Et pænt intenst bekendtskab

Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.

Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.

Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.

Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.

Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.

Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.