Eklektikeren kolliderer med John Frusciante

Jeg tænker overraskende meget på John Frusciante. Ligefrem foruroligende meget, kan man måske endda synes; nogen vil endog synes at bare det at jeg overhovedet tænker på John Frusciante er foruroligende. Jeg ved det. John Frusciante er ikke cool i den verden jeg begår mig i, der er han først og fremmest ham guitaristen fra Red Hot Chili Peppers, og det er slet, slet ikke cool.

Det er forståeligt nok, det er det egentlig, men fuck det, fuck dem, da Blood Sugar Sex Magik udkom var den mindblowing. Den sommer hørte vi ikke andet end den plade, jo, Nevermind og Use Your Illusion-pladerne, det er rigtigt, men det var klokkeklart for enhver hvilket af de tre værker der havde det største scope. Og det var i høj grad Frusciantes skyld, den unge guitarist der var kommet med i den indtil da ret middelmådige hvide funkrockgruppe og nu var med til at løfte dem over på et helt andet plan. Vi må ha hørt den plade en gang om dagen den sommer, mindst, den var der hele tiden, alle var vilde med den: Metallerne, hardrockerne, hiphopperne, selv dem de var ligeglade, dem der bare hørte pop, ku godt li hitsne. Vi hørte den på fulde knald med åbne vinduer oppe hos en, ku høre nogen råbe udenfor i en stille passage, det var nogle af dem der arbejdede på værkstedet ovre bagved der stod og viftede med armene, råbte til os at vi sku skrue mere op. Det var den type plade, og det var Frusciantes skyld. Det var vi alle enige om.

Det er ikke derfor jeg tænker på John Frusciante, jeg hører næsten aldrig den plade længere, der går år imellem jeg finder den frem; det er bare der jeg blir opmærksom på ham. Så forlader han Red Hot Chili Peppers, det er der endda en roman der hedder: Jack Frusciante er gået solo, fordi det er så utroligt at nogen sku finde på at droppe det gig, hvem fanden dropper ud af Red Hot Chili Peppers mens de er verdens største band, og så for at lukke sig inde og skyde heroin og lave uforståelige, skitselignende soveværelsesoptagelser, der sådan set er smukke, men osse bare lyder af nedtur på nedtur? Det gør John Frusciante. Og derfor blir han et symbol: At muligheden altid er der for at droppe ud, fucke det hele op når alle andre mener at det endelig er helt perfekt, at nu er det som det skal være, fordi man selv som den eneste kan se at det ikke er en skid perfekt eller godt eller noget som helst overhovedet. Det er korrumperet, man har ladet sig selv korrumpere af det, og nu tar man den selvpålagte straf for at ha ladet sig føre med.

John Frusciante tar straffen, han junker sig selv i pittoresk smadder, indspiller grimme plader, maler grimme billeder. Se Stuff, det er ren socialporno: Det er skødesløs bohème kammet over i white trash. Maling og vinflasker over det hele, men osse bare skrald og blodpletter. Indtil han er klar igen, kommer ud af huset, kommer med i Red Hot Chili Peppers igen, indspiller en plade der er næsten på højde med Blood Sugar Sex Magik, By the Way, den er lige ved at være der, selvom alle er ældre, ved bedre nu, både band og publikum. John Frusciante ved bedre, han er på toppen nu, han indspiller soloplader i ét væk, han laver Shadows Collide With People.

Det er nok derfor jeg tænker så meget på John Frusciante osse: Den plade. Den er ren perfektion, det er kæmpestort, og den forsvinder fuldstændigt, folk er for længst pisseligeglade med John Frusciante nu, det er de færreste med respekt for sig selv, der vil erkende at de ikke hader Red Hot Chili Peppers og alt hvad der har at gøre med dem inderligt. Vinteren 06-07 er vi sådan lidt mellem boliger nogle måneder og på vej til Venezuela oveni, alt er pakket ned, pladesamlingen ligger i kasser, så der er to plader jeg har liggende løst som vi hører om og om igen: Shadows Collide With People og Amputechre med Mars Volta, hvor Frusciante spiller guitar hele vejen igennem. Det burde være en fuldkommen lortet situation: Rende rundt i svigermors fancy lejlighed og ikke vide hvor man skal bo, når man kommer hjem fra rejsen, men vide at man er nødt til at flytte alt sit lort ud inden man rejser, bare ikke hvorhen; det er bare ikke det jeg husker fra den vinter. Det er de to plader, Frusciantes guitarspil der vikler sig igennem lejligheden som fehår, højstemte sange, følelser helt oppe under himlen, alt strakt ud foran en, åbent.

Det er der jeg for alvor begynder at tænke på John Frusciante: Jeg tænker på ham som sådan en kunstnerarketype, blir helt lettet da han forlader Red Hot Chili Peppers igen, som om han selv ser hvor det er kommet ud. Jeg er rørt af John Frusciante. Det får mig til at tænke over, hvordan en småfalleret junkierockstjerne af alle kan røre mig så dybt. Det værste er næsten at flere af de der plader er noget nær pop. Shadows er en popplade, der er syltet ind i forvrængning og effekter for at maskere at det neden under alle lagene er pop. Drivende sentimental pop. Det er meget svært at forlige sig med for mig.

Jeg ser Stuff igen, hører John Frusciante plinke-plonke på sin guitar, råbe lidt, forsvinde ind i noget han ikke rigtig kan trænge ud af. Man vil næsten ha ham til at blive derinde, gøre det rent og brunt. Butthole Surfers som soundtrack ved siden af. Men John Frusciante kommer ud på den anden side, langhåret, nye tænder, makrobiotiker, totalt Californien, bølgerne slår op mod den endeløse strand, det hele er OK. Det er det John Frusciantes musik er: En forsikring om at det hele blir OK igen på et tidspunkt.