Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.