Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø (Version)

”Er det glockenspiel vi kan høre dernede fra?”

Det er sent, ikke bare langt over midnat, men osse langt på den anden side af der hvor man egentlig normalt ville begynde at overveje om det ikke alligevel var på tide at finde teltet, få sovet bare lidt inden solen kommer og gør det umuligt at ligge derinde længere, ikke bare fordi det bliver uudholdeligt varmt derinde, men fordi solen jo altså er udenfor, så kan man ikke være inde. Men nu kan de høre glockenspiel et sted fra, det er de nødt til at forfølge. Det er dragende. De bevæger sig ned over bakken, oppe i nord-nordøst er det allerede begyndt at lysne igen på himlen, men nede i det telt lyden kommer fra, der skaber lyset fra scenen en skarp kontrast til omgivelserne, det får det til at virke som om det stadig er den sorteste nat, og at dette er det eneste helle i den. De sætter sig på bakken udenfor lyscirklen, deres øjne kan slet ikke tåle så meget lys længere, de sætter sig i mørket, som om de ikke rigtigt er med her. Hun læner sig op ad ham, lægger sit hoved på hans skulder, han begynder at lede efter en joint et sted i jakken, gøre et eller andet for ikke at falde i søvn.

Det er lidt uoverskueligt hvor mange der står på scenen, 5-6-7 stykker, 4 af dem rundt om nogle store glockenspiels, det er muligt et eller to af dem er marimbaer, det må det næsten være, de har den der dumpe, varme lyd af træ.

”Er det marimbaer? Dem der, de store af dem?”

Hun mumler noget han ikke kan forstå, men det lyder heller ikke som om der overhovedet er så meget at forstå i det, hun er på vej væk. Momentum forsvandt i det øjeblik de satte sig, hele aftenen og natten har de holdt sig i bevægelse, gledet rundt, hørt noget her, set noget der, drukket noget her, taget noget der, danset, maset, snavet, vadet rundt, på jagt efter noget nyt. Og det er det de har fundet her, langt om længe, det er det der var det de ledte efter, det er han overbevist om, og han er overbevist om at hun osse er klar over det, så overbevist om at have nået endemålet at hun lader sig overvælde af det og falder i søvn, velforvaret, mens køllerne springer rundt over tasterne, et væld af klange lægger sig over hendes ansigt, masserer musklerne i det. Hun smiler, og det er en ret vild følelse for ham at nogen kan være så tryg og rolig ved ham, at hun bare kan lægge sit hoved mod hans skulder og falde i søvn smilende. Fast som en klippe er han. Hun rører lidt på sig igen ved hans bevægelser da han tænder jointen, glider så ligesom ned over hans bryst og mave og lægger sit hoved i hans skød. Det er sådan noget man ikke rigtig kan lade være med at få bare en lillebitte erektion over, og det at man får det, at man er i en situation der befordrer sådan en lillebitte erektion, mens det hele ringler omkring en, det er sådan noget man skal unde sig selv en stille glæde over.

”Mmmrrr...”
”Hva-a-ad?” Det at skulle tale får ham til at hoste, røgen river i hans luftveje, hovedet snurrer. Hendes øjne er stadig lukkede, hun smiler uophørligt, vender så ansigtet op mod ham:
”Mmmrrr... Rrrvvv... Mnnnjjj...”

Han stirrer bare på hende, mens han stadig har det ene øre på musikken. Der er ikke så meget andet at gøre end at stirre, og det er ikke ubehageligt: Det er et helt perfekt ansigt at stirre på sådan som alting er lige nu, intet i det kunne være anderledes uden at forrykke alt. Den der næse, som han ved er sådan noget man bør være opmærksom på, folk går op i næser som noget særskilt smukt og charmerende, så pligtskyldigt går han op i hendes næse, måden den ikke rynker på lige nu, fordi hun slapper helt af i alle ansigtsmusklerne, så fregnerne bare ligger der, men bevidstheden om måden den kan rynke på, og alt det der ligger i det.

”Hvad?” griner han, og hun sætter sig halvt op, der i hans skød hvor der lige var varmt af hendes hoved mærker han nattens kølighed slå ned, hun rækker ud efter jointen og suger dybt, mens hun kigger mod musikken, lyset fra scenen farver skiftesvist hendes ansigt rødt, grønt, blåt, og hun kniber øjnene sammen mod det, og det går op for ham at han ingen anelse har om hvad farve hendes øjne har. At det er sådan noget man osse formodes at bemærke og gå op i, men at det er gået ham fuldstændigt forbi, han aner det ikke, og det er ikke noget han bekymrer sig om, udover hvis han skulle blive spurgt, hvis hun skulle spørge ham. Teste ham. Det er ikke en tid for at blive testet, men man ved aldrig hvornår det kan ske. Han må finde ud af det i morgen og så prøve at huske det. De kunne godt være brune, faktisk, selvom hun har blond hår, noget siger ham at hendes øjne er mørkere end man ville forvente når man ellers så hende, hvis altså nu øjenfarven ikke var noget af det første man lagde mærke til, hvis det var sådan det var. Der er folk der lægger mærke til øjenfarven med det samme, folk der registrerer hvor høj den anden person er i forhold til dem selv, læbernes størrelse, hagepartiet, hans hageparti var noget af det første hun komplimenterede ham for, og han takkede hende behørigt der og undrede sig så ellers over at han overhovedet havde en hage og aldrig havde lagt mærke til den selv. Ligesom dengang han som teenager havde fået at vide at han havde en lækker røv, med de ord præcis: ”lækker røv”, og så i dage og måneder efter havde stået og kigget sig over skulderen i spejlet for at se om han kunne se noget ved den røv der var noget specielt og simpelthen ikke kunne se hvad det skulle være. Og ikke fordi han ikke er opmærksom på røve, han er for eksempel overordentlig opmærksom på hendes røv, den der måde den er rund på eller noget, måske måden hun går med den på eller osse bare det at den står så nogenlunde til hans disposition, og at der ikke er noget i vejen med den, at det er det der gør den til noget specielt. Hendes røv i jeans, manner, men så er det så osse lisså meget jeansene der gør noget for røven, giver en lyst til at flå dem af hende på grund af det løfte de giver om den røv der er i dem, selvom det altså i lisså høj grad er dem selv og det ikke er sikkert at røven vil beholde sin fortryllelse når først den er ude af de jeans.

”Quiero desembluyinarte.”
”Hvad?” Nu er det hende der så på ham som om han taler sort.
”Quiero desembluyinarte.” Hun løfter øjenbrynene og rækker ham jointen tilbage. ”Bluyines er latinamerikansk for cowboybukser, blue jeans, ikke?” Han suger ind, holder røgen nede, mens han lader sit hoved fylde af de glockenspiels der bare fortsætter og forsætter, indtil han puster den op mod den dybblå himmel. ”Så laver man det om til et verbum efterfulgt af personligt pronomen, embluyinarse, at tage blue jeans på, og des- foran for at tage dem af igen, så hvis jeg vil tage dine blue jeans af dig lige nu og her, så quieroer jeg at desembluyinarte.”
”Det kan du godt glemme.”
”Ok.”
”Det er xylofoner.”
”Ok.”
”Det har ikke noget med størrelsen at gøre: Xylofoner er fællesbetegnelsen for den der type slagtøjsinstrumenter når de er af træ, glockenspiel er når de er af metal, men de kan sagtens være store osse. En marimba er bare en slags xylofon altså.”
”Ok.” Sug. ”Er det der marimbaer så?” med skælvende stemme, mens røgen siver ud sammen med ordene.
”Det ved jeg ikke.”
”Ok.”

Hun lægger sit hoved i hans skød igen og lukker øjnene, og han tænker at alt er godt, at det aldrig må høre op med at være lige præcis sådan som det er nu her, at de skal blive ved med at spille, at alle dem der er lige her på dette sted, lige nu i dette øjeblik aldrig skal dø. De skulle bare kunne blive ved med at leve i det her kontinuum, musikken aldrig finde tilbage til sin form, ingen temaer, ingen inerti, bare det her, det ville være nok.

Han hoster, og det sender en kuldegysning igennem ham, som om det åbner en sprække ind til ham, så verden kan trænge sig ind på livet af ham, demonstrativt gøre ham opmærksom på at tiden ubønhørligt går videre uden for den boble han befinder sig i, og som ved et signal trækker musikerne sig en efter en tilbage fra glockenspiel og xylofoner, trommerne er de første til at markere en overgang, så sætter bassen ind med en langsom, dyb rundgang, og der bliver læsset mere trommer på, spredte slag der bryder det hele op, mens en guitar sender impulser igennem det der efterhånden på trods af alt er ved at samle sig til en komposition. Det bygger sig op, større og større, storslået, episk bliver det, som en finale på natten og en hymne til det daggry der nu nærmer sig, og det er flot, ingen tvivl om det, men det bærer osse sin egen slutning i sig og dermed dette øjebliks forgængelighed. Der vil komme et tidspunkt, hvor han ikke længere vil have mulighed for at finde ud af hvad farve øjne hun faktisk havde, og hvor det derfor vil være ham magtpåliggende at finde ud af det, og han vil ikke kunne, hun vil være væk, alt dette vil være væk, et dødt årti.

Det vil blive en plade der minder om en sommer, millionerne ville støt blive decimeret, jeans ville ryge af og på i én køre, kølleslagene ville regne ned over dem fra alle sider, luften vibrere og vibrere og vibrere, indtil de vibrationer opløser sig og dør med hende. Wow, og hun er helt væk, og han kan slet ikke overskue hvordan han skal få hende tilbage til teltet, vil dårligt selv kunne stå på benene, bare sidde her lidt længere.

”Er det slut?” lyder det nede fra hans skød.
”Ja...” sukker han.
”Ok. Fuck. Ok.” Det virker som om hun prøver at spænde musklerne i kroppen, og han er helt vild med den måde de spændes på og ligger henunder huden på hende, men lige nu duer de ikke rigtig til noget, og hun bliver slap igen. ”Må jeg ikke bare blive liggende her?”
”Ok.”

Han får ild på jointen igen. Folk er på vej væk nu, de er allerede ved at pakke sammen oppe på scenen, men der vil gå et stykke tid endnu før de bliver smidt væk derfra, de kan godt strække øjeblikket lidt længere. Det er ok, han mærker duggen på sit ansigt, tror han det er, men det er en evighed siden duggen faldt, det er koldsved eller noget andet, det er ikke til at tage sig af. På en eller anden måde vil de osse ende tilbage i teltet, hvor hun vil desembluyinarse eller, endnu bedre, lade ham desembluyinarle, og han vil mærke hendes bare ben mod sine, som de ligger der med de to soveposer lynet sammen, hun vil lægge sig ind til ham, bare lidt, bare for at få varmen, hun vil ikke sove sådan, har brug for plads til at kunne sove, men lige for en stund vil hun lade ham føle at han er uundværlig for hende, og han vil være udødelig sådan, og han vil være millioner af mennesker og alle hendes kærester fremover.

Fødselsaften / Vemod, whatever

 
Det er min første fødselsdag i det nye årtusind, og jeg ser ud til at befinde mig yderst godt med det på det billede der dokumenterer den: Sidder lænet op ad en pude mod vindueskarmen, man kan lige ane den baggård på Bryggen jeg havde værelse ud til på det tidspunkt, ikke mere end nogen måneder endnu på det tidspunkt, men det ved jeg ikke på det billede, og jeg ser ikke ud til at lade mig mærke med nogen af de omstændigheder der uvægerligt fører mig frem mod endnu en flytning. Baggårdslyset spiller i den udvoksede maskinklipning, øjnene er halvt lukkede og blikket fjernt bag de sorte hornbriller, og det unge fuldskæg er endnu ikke længere, end at man tydeligt kan spotte noget der dårligt kan være andet end et decideret smil.

Veltilpashed, er det, det billede, afsindig langt fra den grundfølelse mine tidlige tyvere ligger i en lage af i min erindring.

Jeg tror det er op ad formiddagen, det passer med lyset, det passer med at min sambo sidder i pyjamas på det andet billede der er fra den fødselsdag, selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti for at det ikke kan ha været hen over middag, først på eftermiddagen, men så ville jeg ikke sidde der, tror jeg, så ville rastløsheden for længst have revet mig ud i dagen, forestiller jeg mig. Og jeg er ikke rastløs på det billede, det er formiddag, det er min fødselsdag, jeg er veltilpas, der er sluttet fred mellem alle parter, min sambo og mig, min kæreste og mig, min kæreste og min sambo, der er drukket morgenskarpe i anledning af min fødselsdag, tror jeg, og alle stridigheder er bilagt indtil vi bliver fulde igen, men det er først senere.

Senere vil mit skæg blive længere og mere tjavset, en ung mands uplejede første fuldskæg, uforsonligheden vil trumfe over ethvert forsøg på mægling, drukken vil ophøre med at være en adspredelse og blive et krav, fordi klarheden er ubærlig, og der vil være opbrud på opbrud, smadret glas og gråd og gutturale krampetræninger inden endnu en genforening, og jeg har ingen anelse om hvordan den næste fødselsdag forløber, men det har jeg på den anden side heller ikke om den foregående. De er udokumenterede, der er ingen fotobeviser på at jeg faktisk kan have været veltilpas et øjeblik der osse, så det må man gå ud fra jeg ikke har.

Det er aftenen før endnu en fødselsdag, det burde vel så hedde fødselsaften, og det er sådan et tidspunkt hvor man helst skal fyldes af vemod, i hvert fald mindes og opsummere, og den status man når frem til der skal så uvægerligt fylde en med vemod. Vemod, whatever: Den ene sang der altid dukker op i mit hoved omkring min fødselsdag er Blurs “Birthday”, det giver sig selv, vel, selvom jeg ville give en del for at det ikke skulle være en Blur-sang der dukkede op i mit hoved på noget tidspunkt under nogen omstændigheder. Der er den solide dosis vemod, den rene svælgen i det, “what a pathetic day,” og så Nick Carraways let forbløffede konstatering i The Great Gatsby: “I just remembered that today’s my birthday.” Og jeg læste den linje, vel nogenlunde samtidig med at jeg hørte den forbandede sang første gang, og det forekom mig som det ypperste udtryk for selvudslettelse at være i stand til at glemme sin egen fødselsdag, at være sig så bevidst om sin egen rolles ubetydelighed langt ude i perfiferien at man helst bare lader den ene dag hvor alle andre som det naturligste indtager deres plads i centrum passere i al ubemærkethed. Og den forbandede sang står som den diamentrale modsætning, så opslugt af sig selv at den end ikke magter at tage stilling til den verden der afventer den, som den står der i dens centrum og vender sig endnu længere indad.

Jeg vender mig udad, væk fra mig selv. Mit skæg er ikke meget mere velplejet end det var dengang, men det er ikke fordi jeg endnu ikke har lært hvordan det skal plejes, og det er heller ikke fordi jeg frasiger mig enhver forfængelighed: Der går bare gradvist længere tid mellem jeg ser mig selv i spejlet, endnu længere tid imellem jeg gør noget ved mig selv, og ikke af ligegyldighed alene, men i erkendelse af den mere overordnede ligegyldighed i det. Jeg behøver ikke se mig selv i et spejl for at vide hvem jeg er, og det at se mig selv i spejlet og ikke genkende den jeg ser der som mig selv bringer mig ikke længere så voldsomt ud af fatning, som det gjorde første gang jeg så mig selv i spejlet på et hotelværelse i Rom, flere år før den fødselsdag, tilbage i det gamle årtusind. Så mit eget spejlbillede og anede ikke hvem den fyr jeg så på var, var ude af stand til at forbinde ham med det jeg opfattede som mig selv.

Jeg panikkede helt vanvittigt, var ude af mig selv, jo. Det er vel der overgangen sker: De næste mange år handler så om at finde ind i sig selv igen, skabe en kobling mellem den man opfatter sig selv som og den man ser sig selv som. Gøre status en gang om året på fødselsaftenen, affinde sig med det man er på fødselsdagen, glide hen i veltilpashed, whateverhed. Det er aftenen før min fødselsdag, og jeg gør ikke status, ikke udover at komme i tanker om engang hvor jeg ikke var nær så veltilpas, hvilket får min veltilpashed nu til at stå så meget desto stærkere og vemodsløs. Jeg ved hvad spejlet rummer, jeg ved at skægget gror uden at jeg iagttager det.