Novembersandslotte
middagssolens skygger meterlange
henover det våde sand
voldgravsudgravninger
pendulfart ned & hente isnende vand:
her må fjendtlige hære gi fortabt
foran strandskalsportene ind
til et slot nødtørftigt smykket
med tang & en gul skovl
Chokket, kroppens mistro
da vi klæder os af på badeanlægget
et øjebliks vægring inden
springet & det isnende vand
omslutter os hele
kroppens overflade hypersansende
vantro, går i forsvar
wtf'er adrenalin ud i det fossende blod
så dampen står af huden
når vi glider op ad vandet
& tørrer os i solen
urørlige udødelige usårlige
Min kones & min ældste søns konturrer
i modlys oppe ad en trappe
minder mig om det billede
min far malede for tre årtier siden
med min mor & mig som modeller:
en brintbombet by
murbrokker ruiner støv
ikke så meget død som
intet der tilkendegir der
nogensinde har været liv der
& i forgrunden
for lige at sætte trumf på
et svedent plankeværk
med vores konturrer aftegnet,
sådan – mor barn udslettelse afmagt
Totalkrigen var noget mere
massivt præsent
i min 80'erbarndom
med atommarcher & sovjetiske statsbegravelser
min storebror tegnede et pindsvin
der blokerede vejen for en kampvogn
& fik den trykt i Informeren:
mine børn vokser op med et lisså
flimrende fjendebillede
& sandsynligheden for at lige de
sku møde en selvmordsbomber
vel lisså stor som den var for
at nogen sku trykke på
Knappen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar