Fucking Djævlen midt i det hele

Den nat så jeg Djævlen, eller hvad der nu for en opdraget og bekendt og erkendt ateist gør det ud for den størrelse; et eller andet psykologisk tjums som et forsøg på en forklaring på hvad der er noget så stort og massivt og ufatteligt inden i en selv at det blir skudt ud af kroppen og over i en projektion af hvad man indeholder af lort og lede. Djævlen som en anskueliggørelse af at jeg var massivt fucked. Det var jeg godt klar over jeg var, det behøvede jeg ikke sådan en gang paranormalt hejs til at fucke mig yderligere op, men det at min fucked ophed ligefrem manifesterede sig i en religiøs vision ku jeg som sådan en der ikke anså sig selv for at være en skid spirituel kun tolke som et tegn på at jeg virkelig var ude i tovene. Nogen, som altså var mig selv hvis vi følger min ikke-trosbekendelse, min egen erkendelse frigjort fra mig selv, uerkendt af mig før den tog mig kraven; nogen ville mig noget og ville det alvorligt nok til at være trådt uden for mig selv for at få min opmærksomhed over på hvad det var jeg var ude i.

Før denne nat havde jeg haft to syn i mit liv, begge som barn, begge et sted mellem søvn og bevidsthed, som er der hvor man er mest åben overfor sånoet eller bare allerede drømmer, alt efter hvordan man vælger at se på det. Jeg er ikke kategorisk afvisende eller skeptisk, jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers sku se på det, jeg har ikke begrebsapperatet til det. Første gang så jeg min storesøster, som lige var flyttet hjemmefra, stå og fnise som en heks på mit værelse. Det gjorde hun så tit da hun boede der, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun altså var flyttet, så hun jo ikke ku stå der. Anden gang så jeg en dreng fra min klasse, som jeg ikke ligefrem var venner med men heller ikke ligefrem havde noget udestående med, allerede dengang stod det klart at der ikke var ondt skabt i ham og at han nok i virkeligheden var ganske let enfoldig, og i mit syn stod han da osse med en undertrøje på hovedet der sku gøre det ud for langt hår. Jeg tror han prøvede at ligne David Lee Roth. Det var ikke i sig selv skræmmende, spooky, men ikke skræmmende som sådan, mest af alt mærkeligt, og det eneste skræmmende var strengt taget at han var der i mit værelse, sådan bare lige, men det var så osse det.

Mine to hidtidige syn havde altså beredt mig på at den slags ikke nødvendigvis behøvede at være vildt spektakulære, ingen brændende tjørnebuske, trehovedede kalve eller dansende dværge, bare hverdagen i al sin gru, og at det heller ikke var givet at de ville sige mig det helt store, ikke engang i gåder, bare være nok i overhovedet at være der. Syner der siger halløj, du ser syner, mand, hvad vil du gøre ved det?

Den nat jeg så Djævlen var det årevis siden jeg havde haft de to syner, det var slet ikke noget jeg tænkte på jeg havde oplevet før efter denne tredje gang, men jeg vil medgi at jeg var i en tilstand hvor jeg var modtagelig overfor sånoet, mit hoved var alle vegne og ved at eksplodere af det mens jeg cyklede ad landevejen ud til min kæreste. Hvad jeg så var en mand kommende gående imod mig på cykelstien, helt hvid, klædt i hvidt, og jeg trak ud for at undgå ham. Og så var han der ikke da jeg sku ha passeret ham. Mere var det ikke, alt andet er efterrationalisering og staffage: Hans ansigtsudtryk (fokuseret på noget helt andet end mig, skulende), hans tøj (hvidt som sagt, en vindjakke, muligvis en polo indenunder), hans hår (rødblond, nyvasket, tyndt, længere end rigtig kort, sideskilning), hans bygning (middelhøj til decideret lille af sig, sammensunken, begyndende mave), hans alder (i fyrrerne): Det er en fantomtegning som kun tjener til at konstatere at Djævlen er ansat i en bank, hvad vi vel havde en anelse om alligevel. Det der er vigtigt for synet, det der er synets funktion, er min reaktion, og den var at jeg var lige ved at køre i mølledammen, undveg og cyklede ind i selve møllen i stedet. Så stod jeg der og var chokeret og ikke kommet nævneværdigt til skade. Og så cyklede jeg videre hjem til min kæreste og lagde mig i sengen ved siden af hende, og så kom effekten for fulde hammer.

Jeg havde forsøgt at fortælle hende at hey, jeg havde set et spøgelse eller noget, og hun havde vendt ryggen til og sovet videre, træt af mit pis, træt af at jeg forstyrrede, træt af at jeg kom og ikke engang ville knalde hende, og så lå jeg der med brystet blottet mod natten og lod det hele ramme mig, bang! bang! bang! Jeg var ude af stand til at røre mig, ku bare mærke rædslen smyge sig ind til mig, mens trykket på mit brystet blev tungere og tungere og jeg følte mig trukket ned i et dynd jeg ikke ku gøre mig fri af, hvordan rødderne viklede sig rundt om mine ben, mine arme, mit bryst, og jeg ville bare så gerne rejse mig af det dynd, hæve mig over det som en anden person – faktisk en helt specifik anden person, en fyr jeg kendte i periferien af resterne af min vennekreds, og som jeg må ha forestillet mig levede relativt ubekymret, fri for nætter som denne, og med masser af damer. Det slår mig nu at han om nogen i en religiøs tolkning sikkert ville være den virkelige Djævel i min åbenbaring, Fristeren, og jeg var så fucking ligeglad på det tidspunkt, jeg ville ha givet hvad som helst, min martrede sjæl ku de ha fået med oven i hatten hvis det var, bare jeg ku slippe for det jeg gennemlevede de timer.

På en eller anden måde var jeg klar over at den eneste måde jeg ku slippe for det var ved at gøre en ende på det, det var den eneste udvej jeg så på det tidspunkt. Det er den eneste gang jeg har overvejet selvmordet; ikke den eneste gang jeg har koketteret med det, for det har jeg så rigeligt, men den eneste gang jeg har været derude hvor det var en reel overvejelse hvor det kom an på hvad jeg lige havde for hånden at klare det med, og det var på det det faldt; det handlede ikke om at begå og ha begået selvmord, men bare om at blive fri for det hele.

Det er det der er Djævlen.

Og hvis jeg virkelig i de timer troede på at det var Djævlen jeg havde mødt, hvordan sku det så på nogen som helst måde ku udfri mig at dø? Det gir ikke mening, intet af det gir mening. Til sidst lykkedes det mig at hulke mig selv så langt ud at jeg mistede bevidstheden og bare sov nogle timer, og det tog toppen af, og selvom det hele ikke var meget mindre ad helvede til næste morgen, var det det ikke nær så presserende. Det lykkedes kæresten at få mig til at knalde med hende og så tog hun afsted, og jeg samlede mig sammen og tog selv afsted og lod natten tilbage på værelset med sin Djævel.

Jeg tror ikke jeg ku tro på nogen Djævel, det gir ingen mening for mig at sku gøre det. Det er for finit, ligesom ondskaben som begreb, og jeg er for organisk indstillet til finitter. I en større helhedstankegang gir en Djævel slet ingen mening, Djævlen gir kun mening som et – overleveret – udtryk for en ubalance i den enkelte. Djævlen ligger i detaljen, så at sige. (Det ved jeg ikke om gir mening i denne sammenhæng, faktisk, men det forekommer mig at sige noget eller i hvert fald være på sin plads lige her.) Det var ham jeg så den nat, og det siger bare noget om at det let bliver en adopteret religiøs forståelsesramme man uforvarende planter sig selv ind i når man forsøger at begribe det horrible, når han død og pine er en ”ham”, helt ærligt.

I virkeligheden er jeg nok mest af alt lidt skuffet et sted over at jeg ikke så floder af blod, byer styrte sammen, horder af maskeklædte mexicanske fribrydere, dyrene sluppet løs fra zoo, himlen flækket, havet åbne sig; bare en gut i vindjakke med topmave og vigende tindinger. Det var den Djævel det var mig undt: En vision om hvordan jeg ku ende med at ta mig ud for sådan en som mig, hvordan jeg forestillede mig jeg var ved at ende, ikke i en blodpøl men i en vindjakke.

Den nat så jeg Djævlen og ku ikke helt blive klog på hvad han ville mig, andet end hovere.

Et pænt intenst bekendtskab

Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.

Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.

Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.

Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.

Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.

Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.