Fremmede boghandler med bøger, man intet ved om. Komplet fordomsfri glanen henover hylderne, indtil noget stopper én, i virkeligheden det eneste, der burde stoppe én i en boghandel: En titel. Det har altid været noget af det bedste ved at rejse at gå i fremmede boghandler og finde nye bøger på den måde. Forfattere, man ikke anede eksisterede, fordi det gør de ikke der, hvor man kommer fra. Bøger, der bliver ens yndlingsbøger, fordi historien om, hvordan man fandt dem, hører med: Ham den ranglede fyr i Libros del Pasaje i Buenos Aires, der sagde, at jeg skulle læse Fogwill lige nu, fordi intet andet var lige så godt; indehaveren i den lille boghandel i Lastarria i Santiago de Chile, der spurgte, om jeg monstro var på udkig efter ny, chilensk litteratur, fordi jeg lignede sådan én, og fik mig til at læse Álvaro Bisama, fordi det var så benhårdt; hende i en boghandel i Göteborg, der gav mig Jörgen Lind i hånden, fordi der ikke var kommet noget nyt af Johannes Anyuru, og så videre und so weiter.
At læse førstesætninger og bedømme hele resten af værket ud fra, om ens nysgerrighed bliver pirret tilstrækkeligt: Dengang jeg stod i en anden porteño-boghandel – altså en boghandel i Buenos Aires – og læste mine første linjer nogensinde af César Aira i bogen El marmól, marmorkuglen: “Da jeg trak bukserne ned, bøjede jeg hovedet og så på mine ben, genitalierne, lårene, en tredimensionel samling, solid, med en let anstrengelse løftet fra den overflade, jeg sad på. Synet var en behagelig overraskelse.” Hvad for noget? Det var så på én gang vulgært og nøgternt sært, at jeg var nødt til at læse først den lille roman om rumvæsener, kinesiske købmænd og en marmorkugle, der samler det hele, og derefter en god portion af resten af hans vanvittigt omfangsrige forfatterskab – p.t. er han oppe på 71 romaner, hvoraf så meget som fire er oversat til dansk.
Det er fint nok at gå i bjerge og på museer og drikke nye øl og snakke i timevis med mennesker, man lige har lært at kende, og alt det der jazz, men det har svært ved at måle sig med den følelse, jeg får, når jeg finder den bog, jeg ikke anede, at jeg skulle finde.
Døgenigte & digterspirer
Så jeg forstår ikke, hvorfor det er blevet sværere på det seneste. Bevares, ét er, at det kan være svært i en mindre provinsboghandel, selvom jeg selv har arbejdet i sådan én og gjort mit bedste til, at det overhovedet ikke skulle være svært for dem, der kom der. Men jeg har stået i efteråret i Strand i New York, boghandlen to end all boghandler, og ikke kunnet finde én eneste yngre, amerikansk forfatter, jeg ikke væmmedes lidt ved, når jeg løb stakkene og reolerne igennem. Fornylig har jeg så gjort forsøget igen på Tenerife, fordi det ikke skulle hedde sig, at min forudindtagethed var gået hen og blevet til blasérthed, så jeg slet ikke længere ville kunne genkende en god bog, hvis den stod på hylden og skreg mig op i ansigtet.
I Los Cristianos et par kilometer fra det hotel, hvor jeg var indlogeret med en større gruppe Tidende-læsere, havde jeg hjemmefra i branchebladet Bogmarkedet læst en anbefaling af Librería Bárbara, og det var da også en rigtig boghandel, som man siger: Sådan én, der har en vis vægtning af bøger i forhold til alt det andet papir og postkort, en boghandel nu engang også altid har skullet have. Men jeg brugte en halv time på at finde én eneste bog i hele boghandlen, som jeg havde lyst til at læse, og selvom plottet i Juan Gómez Bárcenas El cielo de Lima, Limas himmel (som den gudbedredet hedder, men det er der trods alt en god undskyldning for), hvilket sådan set er ret godt, er det ikke, fordi førstesætningen slår benene væk under én: “Til at begynde med er det blot et brev, der er blevet skrevet om mange gange, allerkæreste ven, ærede poet, min fineste herre; en ny begyndelse på hver eneste henvendelse, der ender sammenkrøllet under skrivebordet, strålende i det spanske sprog, ærværdige Ramón Jímenez, beundringsværdige mester, følgesvend.” Eller jo, det er kringlet og langtrukkent nok til at pirre min nysgerrighed, og selve historien om to rige, unge døgenigte og digteraspiranter fra Lima i Peru, der som tidsfordriv i 1904 begiver sig ud i en længere korrespondance med en spansk digter, hvor de giver sig ud for at være en ung, kvindelig beundrer, som henad vejen forfører både digteren og den ene brevskriver, er sådan set heller ikke dum.
Det er en god nok bog, sådan lidt José Saramago-light, der er lidt historie med, den foregår på baggrund af den store generalstrejke i Lima i starten af 1905, krigen med Chile lurer i fortiden, men det er ikke én af de bøger, jeg kommer til at gå og glædes over at huske, hvordan jeg fandt.
Den middelmådige passion
Så nogle dage senere prøvede jeg igen i hovedbyen Santa Cruz: Hvor var den bedste boghandler i byen, spurgte jeg mig for på den café, hvor jeg spiste frokost. Og fik det nedslående svar, at der ikke rigtig var nogen længere. De 203.000 indbyggere i Tenerifes største by gider da ikke læse bøger, hallå! Jeg måtte tage videre til universitetsbyen La Laguna, der ti kilometer længere inde på øen og en halv kilometer højere oppe i bjergene har andet at tage sig til end badestrande og smagløse fascistmonumenter (for sådan ét har Santa Cruz på sin hovedplads, men dét er en anden historie). Her må de 150.000 indbyggere formodes at have hovedet i skyerne og næsen i bøgerne, og jeg fandt da også en rigtig boghandel efter at have spurgt mig for i en lidt mindre rigtig boghandel.
I El Águila – ørnen! – er skønlitteraturen ikke bare sorteret alfabetisk efter forfatternavn eller opstillet efter genre: Her står de samlet efter de forlag, der udgiver dem, for som enhver bogsnob ved, siger forlagets profil mindst lige så meget om bogen, som titlen gør det, og det er en oplagt mulighed for netop at opdage nye forfattere, også for de lokale, der kommer mere forudindtagede end mig. Men det var også her, jeg fandt ud af, at det måske alligevel ikke bare var mig, der var blevet blasert. For man skal selvfølgelig passe på med at fælde hurtige domme over et lands litteratur, men alligevel: En ikke nødvendigvis fyldestgørende undersøgelse foretaget ud fra ikke videre akademisk redelige kriterier demonstrerede, at når det gælder skønlitteratur af den alvorlige, respektable slags, findes der i Spanien for tiden lige præcis to forskellige romaner.
Der er romanen om den midaldrende, mandlige forfatter/journalist/litteraturprofessor, der i en eksistentiel krise har en affære med en smuk, ung kvindelig fan. En rigtig én, ikke en opdigtet som i den bog, jeg skrev om ovenfor. Og så er det alligevel svært ikke at læse det som en smålummer og heldesperat fantasi fra forfatterens side. Som gudhjælpemig uvægerligt præsenterer det som “en roman om kærligheden som en maske for begæret og passionen, hvis storhed bærer sit eget fald i sig” og blah-blah-blah.
Og så er der romanen om den midaldrende kvinde, der ser tilbage på det liv, hun har brugt på at tilsidesætte sine egne behov for sin mands og sine børns skyld, men nu oplever hun endelig den store, brusende kærlighed, eller også tænker hun tilbage på dengang, hvor hun ærbart lod den gå i sig selv igen.
Så vidt de fremmede boghandler, så vidt fordomsfriheden, så vidt den umiddelbare begejstring. Jeg tøffede ud igen med en bog af Elisa Victoria under armen om en niårig pige, der ser hele verden forsvinde efter Verdensudstillingen i Sevilla i 1992, fordi den bog trods alt ikke handlede om nogen af delene, og fordi jeg aldrig havde hørt om Elisa Victoria før. Og jeg tøffer ind i en boghandel igen, næste gang jeg er ude at rejse. Det skal nok lykkes mig at blive overrasket og henrykt adskillige gange til. Selvom det altså bliver sværere.
 |
| Foto: John Michael Thomson |
Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende lørdag d. 27. april 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar