Som tid

Som dengang jeg ikke ku vente på at mit hår voksede ud, så jeg ku klippe det ned igen, & nu ser jeg hver dag mig selv nogle millimeter nere usoigneret i spejlet uden overskuddet til at gøre noget ved det den dag.

Som dengang jeg prøvede at patinere jeans for at gi dem en historie, & nu kan jeg ikke forstå at de allerede er gået i stykker efter bare nogle år.

Som at beslutte sig for langt om længe at prøve at skrabe sodlaget af undersiden af stegepanden, diagnosticere gasblus som årsagen til det & så indse at det er 3 flytninger siden man overhovedet havde gas.

Som når ting i ens liv med et er 10, 20 år gamle, støvsugeren den man fik da man flyttede hjemmefra, pladespilleren den man købte som udvekslingsstuderende, den store kniv en indskydelse en dag i en eftermiddagsbrandert med en eks.

Som når man sliber køkkenbordet ned & lakerer det, & det står helt perfekt en eftermiddag, & man ved at man skal gøre det forfra om 2 år.

& en dag vil bordpladen være papirstynd.

Som ham fyren man læste om, der levede 27 år i et telt i skoven, & den visdom han tog med sig ud af skoven, var at Lynyrd Skynyrds sange er udødelige. & at Thoreau med sine 2 år ved Walden var en dilettant, som om det var tid alene det kom an på.

Eller som ham fyren på gaden fornylig, JUST A FUCKING TSHIRT henover brystet. På en sweatshirt.

Alene/i/teltheden

Det at jeg er alene i et telet, uden for et hus der er mennesker i jeg kender, betyder jo så ikke at jeg er nazi. Det kan osse bare betyde at jeg ikke kan tåle de katte der er i det hus sammen med de mennesker jeg kender.

Det at jeg er langt, langt ude på landet, betyder ikke at der er stille: Der er en mejetærsker på grunden ved siden af der arbejder på at få det hele ind, inden regnen kommer et stykke efter midnat. Dem i huset har sagt at han er kristen, mejetærskermanden, så på et tidspunkt vil der kun være mig og græshopperne herude, når det blir hviledag.

Det at Mælkevejen står så tydeligt over mig herude, betyder ikke at en portal åbner sig for mig. Det betyder at jeg kommer i tanke om en tarvelig popsang med O.M.D., og at jeg kommer i tanke om at jeg altid kommer i tanke om den popsang, når jeg ser Mælkevejen.

Man, you should have seen us
on the way to Venus
Walking on the Milky Way
It was quite a day
Hey hey
Hey hey
Hey hey.

Det er den mest stupide reaktion på at se Mælkevejen på nattehimlen at skrive sådan en sangtekst, det er derfor jeg kommer i tanke om den igen.

Det er derfor, det er pga. sådan noget jeg kommer til at fremstå nazi.

Brødristerklipning

Jeg drømte jeg
klippede håret med undersiden af en
brødrister de korte sorte
hår blandede sig med de forkullede krummer

Det siger noget om at min
underbevisthed er monstrøst dårlig
til at gøre sig begribelig
& jeg var på flugt
gennem stormagasiner & badehoteller
med min yngste søn
wesandersonske kulisser, grønligt det hele

Under havet i en dykkerklokke
har jeg ingen anelse om hvad
jeg sku studses for
man må gå undergangen & morgengryet
i møde med et vist format:
Åben pande, pudsede briller
krummebakken tømt, sagerne i roden
nogen at holde i hånden
fra først til sidst

Et hav af heaviness

Sådan som solen går
ned mellem skuret &
huset som fuglenes
kuldrede kvidren &
dryp-dryp-dryppen i
regnvandstønden længere
væk uophørligt havets
kværnen mod kysten som
jeg det første år i min
byboenfoldighed troede var
en tung trafik der ikke findes her

Det her findes her
Det er nødt til at være nok

Andre aftener findes
solnedgangen over byer
større end denne menneskemængder
musik til at overdøve det hele

Et hav af heaviness

Ikke-haven / Grubberubberubbe

Jeg binder roser op som
de tarveligste allegorier over
alt andet end sig
selv med tynd hvid, hvid
nylonsnor & tungt ladede
underarme flænget blodet
piblende frem rødt, rødt, rødt
huden flosset hvid & død
omkring sin symbolik & det
ligner stadig ikke en ordentlig busk:

Jeg gør det her uden
handsker, mand.

Under bræktræet

Det er
morgen og jeg har
ikke brækket mig og

der er
et alt hen over
helet og jeg har
placeret mig nænsomt
i det uden at
forstyrre atomerne og

det er
Skt Hans Dag der er
rester af bål fade
med mad øldåser
over restaltet her og

der er
en sirlighed i
det der er ladt
efter markører af
samhørighed og

det er
det at det
er der er
morgenheden at
alt har været.

I hver en by et bakkehus. Muligvis ikke i Herning

Hun prøver at fløjte henover kirkegården, men hun har dårligt luft til bare at fortsætte med at løbe, og der er heller ikke noget at være overtroisk for her, det ved hun. Der er tændt lys på flere af gravene i aften, det har hun ikke set før, ved ikke om det er fordi hun bare ikke har været her på det her tidspunkt før, eller om det er en særlig højtid hun ikke kender til. Hun er ikke inde i hvad man gør med døden, hvordan man behandler den, den er inden i hende, kun.

Hun leder efter det gravsted hvor der bare står ”ANDRE” på, uden accent. Første gang hun så det, var hun overbevist om at det var en Sartre-ting, der gik adskillige minutter før det gik op for hende at det andre var, ikke var Døden, men Helvede. Ellers havde det passet: At døden var De andre, og med De andre døde ville hun være frigjort fra den byrde døden var for hende.

Utrolig meget tænker hun på død.

Neden for kirkegården, under træerne hvor kragerne altid sidder og larmer, osse nu, så hun sidste efterår en kaninunge hænge flænset i buskene, snappet af en rovfugl der havde smidt den fra stor højde for at slå den ihjel på den måde, men som så ikke havde kunnet finde den igen eller var blevet skræmt af et et større rovdyr. Kragerne skider ikke på jorden under træerne. Det gør dem uvirkelige: Hun er blevet skidt på af fugle i alle større byer hun har været i, ud af det blå på Unter den Linden i Berlin, fra et fuglebur over bordet på en comedor i Habana Vieja, i skyggen under et træ i Battery Park, mens hun så ud på Frihedsgudinden som hun ikke havde tænkt sig at ta ud til, og prøvede at ignore en saxofonist. Og hun er kommet hertil for at være ikke-eksisterende overfor fuglene, hverken hende selv eller den sti hun træder, rører de.

Hun er kommet hertil for at forberede sig på sin ikke-eksistens.

Ovenfor kirkegården ligger Bakkehuset. I hver en by hun er passeret igennem ligger et bakkehus, altid den udmærkelse som noget særligt, der ikke er noget særligt. En myndighed der hævder sig uden staffage, hvor der end er en bakke. Overblikket, sikkerheden. Hun forestiller sig sit liv som en hede, som pampaen, uoverskueligt vidstrakt. Hendes bedstemor ønskede først at blive begravet under det cedertræ på toppen af bakken på kirkegården, indtil hun en dag kom forbi mens graverne havde frokostpause og sad og tømte ølslatterne ud i græsset omkring sig. Så affandt hun sig med at blive en tot græs på en firkant græs længere nede ad bakken.

Hun ville ønske hun ku utænke de sidste to tanker.

Hun ville ønske hun hørte guitarer klimte, mandoliner et sted, en stemme strække sig ud igennem skumringen som en hånd, åben, bydende, som en stemme, som nok i sig selv, som alt der var noget værd. Ville ønske nogen satte musik til dette øjeblik for at gøre det noget værd, og at hun var derinde hvor musikken kom fra, en del af den, noget for nogen der spillede den. Blive besunget, hun ville danse, ville hun, ta alt tøjet af og danse gennem tomme stuer til en musik der ikke måtte høre op, blive husket sådan.

Så dø. Hun ku dø sådan, i Bakkehuset. Kragerne ville ta vare på hende, De Andre og deres Helvede ville ikke længere komme hende ved. De ville ikke ku nå hende. Hun fløjter, mister pusten, er i dette øjeblik nogens akkompagnement på deres vej ind i døden, alene.

Tre årtier for sent, og af den helt forkerte grund: AC/DC 1973-2014

Det er midten af 80'erne, og min storebror forbereder sig på vores forestående charterferie sydpå ved at skære et 10 cm bredt AC/DC-logo ud i pap og beklæde det med sølvpapir for at ku lægge sig til at solbade med det på brystet i en uge, så han kan få en hvid AC/DC-tatovering.

Det er midten af 80'erne, og mine klassekammerater skriger og holder sig for ørerne da jeg spiller "Hells Bells" for dem i en musiktime. Min lærer mener at det nok ikke passer sig rigtigt for sådan nogle som os at høre. Jeg er enig, bare ikke i at jeg er sådan en.

Det er midten af 80'erne, og sammen med Van Halen og Iron Maiden er AC/DC verdens største band, selvom alle tre er på den anden side af såvel deres kunstneriske højdepunkt som deres første forsangerskift. Det er der ikke rigtig nogen der vil indrømme endnu, selvom der er nogle fyre på vej op der hedder Metallica, og som hverken har scenetøj, kæmpekulisser eller - gys! - keyboards.

Det er midten af 90'erne, der er gymnasiefest i provinsen, og der er rundedans og synkront støvletramp til "Thunderstruck", og det hinsides lamt. Der er ikke længere nogen der skriger eller holder sig for ørerne, bortset fra mig.

Det er midten af 00'erne, man behøver ikke længere tænke på AC/DC som et band man forholder sig til i nutiden, og kan glæde sig fuldstændig uforbeholdent over at se en gade opkaldt efter dem i en arbejderforstad til Madrid. Over at nogle venners venner døber deres førstefødte Angus.

Det er midten af 00'erne, bare nogle år senere, da AC/DC udgir et nyt album, og der er releasefest i et hjørne af Fona 2000. I et af vinduerne ud til Strøget står tre teenagepiger og danser i iturevne AC/DC-tees, cowboyshorts, netstrømper, hår, alt er iturevent, inklusive illusionen om at man kan se dem som sexede uden at føle sig bare den mindste smule pædo længere.

Det er midten af 10'erne, og AC/DC er vist nok netop nu ved at forberede en pressekonference, hvor de vil meddele at de trækker sig tilbage. Ikke på basis af nogen pludselig opstået selverkendelse, men fordi Malcolm Young efter et slagtilfælde og en efterfølgende blodansamling i hjernen ikke længere er i stand til at spille guitar som før. Det er helt galt og forkert.

Det er midten af 10'erne, og det er minimum 29 år siden AC/DC lavede deres sidste nogenlunde hæderlige plade, Fly on the Wall. Som ikke engang er en rigtig god plade heller, der skal man yderligere 5 år tilbage til Back in Black, og hvis man skal være rigtig hård, så skal man vel helt tilbage til Powerage for at finde deres sidste rigtig for alvor gode plade. Hvor det hele endnu ikke er reduceret til en røvballet formel.

Det er midten af 10'erne, og AC/DC er forlængst, og altså nu tilsyneladende osse endegyldigt, ophørt med at være deres eget. Det har hele tiden været vores, og det er på tide de holder op med at gøre krav på det. Jeg ville bare ønske der var en anden grund. Malcolm, mand.

Don Johnson leder efter et hjerteslag

Jeg vil jo gerne gøre det klart at det ikke er fordi jeg synes sexchikane i sig selv er sjovt, altså. I disse Roskilde-tider og alt sådan noget. Og det er ikke sjovt at Don Johnson engang for 10-15 år siden blev anklaget for at ha stalket en kvinde ud på dametoilettet på en restaurant, eller at han på det tidspunkt var tungt alkoholiseret: Det der er sjovt, er at der hvor Don Johnson står og prøver at charmere den her dame, og jeg forestiller mig ham naturligvis stadigvæk i det hvide hørjakkesæt, omend noget nusset nu, med sveden glinsende på panden, øjnene sejlende rundt i skallen på ham, tung bourbonånde og kun lige med nød og næppe og en hånd mod toiletvæggen i stand til at holde sig oprejst foran den skrækslagne kvinde; der vælger han som sit absolut tungeste skyts at synge sit enlige pophit fra 1986, "Heartbeat". Sprukken falset, sløret frasering, insisterende og allerede langt væk i sig selv, fordums storhed en kort stund genskabt der, og han kan se sig selv udefra, hvor uimodståelig han er, stadig er, det rammer ham sekundet før kvindens skrig og et par negle ned over ansigtet, og så er hun væk, og så står han der og tænker hva faen. Don Johnson er ret sikker på han ikke har gjort noget som helst galt, han har gjort noget helt specielt for den her kvinde, vist hende hvad hun kan betyde for en mand som ham. Han har satme været ude og lede efter et hjerteslag, lissom i sangen, ja, og nu har han følt det, og nu skal han kaste lidt op, og den hånd han tørrer sig over ansigtet med, har blod på sig da han holder den op foran sig, rystende.

Alt det her har jeg ingen dokumentation for, selvom jeg er fuldstændig overbevist om at jeg læste det et sted, da jeg for et års tid siden skrev en anden tekst om Don Johnson (det er sådan noget jeg gør), så nu har jeg lige skabt dokumentationen til mig selv der. Det var så lidt.

Kerry King på stranden, i sandet

Den sidste dag tegner jeg et Slayer-logo i sandet med storetåen og står og ser på det blive skyllet væk. Det gir ikke mening, det er der ikke meget der gir nu, og Slayer er lige der det forhåndenværende udtryk for meningsløshed, og derfor går jeg i gang med at at tegne et kæmpe billede af Kerry King i sandet, går rundt i store cirkler med højre fod pløjende igennem det tunge, våde sand. Der er ingen der spøger mig hvad jeg laver, ingen siger noget til hinanden, alle er lukket inde i sig selv, og inde i mig er Kerry King.

Det er ikke engang fordi jeg er specielt vild med Slayer eller den position de har på scenen, og specielt Kerry King har alle dage fremstået som et i særklasse usympatisk, brovtende og afstumpet dumt svin. Den dag han ragede de sidste forpinte lokker af og blev tribaltatoveret henover issen, blev han endelig til en endimensionel tegneseriefigur, og det har han virket ganske tilfreds med. Det er fordi han er en tegneseriefigur, det gir mening at tegne ham i sandet her, og det er alt det bøvede had han står for, det at tegne Kerry King skal eksemplificere.

Der er en pointe med det, men den er i bund og grund så dum og ærgerlig at den ikke er meget mere værd end Kerry King.

Oppe på vejen kværner en golfvogn igennem vandpytterne, et par midaldrende amerikanere i gennemsigtige plasticponchoer sidder med formiddagens første øl og glor mutte på den vej de langsomt lægger bag sig i jagten på et eller andet andet at lave end at ligge på stranden, når nu det ikke er vejr til at ligge på stranden. Det er der ikke: Der er ikke andet at lave her end at ligge på stranden, øen er 8 kilometer lang, nogle hundrede meter bred, det eneste der er udover strand, er hoteller og ufærdige hotelbyggerier. En landingsbane til dem der synes den halve times færgeoverfart fra fastlandet er uoverkommelig, når der skal drikkes formiddagsøl og races golfvogne. Regnstormen har stået på i en lille uge nu, en koldfront blæser ned fra USA. Deroppe køres det op til en katastrofe, her er det mest bare ubelejligt. Der er ingen der gider at det regner, folk drikker sig for fulde, sidder på hotelværelserne og stener telenovelas, vader op og ned ad den ene gågade hvor sælgerne står under markiserne og lover ganske særlige priser i dag på de samme varer som i går og i alle de andre butikker. Det er en meget lidt fremtidssikret økonomi, og lige nu er en uges regnvejr ved at slå bunden ud af den.

Kerry King ku selvsagt ikke være mere ligeglad med om det regner i Mexico, han regner blod på sin sandguitar, som han har gjort det i tre årtier. Et øjeblik er jeg tilbage på min kammerats teenageværelse, hvor vi stagediver fra kontorstolen over i hans sovesofa og ligger og brydes i en tomandsmoshpit der ligner noget helt andet, noget temmelig ladet noget som Kerry King ikke ville bryde sig om. Kerry King er osse homofob, det er klart, men lige nu kører riffet fra ”Raining Blood” i mit hoved, og jeg løfter min kone op på skuldrene for at vise hende mit værk, og hun synes jeg er åndssvag, og børnene synes vi er åndssvage, begge to, og sådan løser alt sig for en stund.

For tre år siden var vi et par dage i Tom Arayas fødeby, Viña del Mar. Vi boede et par uger i Valparaíso, men der var en enkelt nat hvor vores hotellejlighed var lejet ud på forhånd uden mulighed for at ændre det, så vi sku finde et andet sted at bo og valgte at ta til tvillingebyen Viña del Mar et par kilometer derfra og sove en enkelt nat på et billigt hotel og så gå på stranden og blive moshet igennem af stillehavsbølgerne. Og konstatere at Viña del Mar var en strandby som strandbyer nu oftest er, al oprindelig byidentitet skubbet i baggrunden af badedyr, badehåndklæder, kasinoer, pizzeriaer, patter og vrisne fædre. Det gav mening at det var sådan et sted der havde formet Tom Araya; tomt, overfladisk, meningsløst, misantropisk-hedonistisk. Dagen efter tog vi toget tilbage til Valparaíso, gik op ad bakken til veganerrestauranten og bestilte takeaway for at rense Slayer ud af systemet. En hund kom farende op til havelågen ud af ingenting og gøede af fuld hals, min søn skreg af rædsel, og jeg lodsede ud efter hunden og forstuvede foden på jernlågen. Men vi havde tofu, lissom Tom Araya har Gud. En gud der hader os alle, jo. Som Kerry King hader os alle.

I sandet pumper Kerry King løs på guitaren, det lange skæg med de store, latterlige frottéelastikker slår mod brystet og toppen af den tykke mave, og nu begynder det at regne igen, mens et hold dykkere vader intetænsende henover Kerry King. Det er til det bedste. Vi går i ly under palmerne, indtil vi indser at de ikke gir ly, og snart er vi gennemblødte igen. Så går vi tilbage på hotellet, mens stranden går tilbage til at være strand.