Det håner mig.
Som om det ikke var nok, at jeg snotforkølet befinder mig i en råkold betonhal i Nexø lørdag formiddag, ligger min niårige søns ekstra skateboard ved mine fødder og håner mig, fordi jeg ikke står på det. Jeg skal ikke skate: Jeg er helt stoppet til i hovedet, og det har gjort noget urovækkende ved min balancesans; jeg skal holde øje med den toårige, der smyger sig ind og ud mellem de store skatere på sin storebrors løbehjul; jeg – jeg er ikke særligt god.
Overhovedet.
