Prenzlauer Berg er det nye Málaga

”Jeg kommer tilbage, og jeg kommer til at bo på din sofa i en uge og kneppe din søster.”

Mike IX står og er lille, tykmavet, hærget at se på og godt oppe at køre i front for Eyehategod på Magnet Club ved floden i Berlin en sommeraften. Det er lang tid efter så meget, hans bedste år, hans værste, Berlins, dine, og på den måde kommer det hele uvægerligt til at hænge sammen lige der. Det er ikke længere det vildeste at gøre, noget af det, være Eyehategod, være i Berlin, være Berlin, men det er noget der føles godt at gøre. På mange måder bedre nu. Fuck nyt.

Undgå at starte på nogen anden måde, grundtonen er allerede slået an her, la være med at gøre det værre. La være med at gøre det værre end det er: Det er slemt nok bare der hvor du kører over Oberbaum-broen og ser Spree i månelys, og du med det samme er 12 år tilbage og står ved rælingen på en flodpram med en fest under dig som ikke er din, og lykkes i at overbevise dig selv om at du skal prøve at savne en der ikke er der, når nu hun ikke er der og dermed gør det nemmere at føle noget for hende. Ikke nødvendigvis noget uforfalsket, det er du allerede dér kun alt for godt klar over at det ikke kan blive, men et savn bare. Melankoli lissom i den der Shu-bi-dua-sang, som muligvis handlede mere om angstanfald, i hvert fald lød sådan, som du husker den. Ting det ikke er nødvendigt at grave mere i: Shu-bi-dua.

Du står der ved rælingen og ser månen spejle sig i Spree, gør du, så langt væk fra Shu-bi-dua-land som det endnu er lykkedes dig at slippe. Fjernsynstårnet glinsende mod en dybblå nattehimmel, og under dig koger det, der blir mast house i en eller anden afart du ikke kan stadfæste og ikke ku bekymre dig mindre om, ind i de små sprækker mellem det solbrankede, spritsvedende kød. En fyr du talte med tidligere på aftenen, hvor han allerede var så skæv at han var ved at græde over noget din tilstedeværelse foran ham mindede ham om, står og skriger i falset og badetøfler midt i det hele, sin egen sang, i flere led ude associeret med den musik der akkompagnerer ham, aftenen. Han er sex, desperat, krævende, altfavnende sex, et medie for al den sex der emmer ud af alle de kroppe. Sjældent har du set så mange smukke kvinder du ikke kender så tæt pakket i så lidt tøj, hud presset mod dig som du står midt i rummet, fordi de ikke kan la være, fordi de ikke vil la være. Andres hår i munden, andres lår i hånden, andres skridt mod dit, du skal bare ta imod, du skal bare smile tilbage, og det er så fremmedgørende på dig at du flygter ud, halvt i håbet om at nogen vil følge efter, halvt i håbet om at blive ladt alene. Mest det første, vel, men du får lov at stå alene og køle dig ned og hidse dig op over et savn du først der føler så meget desto mere påtrængende, som du endelig har bevæget dig i retningen væk fra det, ud i alle de muligheder der lige der slet ikke føles som om de er en skid værd alligevel, når det kommer til stykket.

Du prøvede at kaste dig ind i det igen, før du kastede dig i floden, det genkalder du dig nu, mens du i nogle sekunder i metroen passerer den flod i det måneskin med det fjernsynstårn glinsende mod den himmel, men nu var det desperation og alt for mange følelser du emmede af, og alt lukkede sig rundt omkring dig, røvene stødte væk fra dig, armenes nøgne hud strejfede kun dines i farten på vej rundt om nogen andres hals eller bare op. Smilende blev undskyldende, der var nogen der bad om forladelse for at ha trådt dig over tæerne, og det var dit cue til at smutte og gå alene gennem byen mod en metro mod en lånt sofa.

Mike IX gir indtryk af at ha levet det meste af sit liv på lånte sofaer, hvis ramponerethed han så har approprieret som sin egen. Han kaster sig ikke rundt, ikke i aften, ikke længere, står nærmest urokkelig, støtter sig til mikrofonstativet, snakker om hvor fucked up han og resten af bandet er, når han ikke skriger nihilistiske paroler ud over sært groovy riffs. Det er nok til at få det til at koge alligevel, fordi det er Eyehategod, det skal koge når de er i byen, så alt det de ikke rører sig, rører sig foran scenen. Du mærker underarmen første gang den strejfer din, det er nok til at sende den gammelkendte sitren igennem dig. Det er ikke mange kvinder her er, men det er ikke en mindre andel af dem der er smukke end dengang på flodprammen, det er bare på en anden måde. Mindre fremmedgørende, mere sortklædt og piercet, øl i stedet for drinks, tatoveringer i stedet for hud. Seføli har du lagt mærke til lige præcis hende, lidt fiksere alligevel, lidt ældre osse, og nu har hun lagt mærke til dig, og hver gang klyngen slynger én bagud, blir hun skubbet op mod dig. Første gang det sker, træder du et par skridt tilbage, høflighed bare, men da det går op for dig at hun osse gør det, og at hun blir stående der, selvom publikumsmassen hele tiden ændrer sammensætning, åbner og lukker sig , hvirvler rundt om sig selv, så blir du osse stående. Du lar din arm strejfe hendes igen, og da hendes lår blir skubbet op mod din hånd, åbner du den, strækker en finger ud, mærker hende, mærker hende hele vejen rundt i din krop. Under ”Blank” peaker det: Hendes røv støder mod dit skridt når hun kaster sig forover, du støder tilbage når du kaster dig bagover, sådan grinder I der, musikken er et alibi, I sørger for ikke at se på hinanden, men din pik ved godt hvad der sker. De går over i ”Shoplift”, og nu twerker hun dig simpelthen, kigger sig tilbage og smiler, det hele går på dig, du ku gribe fat i hende nu, føre din frie hånd, den der ikke holder den tomme ølflaske du skal ha pantet i baren for at få dine 50 cent tilbage, som om de stadig betød noget som helst nu; føre den hånd op til hendes ansigt, la fingerspidserne finde kindbenet, en antydning, nok til at få hende til at se op mod dig, cementere det der sker. Hvad det så er der skal ske videre, bare gøre det fuldstændig uomtvisteligt at det er den vej det må gå.

Det gør den frie hånd ikke. Den skyder i vejret som en knyttet næve, du brøler ”SHOPLIFT!” lige ved siden af hendes øre i kor med alle andre, dem bag dig puffer dig i ryggen, og du ryger ind i pitten, blir ført helt frem i den anden side af scenen, stemmer fødderne mod scenekanten og blir løftet op, Jimmy Bower skraldgriner mod dig, du hyler ekstatisk mens du bliver båret tilbage gennem flokken, så slipper klyngen dig langt ud i favnen på en venligt smilende mand med hestehale og et sympativækkende fuldskæg. Hvad dine egne behov end er lige nu, så kan de ikke hæve sig over massens, det forstår og accepterer du, det er sådan det bør være her. Bagefter klapper I, det er et ret aparte anitiklimaks til hvordan I har ageret med bandet under showet, alt for civiliseret, men showet er ovre, I er tilbage, og nu er det det I bør gøre, og gi krammere til dem der gir krammere, høre Mike IX rante færdig, klappe noget mere, så er det det, så var det det, det er gjort, og det gjorde godt.

Du møder hende på vej ud, I går imod hinanden, lar som ingenting nogen af jer, fanger højst hinandens blik så kort et splitsekund at det lisså godt ikke ku være. Du står på fortovet udenfor clubben og tar den skjorte på du har været så fornuftig at ta med, for hvis nu det sku blive køligt senere, som du har krammet i ølhånden under hele showet, og det er senere nu, men ikke specielt køligt, og du tar den bare på for at det ikke skal virke helt overflødigt at ha taget den med, såvel som for at trække tiden ud før du skal gå mod en metro mod en lånt sofa. Der kommer ingen efter dig, clubben tømmes ud i byen, som ikke engang har været standset mens I var derinde, alt fortsætter omkring dig mens du står der, som i en af de der musikvideoer fra dengang, hvor en person står helt stille på et gadehjørne, mens trafikken flimrer i fast forward omkring skikkelsen der bare står og hakker lidt. Som en af de der timelapses der er det vilde lige nu, hvor du har stået der i 12 år, mens månen har spejlet sig i Spree, og restauranten i fjernsynstårnet er drejet rundt over 105.000 gange, og i løbet af et halvt minut er dit skæg blevet fyldt med gråt, og lige nu er det det eneste der har ændret sig.

Men du vil vende tilbage, det vil du, du vil sove på en lånt sofa, og du vil få endnu en chance til at kneppe nogens søster. Så fuck det, fuck tid, fuck måneskinnet og floden.