2013 på pladespilleren: Udenfor nummer

Det skete faktisk, skete et år til: Der kom alligevel så tilpas mange gode plader at man sidst på året kunne se tilbage og konstatere at det var sådan næsten lidt overvældende og så la det berolige en. Der var lige der i først på efteråret hvor man begyndte at panikke, men så tog det alligevel fart, man anstrengte sig faktisk osse lidt, og lige pludselig var verden ny omkring en.

Der var nok til at stå imod med ind i januar, osse i år.

Lige om lidt, dvs. når jeg er helt sikker på hvad jeg mener, og efterhånden som jeg får skrevet noget om hvad jeg næsten med sikkerhed har afgjort er årets bedste plader, så løber jeg dem igennem fra 10 - 1, og så kommer der osse noget om de plader der ikke er blandt årets 10 bedste plader, men som alligevel bør nævnes, og så ender det med at der er en liste.

Men først, udenfor nummer, en 7" der fortjener særskilt omtale på hvad der egentlig ellers er en albumliste, fordi den er del af et større projekt.

Der var engang et band der hed End Of A Year. De spillede seføli emo, og det gjorde de så tro mod Revolution Summer-lyden at de havde taget navn efter Embrace-nummeret. De lavede en plade, så lavede den en til i 2005, Sincerely, som min daværende redaktør stak mig, fordi der ikke var nogen af de andre typer jeg skrev med der gad beskæftige sig med emo. Det var en ret fremragende plade, jeg hørte den en del de år, men ikke nok til at jeg gjorde mere ved det.

Ikke før i sommers.

Jeg vidste godt at End Of A Year havde lavet en plade til 5 år senere, You Are Beneath Me, og at den af alle steder var kommet på Deathwish, men jeg havde ikke samlet den op, og nu er det lige pludselig ved at blive kedeligt, så nu hopper jeg til pointen: Det der skete ikke så lang tid efter den plade, var at bandet omformatterede sig, simpelthen. Fra nu af ville line-uppet være flydende, godt nok centreret om drivkraften Patrick Kindlon, men bare lige for at pointere at ingen var uudskiftelige, genindspillede de fire a sangene fra You Are Beneath Me med sangerinden Carolin Corrigan. Så lød de pludselig så tilforladelige som det her:



Den 7" kom med nogle års forsinkelse som You Are Beneath Her i sommers under bandnavnet Self Defence Family, for det var osse en del af omformatteringen af End Of A Year: Et nyt navn, et flydende line-up, et demokrati, et kollektiv hvor alle bidrager med hvad de har på et givent tidspunkt, så ingen er tvunget til at tilbringe mere tid i en varevogn på evig tour end de orker. Det blev sat på spidsen allerede i starten af 2011, hvor en inkarnation af gruppen drog til Jamaica for at indspille en Jamaica 7"en, samtidig med at en anden spillede shows hjemme i USA.

Det er et ret vildt set up for et band, det er en måde at overleve på. Det er det Self Defence Family gør nu, det er sådan de forsvarer sig mod den omverden som de tilbage på You Are Beneath Mes åbner "Composite Character" definerede sig i en udpræget selvironisk opposition til med en lang rant, der skal gøre det ud for instrukser til lytteren om hvordan pladen skal høres, om hvad der forudsættes for at ku forstå den:

"Work part time. Make less than $20,000 a year. Grow your hair out. Live under constant threat of eviction."

Det var punkrock, sådan som folk der ikke ved særlig meget om punkrock, tror punkrock er, men det var de efterfølgende formaninger bare osse:

"Wake after nine but before noon.
Understand your parents are just people and be nice unless they un-marry.
Love animals.
Be kind to people.
Avoid hard drugs, they make you talk too loud and that’s annoying." 

Og ikke mindst: "Embrace the meteor. Try new things." Det var alt det punkrock er når den smider læderjakken og prøver at se om ikke den kan fortsætte som et reelt alternativ.

Det gjorde End Of A Year så, prøvede nye ting af. De lavede en gennemført forfærdelig prog-EP, More Songs About Transportaion and Intercourse, osse den vist nok med Carolin Corrigan på vokal (virkelig, det lød som en blanding af den sidste Fucked Up og den sagnomspundne anden Bad Religion-plade), inden skiftet, så begyndte en lind strøm af 7" og splits at flyde fra familien. Den bedste endnu kom sidst på sommeren i år: The Corrections Officer In Me starter lissom You Are Beneath Her med en formaning om hvad der forudsættes for at forstå pladen - man skal helst ha prøvet at sidde i fængsel uden selv at vide hvorfor - og så lægger den ellers i med to numres klassisk emo af Moss Icon-skolen. Men 7"ens egentlige clou er den 7 minutter lange bevidsthedsstrøm "The Bomber Will Always Get Through" der sjosker lykkeligt afsted som Saccharine Trust småskæve på en solskinsdag.

Self Defence Family prøver faktisk ikke noget specielt nyt rent musikalsk, de er i hvert fald bedst når de ikke gør det, men det de gør, gør de på en ny måde. Og en sympatisk måde. Og så lige om lidt, 7. januar 2014, kommer der en fuldlænger, Try Me. Indtil da kan man streame The Corrections Officer In Me. Det bør man gøre uafbrudt.