Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø (Version)

”Er det glockenspiel vi kan høre dernede fra?”

Det er sent, ikke bare langt over midnat, men osse langt på den anden side af der hvor man egentlig normalt ville begynde at overveje om det ikke alligevel var på tide at finde teltet, få sovet bare lidt inden solen kommer og gør det umuligt at ligge derinde længere, ikke bare fordi det bliver uudholdeligt varmt derinde, men fordi solen jo altså er udenfor, så kan man ikke være inde. Men nu kan de høre glockenspiel et sted fra, det er de nødt til at forfølge. Det er dragende. De bevæger sig ned over bakken, oppe i nord-nordøst er det allerede begyndt at lysne igen på himlen, men nede i det telt lyden kommer fra, der skaber lyset fra scenen en skarp kontrast til omgivelserne, det får det til at virke som om det stadig er den sorteste nat, og at dette er det eneste helle i den. De sætter sig på bakken udenfor lyscirklen, deres øjne kan slet ikke tåle så meget lys længere, de sætter sig i mørket, som om de ikke rigtigt er med her. Hun læner sig op ad ham, lægger sit hoved på hans skulder, han begynder at lede efter en joint et sted i jakken, gøre et eller andet for ikke at falde i søvn.

Det er lidt uoverskueligt hvor mange der står på scenen, 5-6-7 stykker, 4 af dem rundt om nogle store glockenspiels, det er muligt et eller to af dem er marimbaer, det må det næsten være, de har den der dumpe, varme lyd af træ.

”Er det marimbaer? Dem der, de store af dem?”

Hun mumler noget han ikke kan forstå, men det lyder heller ikke som om der overhovedet er så meget at forstå i det, hun er på vej væk. Momentum forsvandt i det øjeblik de satte sig, hele aftenen og natten har de holdt sig i bevægelse, gledet rundt, hørt noget her, set noget der, drukket noget her, taget noget der, danset, maset, snavet, vadet rundt, på jagt efter noget nyt. Og det er det de har fundet her, langt om længe, det er det der var det de ledte efter, det er han overbevist om, og han er overbevist om at hun osse er klar over det, så overbevist om at have nået endemålet at hun lader sig overvælde af det og falder i søvn, velforvaret, mens køllerne springer rundt over tasterne, et væld af klange lægger sig over hendes ansigt, masserer musklerne i det. Hun smiler, og det er en ret vild følelse for ham at nogen kan være så tryg og rolig ved ham, at hun bare kan lægge sit hoved mod hans skulder og falde i søvn smilende. Fast som en klippe er han. Hun rører lidt på sig igen ved hans bevægelser da han tænder jointen, glider så ligesom ned over hans bryst og mave og lægger sit hoved i hans skød. Det er sådan noget man ikke rigtig kan lade være med at få bare en lillebitte erektion over, og det at man får det, at man er i en situation der befordrer sådan en lillebitte erektion, mens det hele ringler omkring en, det er sådan noget man skal unde sig selv en stille glæde over.

”Mmmrrr...”
”Hva-a-ad?” Det at skulle tale får ham til at hoste, røgen river i hans luftveje, hovedet snurrer. Hendes øjne er stadig lukkede, hun smiler uophørligt, vender så ansigtet op mod ham:
”Mmmrrr... Rrrvvv... Mnnnjjj...”

Han stirrer bare på hende, mens han stadig har det ene øre på musikken. Der er ikke så meget andet at gøre end at stirre, og det er ikke ubehageligt: Det er et helt perfekt ansigt at stirre på sådan som alting er lige nu, intet i det kunne være anderledes uden at forrykke alt. Den der næse, som han ved er sådan noget man bør være opmærksom på, folk går op i næser som noget særskilt smukt og charmerende, så pligtskyldigt går han op i hendes næse, måden den ikke rynker på lige nu, fordi hun slapper helt af i alle ansigtsmusklerne, så fregnerne bare ligger der, men bevidstheden om måden den kan rynke på, og alt det der ligger i det.

”Hvad?” griner han, og hun sætter sig halvt op, der i hans skød hvor der lige var varmt af hendes hoved mærker han nattens kølighed slå ned, hun rækker ud efter jointen og suger dybt, mens hun kigger mod musikken, lyset fra scenen farver skiftesvist hendes ansigt rødt, grønt, blåt, og hun kniber øjnene sammen mod det, og det går op for ham at han ingen anelse har om hvad farve hendes øjne har. At det er sådan noget man osse formodes at bemærke og gå op i, men at det er gået ham fuldstændigt forbi, han aner det ikke, og det er ikke noget han bekymrer sig om, udover hvis han skulle blive spurgt, hvis hun skulle spørge ham. Teste ham. Det er ikke en tid for at blive testet, men man ved aldrig hvornår det kan ske. Han må finde ud af det i morgen og så prøve at huske det. De kunne godt være brune, faktisk, selvom hun har blond hår, noget siger ham at hendes øjne er mørkere end man ville forvente når man ellers så hende, hvis altså nu øjenfarven ikke var noget af det første man lagde mærke til, hvis det var sådan det var. Der er folk der lægger mærke til øjenfarven med det samme, folk der registrerer hvor høj den anden person er i forhold til dem selv, læbernes størrelse, hagepartiet, hans hageparti var noget af det første hun komplimenterede ham for, og han takkede hende behørigt der og undrede sig så ellers over at han overhovedet havde en hage og aldrig havde lagt mærke til den selv. Ligesom dengang han som teenager havde fået at vide at han havde en lækker røv, med de ord præcis: ”lækker røv”, og så i dage og måneder efter havde stået og kigget sig over skulderen i spejlet for at se om han kunne se noget ved den røv der var noget specielt og simpelthen ikke kunne se hvad det skulle være. Og ikke fordi han ikke er opmærksom på røve, han er for eksempel overordentlig opmærksom på hendes røv, den der måde den er rund på eller noget, måske måden hun går med den på eller osse bare det at den står så nogenlunde til hans disposition, og at der ikke er noget i vejen med den, at det er det der gør den til noget specielt. Hendes røv i jeans, manner, men så er det så osse lisså meget jeansene der gør noget for røven, giver en lyst til at flå dem af hende på grund af det løfte de giver om den røv der er i dem, selvom det altså i lisså høj grad er dem selv og det ikke er sikkert at røven vil beholde sin fortryllelse når først den er ude af de jeans.

”Quiero desembluyinarte.”
”Hvad?” Nu er det hende der så på ham som om han taler sort.
”Quiero desembluyinarte.” Hun løfter øjenbrynene og rækker ham jointen tilbage. ”Bluyines er latinamerikansk for cowboybukser, blue jeans, ikke?” Han suger ind, holder røgen nede, mens han lader sit hoved fylde af de glockenspiels der bare fortsætter og forsætter, indtil han puster den op mod den dybblå himmel. ”Så laver man det om til et verbum efterfulgt af personligt pronomen, embluyinarse, at tage blue jeans på, og des- foran for at tage dem af igen, så hvis jeg vil tage dine blue jeans af dig lige nu og her, så quieroer jeg at desembluyinarte.”
”Det kan du godt glemme.”
”Ok.”
”Det er xylofoner.”
”Ok.”
”Det har ikke noget med størrelsen at gøre: Xylofoner er fællesbetegnelsen for den der type slagtøjsinstrumenter når de er af træ, glockenspiel er når de er af metal, men de kan sagtens være store osse. En marimba er bare en slags xylofon altså.”
”Ok.” Sug. ”Er det der marimbaer så?” med skælvende stemme, mens røgen siver ud sammen med ordene.
”Det ved jeg ikke.”
”Ok.”

Hun lægger sit hoved i hans skød igen og lukker øjnene, og han tænker at alt er godt, at det aldrig må høre op med at være lige præcis sådan som det er nu her, at de skal blive ved med at spille, at alle dem der er lige her på dette sted, lige nu i dette øjeblik aldrig skal dø. De skulle bare kunne blive ved med at leve i det her kontinuum, musikken aldrig finde tilbage til sin form, ingen temaer, ingen inerti, bare det her, det ville være nok.

Han hoster, og det sender en kuldegysning igennem ham, som om det åbner en sprække ind til ham, så verden kan trænge sig ind på livet af ham, demonstrativt gøre ham opmærksom på at tiden ubønhørligt går videre uden for den boble han befinder sig i, og som ved et signal trækker musikerne sig en efter en tilbage fra glockenspiel og xylofoner, trommerne er de første til at markere en overgang, så sætter bassen ind med en langsom, dyb rundgang, og der bliver læsset mere trommer på, spredte slag der bryder det hele op, mens en guitar sender impulser igennem det der efterhånden på trods af alt er ved at samle sig til en komposition. Det bygger sig op, større og større, storslået, episk bliver det, som en finale på natten og en hymne til det daggry der nu nærmer sig, og det er flot, ingen tvivl om det, men det bærer osse sin egen slutning i sig og dermed dette øjebliks forgængelighed. Der vil komme et tidspunkt, hvor han ikke længere vil have mulighed for at finde ud af hvad farve øjne hun faktisk havde, og hvor det derfor vil være ham magtpåliggende at finde ud af det, og han vil ikke kunne, hun vil være væk, alt dette vil være væk, et dødt årti.

Det vil blive en plade der minder om en sommer, millionerne ville støt blive decimeret, jeans ville ryge af og på i én køre, kølleslagene ville regne ned over dem fra alle sider, luften vibrere og vibrere og vibrere, indtil de vibrationer opløser sig og dør med hende. Wow, og hun er helt væk, og han kan slet ikke overskue hvordan han skal få hende tilbage til teltet, vil dårligt selv kunne stå på benene, bare sidde her lidt længere.

”Er det slut?” lyder det nede fra hans skød.
”Ja...” sukker han.
”Ok. Fuck. Ok.” Det virker som om hun prøver at spænde musklerne i kroppen, og han er helt vild med den måde de spændes på og ligger henunder huden på hende, men lige nu duer de ikke rigtig til noget, og hun bliver slap igen. ”Må jeg ikke bare blive liggende her?”
”Ok.”

Han får ild på jointen igen. Folk er på vej væk nu, de er allerede ved at pakke sammen oppe på scenen, men der vil gå et stykke tid endnu før de bliver smidt væk derfra, de kan godt strække øjeblikket lidt længere. Det er ok, han mærker duggen på sit ansigt, tror han det er, men det er en evighed siden duggen faldt, det er koldsved eller noget andet, det er ikke til at tage sig af. På en eller anden måde vil de osse ende tilbage i teltet, hvor hun vil desembluyinarse eller, endnu bedre, lade ham desembluyinarle, og han vil mærke hendes bare ben mod sine, som de ligger der med de to soveposer lynet sammen, hun vil lægge sig ind til ham, bare lidt, bare for at få varmen, hun vil ikke sove sådan, har brug for plads til at kunne sove, men lige for en stund vil hun lade ham føle at han er uundværlig for hende, og han vil være udødelig sådan, og han vil være millioner af mennesker og alle hendes kærester fremover.