Jeg kommer til at klare mig gennem dette år, om det så skal slå mig ihjel

“Søen var grå, himlen var grå, skoven rundt om var mørk. Efterårets guldløv var dalet ned på jorden, naturens stærke farver havde trukket sig for vinteren. Alt var gået over til brunt, grønt og gråt i forskellige nuancer. Men den fugtige luft gav farverne styrke og dybde og fik dem til at lyse. Lige nu syntes Peddersen, at det var endnu smukkere end alt det grønne om sommeren.”

Det er min kone og mig noget nær umuligt at gå gennem et efterårslandskab uden at begynde at recitere den passage fra billedbogen ‘Stakkels Peddersen’ af Sven Nordqvist. Af sin umådeligt insisterende kat Findus bliver den gamle knark Peddersen lokket ud på fisketur, selvom han ellers troede, at han hellere ville sidde hele dagen i køkkenet og have ondt af sig selv og være efterårsdeprimeret. Det er så integreret en del af vores efterårsskovture, at de store børn begynder at recitere den, hvis vi voksne af vanvare glemmer det midt i alt postyret med at manøvrere en barnevogn henover trærødderne og sikre os, at den toårige ikke tror, at han kan klatre op på de samme mosbegroede klippestykker som storebrødrene uden hjælp. Når der så lige er et øjebliks ro, kommer den uvægerligt.