blir skåret skævt, osten udhulet, når der ligger halve æbler over det hele. Hvis man var alene ville man selv fuldstændigt være herre over hvordan brødet blev skåret. Det ville nå at blive tørt og smuldre inden man var igennem det, fordi man var alene om det, men det ville ha en smuk skæreflade.

Det er det ikke nødvendigvis værd, men overvejelsen er uundgåelig. Brødet er tavst som skammen over den overvejelse. Så går man i gang med at skære af det, skæve skiver, man retter op på det uden at lade noget gå til spilde, det er der ingen grund til. Fem skiver inde har brødet genfundet sin ideelle form, det er helt lige, man ville ku bygge huse ovenpå det til nogen der var bittesmå og havde det svært med skråninger, og man betragter det tilfreds, inden man lægger det ned i posen igen. Det kan sagtens holde en dag til, det er et godt brød. Nu skal man i gang med at spise fem skæve skiver rugbrød med kokset ost.

Eklektikeren kolliderer med John Frusciante

Jeg tænker overraskende meget på John Frusciante. Ligefrem foruroligende meget, kan man måske endda synes; nogen vil endog synes at bare det at jeg overhovedet tænker på John Frusciante er foruroligende. Jeg ved det. John Frusciante er ikke cool i den verden jeg begår mig i, der er han først og fremmest ham guitaristen fra Red Hot Chili Peppers, og det er slet, slet ikke cool.

Det er forståeligt nok, det er det egentlig, men fuck det, fuck dem, da Blood Sugar Sex Magik udkom var den mindblowing. Den sommer hørte vi ikke andet end den plade, jo, Nevermind og Use Your Illusion-pladerne, det er rigtigt, men det var klokkeklart for enhver hvilket af de tre værker der havde det største scope. Og det var i høj grad Frusciantes skyld, den unge guitarist der var kommet med i den indtil da ret middelmådige hvide funkrockgruppe og nu var med til at løfte dem over på et helt andet plan. Vi må ha hørt den plade en gang om dagen den sommer, mindst, den var der hele tiden, alle var vilde med den: Metallerne, hardrockerne, hiphopperne, selv dem de var ligeglade, dem der bare hørte pop, ku godt li hitsne. Vi hørte den på fulde knald med åbne vinduer oppe hos en, ku høre nogen råbe udenfor i en stille passage, det var nogle af dem der arbejdede på værkstedet ovre bagved der stod og viftede med armene, råbte til os at vi sku skrue mere op. Det var den type plade, og det var Frusciantes skyld. Det var vi alle enige om.

Det er ikke derfor jeg tænker på John Frusciante, jeg hører næsten aldrig den plade længere, der går år imellem jeg finder den frem; det er bare der jeg blir opmærksom på ham. Så forlader han Red Hot Chili Peppers, det er der endda en roman der hedder: Jack Frusciante er gået solo, fordi det er så utroligt at nogen sku finde på at droppe det gig, hvem fanden dropper ud af Red Hot Chili Peppers mens de er verdens største band, og så for at lukke sig inde og skyde heroin og lave uforståelige, skitselignende soveværelsesoptagelser, der sådan set er smukke, men osse bare lyder af nedtur på nedtur? Det gør John Frusciante. Og derfor blir han et symbol: At muligheden altid er der for at droppe ud, fucke det hele op når alle andre mener at det endelig er helt perfekt, at nu er det som det skal være, fordi man selv som den eneste kan se at det ikke er en skid perfekt eller godt eller noget som helst overhovedet. Det er korrumperet, man har ladet sig selv korrumpere af det, og nu tar man den selvpålagte straf for at ha ladet sig føre med.

John Frusciante tar straffen, han junker sig selv i pittoresk smadder, indspiller grimme plader, maler grimme billeder. Se Stuff, det er ren socialporno: Det er skødesløs bohème kammet over i white trash. Maling og vinflasker over det hele, men osse bare skrald og blodpletter. Indtil han er klar igen, kommer ud af huset, kommer med i Red Hot Chili Peppers igen, indspiller en plade der er næsten på højde med Blood Sugar Sex Magik, By the Way, den er lige ved at være der, selvom alle er ældre, ved bedre nu, både band og publikum. John Frusciante ved bedre, han er på toppen nu, han indspiller soloplader i ét væk, han laver Shadows Collide With People.

Det er nok derfor jeg tænker så meget på John Frusciante osse: Den plade. Den er ren perfektion, det er kæmpestort, og den forsvinder fuldstændigt, folk er for længst pisseligeglade med John Frusciante nu, det er de færreste med respekt for sig selv, der vil erkende at de ikke hader Red Hot Chili Peppers og alt hvad der har at gøre med dem inderligt. Vinteren 06-07 er vi sådan lidt mellem boliger nogle måneder og på vej til Venezuela oveni, alt er pakket ned, pladesamlingen ligger i kasser, så der er to plader jeg har liggende løst som vi hører om og om igen: Shadows Collide With People og Amputechre med Mars Volta, hvor Frusciante spiller guitar hele vejen igennem. Det burde være en fuldkommen lortet situation: Rende rundt i svigermors fancy lejlighed og ikke vide hvor man skal bo, når man kommer hjem fra rejsen, men vide at man er nødt til at flytte alt sit lort ud inden man rejser, bare ikke hvorhen; det er bare ikke det jeg husker fra den vinter. Det er de to plader, Frusciantes guitarspil der vikler sig igennem lejligheden som fehår, højstemte sange, følelser helt oppe under himlen, alt strakt ud foran en, åbent.

Det er der jeg for alvor begynder at tænke på John Frusciante: Jeg tænker på ham som sådan en kunstnerarketype, blir helt lettet da han forlader Red Hot Chili Peppers igen, som om han selv ser hvor det er kommet ud. Jeg er rørt af John Frusciante. Det får mig til at tænke over, hvordan en småfalleret junkierockstjerne af alle kan røre mig så dybt. Det værste er næsten at flere af de der plader er noget nær pop. Shadows er en popplade, der er syltet ind i forvrængning og effekter for at maskere at det neden under alle lagene er pop. Drivende sentimental pop. Det er meget svært at forlige sig med for mig.

Jeg ser Stuff igen, hører John Frusciante plinke-plonke på sin guitar, råbe lidt, forsvinde ind i noget han ikke rigtig kan trænge ud af. Man vil næsten ha ham til at blive derinde, gøre det rent og brunt. Butthole Surfers som soundtrack ved siden af. Men John Frusciante kommer ud på den anden side, langhåret, nye tænder, makrobiotiker, totalt Californien, bølgerne slår op mod den endeløse strand, det hele er OK. Det er det John Frusciantes musik er: En forsikring om at det hele blir OK igen på et tidspunkt.

Mistet opkald i Slagtryk

Tidsskriftet Slagtryk har bragt teksten Mistet opkald om tabte forbindelser. Tak til Slagtryk.
Link

Samme Slagtryk har osse tidligere bragt teksten Skælv i # 4/2011 og Fucking Djævlen midt i det hele i # 6/2011.

Slagtryk holder ret så meget.

Vokse op med Lou Reed

Lou Reed-pladerne kommer frem igen, har netproblemer, kan ikke finde ny musik, så går pladesamlingen igennem og finder glemte plader, plader der ikke er hørt i årevis. Finder Lou Reed, hører Lou Reed, har det som om jeg er blevet gammel nok nu til at forstå Lou Reed på et helt andet plan end jeg gjorde før. Det er vel ti år siden jeg sidst følte mig gammel nok til at forstå Lou Reed på en helt ny måde; det er vel hen imod tyve år siden jeg følte mig gammel nok til at begynde at høre Lou Reed, støvede alle pladerne op brugt, helt sønderslidte nogen af dem, kasserede bibliotekseksemplarer til en tier stykket, som nu har fundet en varig plads i pladereolen i stedet for i arkivkælderen.

De står i reolen, de fylder mindre og mindre i det store billede, der er kommet så meget andet til, så meget der har fyldt så meget mere på forskellige tidspunkter, og der er osse så meget af det der er kommet ud af reolen igen. Lou Reed-pladerne er blevet stående, ikke som et fikspunkt, ikke så meget som den åbenbaring det var dengang man første gang hørte Velvet Underground. De fleste af Lou Reeds plader er virkelig ingen åbenbaring, meget af dem er tæt på at være direkte jappet. Det kan godt være han har haft en vision med dem, det ved man næsten at Lou Reed altid har haft med alting han har lavet, selv i den vildeste årelange amfkoger har han stadig haft et mål med at være det, der har ligget en strategi bag; det ændrer ikke ved at meget af det han har indspillet op igennem 70'erne og ikke mindst 80'erne bevæger sig faretruende tæt på grænsen til det røvballede. Med sådan en halvt ugidelig, småarrogant stemmeføring, som om han forlængst er blevet alt for cool til at nedværdige sig til ligefrem at anstrenge sig for at synge en melodi eller noget. Man får indtryk af at det er det indtryk han gerne vil gi en, at man rager ham så grusomt, at alt rager ham, at musikken skal være så røvballet og voksenkedelig som muligt, sådan så alle dem der var unge med Transformer kan danse til det og synes det er fed rock, samtidig med at den spytter dem i ansigtet, fordi de ikke har fattet en bjælde af hvad det handler om.

Død. Svigt. Savn.

Alle de kulørte personligheder, alle de eksotiske locations, al den kinky sex og de skumle stoffer fra de første plader er skrællet af, og tilbage er ensomheden. Gaderne der ikke længere er ens egne, som de nye bøller har overtaget. Ingen der fatter noget. Lou Reed vrænger sig igennem sine kærlighedserklæringer, fordi han ved at de vil falde på gold jord. Når han synger om hvor skide afklaret han er med det hele, nu hvor han er blevet ældre, klinger det hult, det er falsk, den der dirren i stemmen afslører ham, det er meningen den skal afsløre ham, han kan ikke kapere afklarethed. Lou Reed er facade, han spiller alle mulige andre personer end den han er, fordi det er uudholdeligt for ham at være i sig selv. Eyeliner, læder, afbleget hår, neglelak, mere læder, solbriller, endnu mere læder, et panser af læder. Indenunder det hele er han stadig lige fucked. Senere, langt senere, prøver han at meditere, dyrke yoga, finde en ro, der aldrig har været i ham, han laver en plade med langstrakte droner, Hudson River Wind Meditations, et ekko af den plade han lavede nogle årtier tidligere med halvdårlig noise, Metal Machine Music, der er mere kendt for at Lou Reed har lavet den, end fordi den i sig selv er rigtig gruopvækkende. Lou Reed søger, men først og fremmest forsøger han at smide alle andre af, at gøre sig fri af at være Lou Reed. Der kommer ingen modne jazzcroonerplader, Fernando Saunders begynder godt nok at spille kontrabas, men Lou Reed kværner det hele i verdens højeste guitar, fordi det ellers ikke er til at bære. Det er først og fremmest det den er, den guitar: Høj, larmende, insisterende, ringlende og akavet. Ikke til at bære.

Lou Reed er Bob Dylan for mig: Den samme tvære arrogance, den samme kontrære indstilling, den samme ugidelige coolness. Man kan ikke lade være med at være fascineret af ham, selvom man egentlig på samme tid synes at så meget af det på en måde er noget lort. New Sensations med hele 80'er-pivtøjet af synthesizer og kvindekor og hymner til alt det nye, som om han prøver at være Bruce Springsteen, men bare ikke kan komme sig over at han hader det folk han vil lede. The Bells med det mest gumpetunge forsøg på dansemusik nogensinde. Sætter Mistrial på og er nødt til at skrue helt ned, fordi det ikke er til at være i stue med den, flygter ud i gårdhaven og står derude og prøver at begribe hvordan nogen på noget tidspunkt har kunnet synes det var fedt at spille på den måde. Sætter ”Ocean” på i stedet, Velvet Underground-versionen fra VU med pauker og brusende sus, husker hvordan jeg stod ved havet, Stillehavet for første gang, tidligere på året i Chile, og det var så massivt og alt for meget, at den eneste måde jeg rigtig ku finde ud af at behandle det på var ved at synge den sang for mig selv, mens bølgerne trak det sorte sand væk under fødderne på mig. Finder Peel Slowly and See-boxsettet frem oppe i skunken og sætter den første disc på, demooptagelser med bare Lou Reed og John Cale fra '65, hvor de kører rundt og rundt om de sange, trækker ”Venus in Furs” ud i et kvarter som pastoral folkemusik, mens man i baggrunden kan høre biler køre forbi på vejen. Det er før det hele bliver definitivt, blir de udgaver af de sange, som man har hørt en million gange, siden en hip pige introducerede en for Velvet Underground i gymnasiet, og man smed alt det tøj ud, der ikke var sort i forvejen.

Men det er Velvet Undeground, det er ikke rigtig Lou Reed. Det er nemt nok at høre Velvet Underground, alle kan li Velvet Underground, det er langt sværere at ku få sig selv til at erkende at man egentlig godt kan li Lou Reeds soloplader. De tidlige vilde, selv de mellemste famlende, men ikke mindst de sene, ikke en skid afklarede, men modne. Lou Reed indspiller med Metallica, alle gyser, det må blive forfærdeligt, det må blive rædselsvækkende, gumpetungt, lamt, man forestiller sig Lou Reed brøle igen, det lyder rædderligt når han prøver at butche sig selv op og brøle. Og så kan man høre et nummer fra den, og så lyder det præcis så fint som man ikke havde turdet håbe på det ville.

Lou Reed er ufejlbarlig. Jeg ved ikke hvad det siger om verden, at der er sådan nogen som Lou Reed, som er ufejlbarlige. Sådan en der i henved et halvt århundrede bitcher over at alt er så lortet, at det hele er en stor fejltagelse, og så kan han ikke fejle, lige meget hvor meget han forsøger at fucke alt op kan han ikke fejle. Han er Lou Reed.