Før denne nat havde jeg haft to syn i mit liv, begge som barn, begge et sted mellem søvn og bevidsthed, som er der hvor man er mest åben overfor sånoet eller bare allerede drømmer, alt efter hvordan man vælger at se på det. Jeg er ikke kategorisk afvisende eller skeptisk, jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers sku se på det, jeg har ikke begrebsapperatet til det. Første gang så jeg min storesøster, som lige var flyttet hjemmefra, stå og fnise som en heks på mit værelse. Det gjorde hun så tit da hun boede der, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun altså var flyttet, så hun jo ikke ku stå der. Anden gang så jeg en dreng fra min klasse, som jeg ikke ligefrem var venner med men heller ikke ligefrem havde noget udestående med, allerede dengang stod det klart at der ikke var ondt skabt i ham og at han nok i virkeligheden var ganske let enfoldig, og i mit syn stod han da osse med en undertrøje på hovedet der sku gøre det ud for langt hår. Jeg tror han prøvede at ligne David Lee Roth. Det var ikke i sig selv skræmmende, spooky, men ikke skræmmende som sådan, mest af alt mærkeligt, og det eneste skræmmende var strengt taget at han var der i mit værelse, sådan bare lige, men det var så osse det.
Mine to hidtidige syn havde altså beredt mig på at den slags ikke nødvendigvis behøvede at være vildt spektakulære, ingen brændende tjørnebuske, trehovedede kalve eller dansende dværge, bare hverdagen i al sin gru, og at det heller ikke var givet at de ville sige mig det helt store, ikke engang i gåder, bare være nok i overhovedet at være der. Syner der siger halløj, du ser syner, mand, hvad vil du gøre ved det?
Den nat jeg så Djævlen var det årevis siden jeg havde haft de to syner, det var slet ikke noget jeg tænkte på jeg havde oplevet før efter denne tredje gang, men jeg vil medgi at jeg var i en tilstand hvor jeg var modtagelig overfor sånoet, mit hoved var alle vegne og ved at eksplodere af det mens jeg cyklede ad landevejen ud til min kæreste. Hvad jeg så var en mand kommende gående imod mig på cykelstien, helt hvid, klædt i hvidt, og jeg trak ud for at undgå ham. Og så var han der ikke da jeg sku ha passeret ham. Mere var det ikke, alt andet er efterrationalisering og staffage: Hans ansigtsudtryk (fokuseret på noget helt andet end mig, skulende), hans tøj (hvidt som sagt, en vindjakke, muligvis en polo indenunder), hans hår (rødblond, nyvasket, tyndt, længere end rigtig kort, sideskilning), hans bygning (middelhøj til decideret lille af sig, sammensunken, begyndende mave), hans alder (i fyrrerne): Det er en fantomtegning som kun tjener til at konstatere at Djævlen er ansat i en bank, hvad vi vel havde en anelse om alligevel. Det der er vigtigt for synet, det der er synets funktion, er min reaktion, og den var at jeg var lige ved at køre i mølledammen, undveg og cyklede ind i selve møllen i stedet. Så stod jeg der og var chokeret og ikke kommet nævneværdigt til skade. Og så cyklede jeg videre hjem til min kæreste og lagde mig i sengen ved siden af hende, og så kom effekten for fulde hammer.
Jeg havde forsøgt at fortælle hende at hey, jeg havde set et spøgelse eller noget, og hun havde vendt ryggen til og sovet videre, træt af mit pis, træt af at jeg forstyrrede, træt af at jeg kom og ikke engang ville knalde hende, og så lå jeg der med brystet blottet mod natten og lod det hele ramme mig, bang! bang! bang! Jeg var ude af stand til at røre mig, ku bare mærke rædslen smyge sig ind til mig, mens trykket på mit brystet blev tungere og tungere og jeg følte mig trukket ned i et dynd jeg ikke ku gøre mig fri af, hvordan rødderne viklede sig rundt om mine ben, mine arme, mit bryst, og jeg ville bare så gerne rejse mig af det dynd, hæve mig over det som en anden person – faktisk en helt specifik anden person, en fyr jeg kendte i periferien af resterne af min vennekreds, og som jeg må ha forestillet mig levede relativt ubekymret, fri for nætter som denne, og med masser af damer. Det slår mig nu at han om nogen i en religiøs tolkning sikkert ville være den virkelige Djævel i min åbenbaring, Fristeren, og jeg var så fucking ligeglad på det tidspunkt, jeg ville ha givet hvad som helst, min martrede sjæl ku de ha fået med oven i hatten hvis det var, bare jeg ku slippe for det jeg gennemlevede de timer.
På en eller anden måde var jeg klar over at den eneste måde jeg ku slippe for det var ved at gøre en ende på det, det var den eneste udvej jeg så på det tidspunkt. Det er den eneste gang jeg har overvejet selvmordet; ikke den eneste gang jeg har koketteret med det, for det har jeg så rigeligt, men den eneste gang jeg har været derude hvor det var en reel overvejelse hvor det kom an på hvad jeg lige havde for hånden at klare det med, og det var på det det faldt; det handlede ikke om at begå og ha begået selvmord, men bare om at blive fri for det hele.
Det er det der er Djævlen.
Og hvis jeg virkelig i de timer troede på at det var Djævlen jeg havde mødt, hvordan sku det så på nogen som helst måde ku udfri mig at dø? Det gir ikke mening, intet af det gir mening. Til sidst lykkedes det mig at hulke mig selv så langt ud at jeg mistede bevidstheden og bare sov nogle timer, og det tog toppen af, og selvom det hele ikke var meget mindre ad helvede til næste morgen, var det det ikke nær så presserende. Det lykkedes kæresten at få mig til at knalde med hende og så tog hun afsted, og jeg samlede mig sammen og tog selv afsted og lod natten tilbage på værelset med sin Djævel.
Jeg tror ikke jeg ku tro på nogen Djævel, det gir ingen mening for mig at sku gøre det. Det er for finit, ligesom ondskaben som begreb, og jeg er for organisk indstillet til finitter. I en større helhedstankegang gir en Djævel slet ingen mening, Djævlen gir kun mening som et – overleveret – udtryk for en ubalance i den enkelte. Djævlen ligger i detaljen, så at sige. (Det ved jeg ikke om gir mening i denne sammenhæng, faktisk, men det forekommer mig at sige noget eller i hvert fald være på sin plads lige her.) Det var ham jeg så den nat, og det siger bare noget om at det let bliver en adopteret religiøs forståelsesramme man uforvarende planter sig selv ind i når man forsøger at begribe det horrible, når han død og pine er en ”ham”, helt ærligt.
I virkeligheden er jeg nok mest af alt lidt skuffet et sted over at jeg ikke så floder af blod, byer styrte sammen, horder af maskeklædte mexicanske fribrydere, dyrene sluppet løs fra zoo, himlen flækket, havet åbne sig; bare en gut i vindjakke med topmave og vigende tindinger. Det var den Djævel det var mig undt: En vision om hvordan jeg ku ende med at ta mig ud for sådan en som mig, hvordan jeg forestillede mig jeg var ved at ende, ikke i en blodpøl men i en vindjakke.
Den nat så jeg Djævlen og ku ikke helt blive klog på hvad han ville mig, andet end hovere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar