tirsdag den 28. maj 2019

Afdanket, midaldrende intellektuel møder smuk, ung fan


Fremmede boghandler med bøger, man intet ved om. Komplet fordomsfri glanen henover hylderne, indtil noget stopper én, i virkeligheden det eneste, der burde stoppe én i en boghandel: En titel. Det har altid været noget af det bedste ved at rejse at gå i fremmede boghandler og finde nye bøger på den måde. Forfattere, man ikke anede eksisterede, fordi det gør de ikke der, hvor man kommer fra. Bøger, der bliver ens yndlingsbøger, fordi historien om, hvordan man fandt dem, hører med: Ham den ranglede fyr i Libros del Pasaje i Buenos Aires, der sagde, at jeg skulle læse Fogwill lige nu, fordi intet andet var lige så godt; indehaveren i den lille boghandel i Lastarria i Santiago de Chile, der spurgte, om jeg monstro var på udkig efter ny, chilensk litteratur, fordi jeg lignede sådan én, og fik mig til at læse Álvaro Bisama, fordi det var så benhårdt; hende i en boghandel i Göteborg, der gav mig Jörgen Lind i hånden, fordi der ikke var kommet noget nyt af Johannes Anyuru, og så videre und so weiter.