Det er midten af 80'erne, og mine klassekammerater skriger og holder sig for ørerne da jeg spiller "Hells Bells" for dem i en musiktime. Min lærer mener at det nok ikke passer sig rigtigt for sådan nogle som os at høre. Jeg er enig, bare ikke i at jeg er sådan en.
Det er midten af 80'erne, og sammen med Van Halen og Iron Maiden er AC/DC verdens største band, selvom alle tre er på den anden side af såvel deres kunstneriske højdepunkt som deres første forsangerskift. Det er der ikke rigtig nogen der vil indrømme endnu, selvom der er nogle fyre på vej op der hedder Metallica, og som hverken har scenetøj, kæmpekulisser eller - gys! - keyboards.
Det er midten af 90'erne, der er gymnasiefest i provinsen, og der er rundedans og synkront støvletramp til "Thunderstruck", og det hinsides lamt. Der er ikke længere nogen der skriger eller holder sig for ørerne, bortset fra mig.
Det er midten af 00'erne, man behøver ikke længere tænke på AC/DC som et band man forholder sig til i nutiden, og kan glæde sig fuldstændig uforbeholdent over at se en gade opkaldt efter dem i en arbejderforstad til Madrid. Over at nogle venners venner døber deres førstefødte Angus.
Det er midten af 00'erne, bare nogle år senere, da AC/DC udgir et nyt album, og der er releasefest i et hjørne af Fona 2000. I et af vinduerne ud til Strøget står tre teenagepiger og danser i iturevne AC/DC-tees, cowboyshorts, netstrømper, hår, alt er iturevent, inklusive illusionen om at man kan se dem som sexede uden at føle sig bare den mindste smule pædo længere.
Det er midten af 10'erne, og AC/DC er vist nok netop nu ved at forberede en pressekonference, hvor de vil meddele at de trækker sig tilbage. Ikke på basis af nogen pludselig opstået selverkendelse, men fordi Malcolm Young efter et slagtilfælde og en efterfølgende blodansamling i hjernen ikke længere er i stand til at spille guitar som før. Det er helt galt og forkert.
Det er midten af 10'erne, og det er minimum 29 år siden AC/DC lavede deres sidste nogenlunde hæderlige plade, Fly on the Wall. Som ikke engang er en rigtig god plade heller, der skal man yderligere 5 år tilbage til Back in Black, og hvis man skal være rigtig hård, så skal man vel helt tilbage til Powerage for at finde deres sidste rigtig for alvor gode plade. Hvor det hele endnu ikke er reduceret til en røvballet formel.
Det er midten af 10'erne, og AC/DC er forlængst, og altså nu tilsyneladende osse endegyldigt, ophørt med at være deres eget. Det har hele tiden været vores, og det er på tide de holder op med at gøre krav på det. Jeg ville bare ønske der var en anden grund. Malcolm, mand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar