Lidt mindre end middelmådig

Det håner mig.

Som om det ikke var nok, at jeg snotforkølet befinder mig i en råkold betonhal i Nexø lørdag formiddag, ligger min niårige søns ekstra skateboard ved mine fødder og håner mig, fordi jeg ikke står på det. Jeg skal ikke skate: Jeg er helt stoppet til i hovedet, og det har gjort noget urovækkende ved min balancesans; jeg skal holde øje med den toårige, der smyger sig ind og ud mellem de store skatere på sin storebrors løbehjul; jeg – jeg er ikke særligt god.

Overhovedet.

Og jeg er forlegen over at lade andre se det. Andre niårige, teenagerne, deres forældre. Lade dem se mig trille lige så langsomt henover gulvet og lige nøjagtig rumle et par håndsbredder op ad rampen, inden jeg mister kontrollen over brættet og skyder det væk under mig i retning af nogle rædselsslagent hvinende mindre børn på løbehjul. Klodset vende det med alt for høje lyde, der vil ekkoe gennem hallen. Give op efter tre forfejlede forsøg. Eller ryge på røven, slå en revne i halebenet, få en hjernerystelse, vride om på anklen eller bare forstuve håndleddet, så jeg ikke kan køre mine egne børn hjem i sikkerhed igen. Hvis de da ikke er stukket af i mellemtiden, fordi jeg ikke har holdt øje med dem.

Det er det ikke værd. Jeg kan hænge ud op ad pallemøblerne med en kop kaffe og en endeløs strøm af snotklude til at trøste mig. Jeg kan nikke med på den 90’er-hiphop fra min yngste ungdom, der spiller i salen, jeg kan sige smile far-stolt af den toårige overfor de andre skaterfædre, når han synger med på KRS-Ones ‘Sound of da Police’, vide, at jeg har opdraget ham ordentligt, har styr på mine prioriteter.

Men jeg kan ikke skate.

Tilbage til firserforstaden

Man kan med en vis ret spørge, hvorfor én, der aldrig har lært at skate for alvor, overhovedet skulle føle trang til at gøre endnu et forsøg på at lære tricks som 43-årig. Jeg er ikke blevet skilt, så jeg skal realisere mig selv, og jeg er blevet ved med at få børn, så det er heller ikke, fordi jeg har fået mere mig-tid, som jeg skal finde noget at fylde i.

Jeg vil bare gerne skate, fordi det ser fedt ud.

Skateboarding har været en integreret del af den kultur, jeg er vokset op med i 80’erne og 90’erne. Ikke bare Marty McFly i ‘Tilbage til Fremtiden’: I al den musik, jeg hørte og stadig hører, har skateboarding været et underforstået grundelement i kulturen. Det tyske hardcore punkband Spermbirds sang ‘My God Rides a Skateboard’, californiske Suicidal Tendencies var ‘Possessed to Skate’, Faith No More ville hellere skate til stranden end betale penge for en busbillet, og så videre und so weiter. Hardcore punk og hiphop er den musik, man hører, når man skater; man skater, når man hører den musik. Jeg har en bog stående, ‘Declaration of Independts’ [sic], hvor en række af mine personlige musikhelte beretter om deres forhold til skateboarding, og hvad det har betydet for deres indstilling til musikbranchen; jeg har et langdigt stående af argentineren Jonás Goméz om at skate; de første par digtsamlinger, jeg læste af svenske Johannes Anyuru, der senere blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, handler om at skate og hænge ud. En anseelig del af min garderobe udgøres desuden af tøj- og skomærker, der er udsprunget af skatermiljøet: Det fylder en del i mit liv, kan man roligt sige.

Jeg vil gerne skate, fordi jeg bør gøre det.

Det er lidt som dengang, jeg blev vegetar: Alle i den musikscene, jeg var og er en del af, var vegetarer, og jeg kunne ikke komme på nogen god grund til, at jeg ikke også skulle være det så.

Der var bare ingen, der skatede i det parcelhuskvarter i udkanten af Odense, hvor jeg var barn og teenager. Og jeg ville heller ikke dengang være den første til at blamere mig, så jeg lærte det ikke, dengang jeg skulle have lært det. Dengang jeg var frygtløs og ikke kunne slå mig.

Fem minutters udødelighed

Jeg kan slå mig nu.

Og det vil være til gene for andre end mig selv, hvis jeg gør det. Ikke bare de to midterste børn, som vil være nødt til finde en anden måde at komme fra Nexø til Rønne: Da jeg begyndte at skate på arbejde på det longboard, jeg købte i sommer, sagde én af grafikerne med bekymring i stemmen, at hun håbede, jeg brugte håndledsbeskyttere. Af ren og skær omsorg for mit ve og vel, naturligvis, og så måske også en lille smule, fordi de ville være på den, hvis de skulle til i al hast at finde en vikar, der kunne lave efterårets magasiner, tillæg og temaer, fordi jeg var skvattet og havde brækket alt muligt, så jeg ikke kunne banke bogstaver ned i et keyboard og levere indhold.

Så galt er det ikke gået endnu. Et longboard er at flyderbræt: Langt og tungt med bløde hjul, så man kan rulle henover asfalten i mageligt tempo. Det duer ikke til at lave tricks på, og det er godt sådan.

Men da jeg var med den niårige inde og købe et nyt og bedre skateboard til ham i mellemdagene, blev jeg alligevel grebet af det. Det kunne være fedt at kunne bare lidt. De helt simple ting. Køre i bowls og halfpipes, lave en ollie, aire, grinde, alle de der udtryk, jeg nogenlunde ved, hvad betyder. Ophæve tyngdekraften, give pokker i knubs, føle mig usårlig og udødelig i fem minutter.

Problemet er, at jeg kom til at sige det højt til den niårige. Og nu har han et ekstra bræt, så jeg kan øve mig på hans gamle. Han vil godt lære mig det. Jeg kom til at love ham, at det måtte han. Et nytårsforsæt, som trods alt var mere realistisk end at tabe mig fem kilo, drikke mindre whisky, lade være med at begynde at snuse igen, skælde mindre ud, lave mine yogastræk regelmæssigt og alle de andre gamle januartravere.

Giv afkald på det exceptionelle

Men nu vil jeg ikke. Tør ikke. Er blufærdig, ærekær, dødsangst. Selvom jeg er gammel nok til, at jeg burde strunte i forfængelighed og bare gøre det.

Det var nemlig ikke en 40-års-krise, der fik mig til at købe det longboard i sommer, men 40-års-afklarethed. Som en art kompensation for vigende tindinger, tiltagende skjortetranghed og en stadigt voksende virtuel dynge af manuskriptafslag fra forlag fik jeg endelig slået mig til tåls med min egen middelmådighed. Som børn og unge forventer vi at blive exceptionelle indenfor det felt, vi udser sig som vores: Vi vil ikke affinde os med mindre. Som voksne lærer vi at affinde os med dit og dat.

Jeg kan se i det i den niårige, når han skater, og hans storebror i de ting, han foretager sig. De vil ikke acceptere mindre end at være de bedste til det, de gør. Og måske er det den bevidsthed, der medfører, at de ikke altid er lige villige til også at gøre den indsats, det kræver at blive bedre end bare gode til det, de har talent for. Sådan havde jeg det selv med den guitar, jeg ikke gad at øve mig i skalaer og akkorder på, da jeg var på deres alder, så jeg ret hurtigt gik fra at være lovende til middelmådig til lidt mindre end det og til sidst til ikke rigtig noget.

Nogle årtiers klampede istandsættelser og hjemmereparationer, uafsluttede uddannelser og uopfyldte nytårsløfter senere har jeg erkendt, at det højeste, jeg kan gøre mig håb om at stile efter, er lidt over middel. Og i det meste må jeg affinde mig med lidt under. Hvis jeg anstrenger mig.

Men det er det også værd.

Det er det værd, hvis jeg rent faktisk kan bide skammen i mig og lade min overbærende dreng fortælle mig, hvordan jeg skal gøre. Forsøge, falde, slå mig, rejse mig, forsøge igen. Indtil den sidder der.

Så nogenlunde.

Det kommer ikke til at blive yndefuldt. Det bliver ikke rigtig godt. Måske lidt under middelmådigt. For min alder. Hvis jeg anstrenger mig. Det bliver ikke sejt. Men sejere end at stå ude i kanten og ikke forsøge.

Problemet er, at jeg kom til at sige højt til den niårige, at jeg gerne ville lære at skate. Og nu vil han lære mig det. (Foto: Jon Albjerg Ravnholt)

Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende 18. januar 2020.