Gæstefeature hos Passive/Aggressive

Det sker stadig at jeg skriver om musik på sådan en tilnærmelsesvist konkret måde, og når det sker, så kommer det uvægerligt til at handle om Satan. Det gør det i hvert fald i denne gæstefeature på Passive/Aggressive-bloggen, hvor jeg har skrevet om Afghan Whigs' Congregation. OK, skrevet om coveret til den, mere end noget andet.

http://passiveaggressive.dk/afghan-whigs-congregation-john-curleys-morke-linje/

Stokroser, omvendte kors; en kniv parat

Der går en fyr rundt i den by jeg bor i med et omvendt kors tatoveret i panden. Fra hårgrænsen ned til mellem øjenbrynene, en lille centimeter tykt, sort, helt simpelt: Et omvendt kors.

Det kan der være så mange gode grunde til at have, nok mest oplagt at man f.eks. er satanist, men alligevel: Det undrer mig næsten mere at møde nogen, som hævder slet ikke på noget tidspunkt at ha overvejet om de sku få tatoveret et omvendt kors i panden. Her er så bare en der har gjort det, og som nu er ham der går rundt i den lille by med et omvendt kors i panden. Han behøver ikke rigtig noget andet til at definere sig længere, der er taget hånd om identitetsmarkørerne der.

Jeg har endnu ikke mødt nogen andre der har set ham.

Det er det der undrer mig: Det er en ret lille by jeg bor i, trods alt, og selv i en større by ville ham her alligevel skille sig ud, men hver gang jeg har nævnt ham, har folk bare sagt at nåh, ham har de ikke set. Jeg har prøvet at forklare det med at det er lidt ligesom med gravide der ser barnevogne overalt, så ser metallere omvendte kors overalt, men den holder ikke. Jeg har set ham sidde udenfor bageren på torvet med et krus kaffe og en basse, smilende, jeg har set ham i supermarkedet købe yoghurt, jeg har set ham stå og ryge udenfor isenkræmmeren, set ham gå i raskt, selvsikkert trav forbi kirken, set tårnet kaste sin skygge på ham: Det er ikke fordi han gemmer sig, han er i bybilledet.

Og der er ingen andre end mig der har set ham.

Det jeg formoder at det må betyde, er at han er en art projektion af noget inden i mig: Han viser mig noget jeg osse er, udover den pæne, ansvarlige, gode samfundsborger jeg trods alt først og fremmest er. Jeg går i skjorte, jeg studser mit skæg jævnligt, klipper min græsplæne og skovler sne væk, stemmer til alle valg og smider mine bukser ud, når der er gået huller i dem som ikke længere kan lappes. En gift mand, familiefar, arbejdende endda, og det i disse tider: Alt det, og så går jeg hvileløst rundt i den lillebitte bys brostensbelagte, stokrosekransede gader og bliver forfulgt af en smilende fyr med et omvendt kors i panden.

Et eller andet sted er der noget, som noget i mig åbenbart mener jeg har svigtet. Jeg har en kniv på mig nu. Man må være beredt til hver en tid, og der er noget der skal beskyttes mod en andethed i mig.

Let the Churches Burn

Brødnid

Det er et godt brød, men det er helt skævt. Det står der på et skærebræt på køkkenbordet, efterårssolen står lavt ind ad vinduerne, det er meget smukt, det lys, helt gyldent, men det er osse ubønhørligt: Det brød, det er skævt. Skærefladen går i en vinkel på 15 grader fra bunden til toppen og så meget som 20 grader fra den ene side til den anden – og de gradsangivelser skal naturligvis tas som det slump de er, det kan sagtens være det er 12 eller 23 grader, sådan noget kan man ikke nødvendigvis bare lige se med det blotte øje, hvis man ikke er vant til at vurdere hældningsgrader, men hvis man var lillebitte og sku cykle henover skærefladen på det rugbrød, så ville man få brug for sine bittesmå lårmuskler til at komme op ad den hældning. Og nogle dæk der ku klare ujævnt terræn, for selvom skærefladen er bemærkelsesværdigt plan i forhold til hvor skæv den er, så er det et godt brød med masser af kerner og og solide, seje krummer, selv her på tredjedagen efter det blev bagt, så det blir en bumletur.

Men der er ikke nogen, selv ikke nok så små, der skal køre på det brød. Heller ikke selvom det egentlig ku være lige meget, for nu er det alligevel helt skævt, og så er det hele ødelagt, men stadigvæk. Pis af. Det skal bare stå der på skærebrættet i det gyldne lys og minde om imperfektion, om gode intentioner, misforståelser, koldkrig. Det er sådan noget folk blir skilt over, når brødet blir skåret skævt, osten udhulet, når der ligger halve æbler over det hele. Hvis man var alene ville man selv fuldstændigt være herre over hvordan brødet blev skåret. Det ville nå at blive tørt og smuldre inden man var igennem det, fordi man var alene om det, men det ville ha en smuk skæreflade.

Det er det ikke nødvendigvis værd, men overvejelsen er uundgåelig. Brødet er tavst som skammen over den overvejelse. Så går man i gang med at skære af det, skæve skiver, man retter op på det uden at lade noget gå til spilde, det er der ingen grund til. Fem skiver inde har brødet genfundet sin ideelle form, det er helt lige, man ville ku bygge huse ovenpå det til nogen der var bittesmå og havde det svært med skråninger, og man betragter det tilfreds, inden man lægger det ned i posen igen. Det kan sagtens holde en dag til, det er et godt brød. Nu skal man i gang med at spise fem skæve skiver rugbrød med kokset ost.

Til fyrtårnet: Elektrisk vinterlandskab med grødis

Det er den rigtigste vintermorgen i hundrede år.

En af den slags man længes efter alle de andre vintres morgener hvor det bare er sort brudt af gråt og slam og regn med en temperatur omkring de 5ºc; det sner hele natten og er skiundertøjskoldt, Jylland lukker og bæltekøretøjerne sættes ind, tanks bringer pensionistmaden ud, og alle andre må bare lisså stille og roligt acceptere at ingen møder er uopsættelige og håbe på at sne inde.

Det er kranken-frosset-fast-på-cyklen-tid, fuldskægstid, Oneohtrix Point Never- og morgenkaffe på altanen med hue og skutten sig-tid: Sneen powermediterer sig ind i sjælen på en og tvinger åndedrættet i vatter.

Det er specielt kulden, men sneen er det håndgribelige bevis på den kulde der får os til at føle os mere ægte og norsk-barske; vi kan ikke undslå os for at mærke naturen, selv herinde i byen river den i os og banker rundt i bihulerne. Det er på tide at erkende at vi er en del af noget og tage ansvar for det.

Det er, som jeg skrev engang for mange verdener siden, en perfekt dag til at tage sin slæde langt ud over de sneklædte sibiriske stepper, finde sig et godt sted at drikke en sidste flaske vodka under tæpperne, mens solen glimter i sneen og varmer den smule af ansigtet der ikke er dækket af tørklæder og hue mod den metalliske kulde, inden man skyder hestene, slutter læberne om geværløbets varme munding, et *plof*, dæmpet af snemasserne. Og så ellers støt fyge til og først dukke mumificeret frem når sneen smelter og liljerne i dens sted lægger sig i et hvidt lag over de grønne stepper.

Den vinter barrikaderede jeg mig med Pasternak-digte, vodka i forgyldte teglas og et boxset med Maria Callas-arier hvor en af pladerne ved en fejl havde fået trykt Judas Priest på den ene side, men de tog aldrig rigtig fat som nu.

Søerne er frosset til og i sneen ved Johnny Louises Bro er der nogen der med meterhøje bogstaver har skrevet ”Hvis lyset tager oss”, og det er tr00 kvlt og ret dumt, men meget i den samme ånd.

Jeg tager ikke nogen slæde ud over nogen stepper, bæller ikke vodka eller hører klassisk eller noget: I stedet løber jeg ud til fyrtårnet hvor selv havet er frosset til ud langs molen, og helt ude på spidsen sitrer grødisen rundt omkring mig. Der ku stå én og spille trompetfanfarer inde på land lige nu, men det er osse OK at der ikke gør det.

Fucking Djævlen midt i det hele

Den nat så jeg Djævlen, eller hvad der nu for en opdraget og bekendt og erkendt ateist gør det ud for den størrelse; et eller andet psykologisk tjums som et forsøg på en forklaring på hvad der er noget så stort og massivt og ufatteligt inden i en selv at det blir skudt ud af kroppen og over i en projektion af hvad man indeholder af lort og lede. Djævlen som en anskueliggørelse af at jeg var massivt fucked. Det var jeg godt klar over jeg var, det behøvede jeg ikke sådan en gang paranormalt hejs til at fucke mig yderligere op, men det at min fucked ophed ligefrem manifesterede sig i en religiøs vision ku jeg som sådan en der ikke anså sig selv for at være en skid spirituel kun tolke som et tegn på at jeg virkelig var ude i tovene. Nogen, som altså var mig selv hvis vi følger min ikke-trosbekendelse, min egen erkendelse frigjort fra mig selv, uerkendt af mig før den tog mig kraven; nogen ville mig noget og ville det alvorligt nok til at være trådt uden for mig selv for at få min opmærksomhed over på hvad det var jeg var ude i.

Før denne nat havde jeg haft to syn i mit liv, begge som barn, begge et sted mellem søvn og bevidsthed, som er der hvor man er mest åben overfor sånoet eller bare allerede drømmer, alt efter hvordan man vælger at se på det. Jeg er ikke kategorisk afvisende eller skeptisk, jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers sku se på det, jeg har ikke begrebsapperatet til det. Første gang så jeg min storesøster, som lige var flyttet hjemmefra, stå og fnise som en heks på mit værelse. Det gjorde hun så tit da hun boede der, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun altså var flyttet, så hun jo ikke ku stå der. Anden gang så jeg en dreng fra min klasse, som jeg ikke ligefrem var venner med men heller ikke ligefrem havde noget udestående med, allerede dengang stod det klart at der ikke var ondt skabt i ham og at han nok i virkeligheden var ganske let enfoldig, og i mit syn stod han da osse med en undertrøje på hovedet der sku gøre det ud for langt hår. Jeg tror han prøvede at ligne David Lee Roth. Det var ikke i sig selv skræmmende, spooky, men ikke skræmmende som sådan, mest af alt mærkeligt, og det eneste skræmmende var strengt taget at han var der i mit værelse, sådan bare lige, men det var så osse det.

Mine to hidtidige syn havde altså beredt mig på at den slags ikke nødvendigvis behøvede at være vildt spektakulære, ingen brændende tjørnebuske, trehovedede kalve eller dansende dværge, bare hverdagen i al sin gru, og at det heller ikke var givet at de ville sige mig det helt store, ikke engang i gåder, bare være nok i overhovedet at være der. Syner der siger halløj, du ser syner, mand, hvad vil du gøre ved det?

Den nat jeg så Djævlen var det årevis siden jeg havde haft de to syner, det var slet ikke noget jeg tænkte på jeg havde oplevet før efter denne tredje gang, men jeg vil medgi at jeg var i en tilstand hvor jeg var modtagelig overfor sånoet, mit hoved var alle vegne og ved at eksplodere af det mens jeg cyklede ad landevejen ud til min kæreste. Hvad jeg så var en mand kommende gående imod mig på cykelstien, helt hvid, klædt i hvidt, og jeg trak ud for at undgå ham. Og så var han der ikke da jeg sku ha passeret ham. Mere var det ikke, alt andet er efterrationalisering og staffage: Hans ansigtsudtryk (fokuseret på noget helt andet end mig, skulende), hans tøj (hvidt som sagt, en vindjakke, muligvis en polo indenunder), hans hår (rødblond, nyvasket, tyndt, længere end rigtig kort, sideskilning), hans bygning (middelhøj til decideret lille af sig, sammensunken, begyndende mave), hans alder (i fyrrerne): Det er en fantomtegning som kun tjener til at konstatere at Djævlen er ansat i en bank, hvad vi vel havde en anelse om alligevel. Det der er vigtigt for synet, det der er synets funktion, er min reaktion, og den var at jeg var lige ved at køre i mølledammen, undveg og cyklede ind i selve møllen i stedet. Så stod jeg der og var chokeret og ikke kommet nævneværdigt til skade. Og så cyklede jeg videre hjem til min kæreste og lagde mig i sengen ved siden af hende, og så kom effekten for fulde hammer.

Jeg havde forsøgt at fortælle hende at hey, jeg havde set et spøgelse eller noget, og hun havde vendt ryggen til og sovet videre, træt af mit pis, træt af at jeg forstyrrede, træt af at jeg kom og ikke engang ville knalde hende, og så lå jeg der med brystet blottet mod natten og lod det hele ramme mig, bang! bang! bang! Jeg var ude af stand til at røre mig, ku bare mærke rædslen smyge sig ind til mig, mens trykket på mit brystet blev tungere og tungere og jeg følte mig trukket ned i et dynd jeg ikke ku gøre mig fri af, hvordan rødderne viklede sig rundt om mine ben, mine arme, mit bryst, og jeg ville bare så gerne rejse mig af det dynd, hæve mig over det som en anden person – faktisk en helt specifik anden person, en fyr jeg kendte i periferien af resterne af min vennekreds, og som jeg må ha forestillet mig levede relativt ubekymret, fri for nætter som denne, og med masser af damer. Det slår mig nu at han om nogen i en religiøs tolkning sikkert ville være den virkelige Djævel i min åbenbaring, Fristeren, og jeg var så fucking ligeglad på det tidspunkt, jeg ville ha givet hvad som helst, min martrede sjæl ku de ha fået med oven i hatten hvis det var, bare jeg ku slippe for det jeg gennemlevede de timer.

På en eller anden måde var jeg klar over at den eneste måde jeg ku slippe for det var ved at gøre en ende på det, det var den eneste udvej jeg så på det tidspunkt. Det er den eneste gang jeg har overvejet selvmordet; ikke den eneste gang jeg har koketteret med det, for det har jeg så rigeligt, men den eneste gang jeg har været derude hvor det var en reel overvejelse hvor det kom an på hvad jeg lige havde for hånden at klare det med, og det var på det det faldt; det handlede ikke om at begå og ha begået selvmord, men bare om at blive fri for det hele.

Det er det der er Djævlen.

Og hvis jeg virkelig i de timer troede på at det var Djævlen jeg havde mødt, hvordan sku det så på nogen som helst måde ku udfri mig at dø? Det gir ikke mening, intet af det gir mening. Til sidst lykkedes det mig at hulke mig selv så langt ud at jeg mistede bevidstheden og bare sov nogle timer, og det tog toppen af, og selvom det hele ikke var meget mindre ad helvede til næste morgen, var det det ikke nær så presserende. Det lykkedes kæresten at få mig til at knalde med hende og så tog hun afsted, og jeg samlede mig sammen og tog selv afsted og lod natten tilbage på værelset med sin Djævel.

Jeg tror ikke jeg ku tro på nogen Djævel, det gir ingen mening for mig at sku gøre det. Det er for finit, ligesom ondskaben som begreb, og jeg er for organisk indstillet til finitter. I en større helhedstankegang gir en Djævel slet ingen mening, Djævlen gir kun mening som et – overleveret – udtryk for en ubalance i den enkelte. Djævlen ligger i detaljen, så at sige. (Det ved jeg ikke om gir mening i denne sammenhæng, faktisk, men det forekommer mig at sige noget eller i hvert fald være på sin plads lige her.) Det var ham jeg så den nat, og det siger bare noget om at det let bliver en adopteret religiøs forståelsesramme man uforvarende planter sig selv ind i når man forsøger at begribe det horrible, når han død og pine er en ”ham”, helt ærligt.

I virkeligheden er jeg nok mest af alt lidt skuffet et sted over at jeg ikke så floder af blod, byer styrte sammen, horder af maskeklædte mexicanske fribrydere, dyrene sluppet løs fra zoo, himlen flækket, havet åbne sig; bare en gut i vindjakke med topmave og vigende tindinger. Det var den Djævel det var mig undt: En vision om hvordan jeg ku ende med at ta mig ud for sådan en som mig, hvordan jeg forestillede mig jeg var ved at ende, ikke i en blodpøl men i en vindjakke.

Den nat så jeg Djævlen og ku ikke helt blive klog på hvad han ville mig, andet end hovere.