Den smukkeste kvinde udenfor sæsonen

Hun var den smukkeste kvinde i Catemaco, hun var i hvert fald den smukkeste unge kvinde. Nu er Catemaco seføli ikke mindst om vinteren en lille by: Vandcyklerne ligger trukket op på bredden af søen, udflugtsbådene sejler halvtomme ud til abeøen, krokodillerne i regnskovsreservatet gider ikke rigtig forsøge at se ægte ud, på promenaden sidder fem midaldrende tyske globetrottere og suger i deres margaritaer på størrelse med barnehoveder mens de tjekker deres overdimensionerede kameraer; men hun var altså uomtvisteligt smuk. Sådan på den der generiske latinamåde blandet op med så tilpas meget hvidt blod at det forlenede hende med et strejf af overklasse, hvilket blot fik hende til at stå endnu mere i kontrast til den lidt larmende, lidt vulgære, lidt sølle og sæsondøde badeby. Hun arbejdede på caféen på den centrale plads ved kirken, og hun var så hævet over det: De stramme satinbukser, den sorte blondetop, de høje hæle, de kunstige negle og det møjsommeligt opstablede hår besværliggjorde det kun yderligere for hende at nedværdige sig til at servere én salat, lave kaffe, åbne øl eller hvad man nu end måtte finde på at bede hendes yndige nakke om, men hun forlenede stedet med en chicness konkurrenterne ikke ku matche, og hun havde tænkt sig at udnytte den position hun havde opnået.

Det var juleaftensdag, og hun sku synge på caféen efter midnatsmessen. Pophistorien er rig på smukke, unge kvinder hvis yndefuldhed og den kokette måde de håndterer mikrofonen på næsten formår at overdøve at deres sang i bedste fald er udtryks- og tonløs æstetisk ligegyldighed, i værste fald en fæl brægen af den slags der hos nogle reelle kunstnere ku være et personligt udtryk, men her bare er et udtryk for manglende selverkendelse. Den første slags bærer folk over med fordi det hele er så tilpas kønt at de ikke ku være mere revnende, den anden kan maskeres med effekter, autotuner, playback, og det var så den kategori hendes hørte til, men her var der ingen maskering, intet filter: Når hun pløjede sig igennem pophits fra sidste årti var det så det knagede i ens fyldninger, ens rygmarv blev glohed og truede med at skyde op i hjernen for at berøve en ens sanser og udfri en.

Der er sådan noget med den type smukke kvinder der altid er blevet bekræftet i at de er smukke og ved at de kan bruge det til noget og bliver fornærmede når det engang imellem kræves af dem at de skal ku noget osse, når deres objektive, standardiserede idealskønhed en sjælden gang imellem ikke er nok i sig selv: Der er sådan en måde de uden omsvøb lader en forstå at man ikke er dem værdig, som får en til at hade dem ret meget selvom man modvilligt begærer dem lidt alligevel, og hade den type fyre som de så godt vil ha noget at gøre med lidt mere end det, selvom de ikke engang nødvendigvis selv forstår at de har noget udestående med en, og allermest dem der godt kan se hvad det er de smukke kvinder ikke kan se i en og sympatiditcher en sammen med dem før man har haft en chance for at gøre dem det forståeligt at man ikke ku drømme om at ha noget at gøre med dem og deres latterlige trofækvinder. Det er den slags erfaringer der får en til per automatik at småhade den type smukke kvinder, og så ved de intuitivt at de skal hade en tilbage. Det er så meget kærlighed der er på spil der.

Hun var en af den type kvinder, seføli var hun det, og så meget desto mere håbede man inderligt på at hun sku fejle eklatant, at det ville være gruopvækkende rædsomt når hun sang; ikke at det på nogen måde gjorde det mindre pinefuldt at stå det igennem, men i stilheden der fulgte efter, mens luften stod frossen i vantro, var det som om en art retfærdighed var sket fyldest. Det var en dekadent nydelse at se hende fornedre sig sådan for ingen mennesker og så ellers pisse ned til søpromenaden og få en alt for stor drinks til.

Det er en ækel tilfredsstillelse, sådan en.

Hun ku ha flygtet den nat, fået en af pickuptruckene til at køre hende væk, lade hende forsvinde mod el norte. Hun ku ha druknet sig, først i tequila, så i søen, være drevet i land på abeøen, instant myte i byen, alle ville ha glemt hendes sang fra den aften og bare huske hvor smuk hun var, hvor klart hendes stjerne strålede, hvor tragisk hendes død den julenat. Seføli gjorde hun ikke det. Man må gå ud fra hun blev der, rejste sig næste formiddag med hovedet tungt af selvmedlidenhed, bittert skvulpende indvolde, tøjet røget til og hendes mindre søskende piskende rundt om hende, skrigende, skrålende, og så gik hen og fortsatte med at lave kaffe, få de modne mænd til at føle sig privilegerede når hun serverede dem øl med det der smil hun osse havde, fordi de alligevel ikke havde noget i klemme. Det er blevet sommer igen, badegæsterne er vendt tilbage, og en aften har hun overtalt caféejeren til at lade hende synge igen, og ingen har kunnet huske hvorfor det var en rigtig dårlig idé eller i hvert fald ikke kunnet få sig selv til at forsøge at gøre hende det begribeligt at det var det. Caféen har været pakket, sådan som den er det hver aften i højsæsonen, og alle har været så blæste af solen, hallucineret af det forurenede søvand og lamme af sprut at ingen rigtig har hørt hvor dårligt hun faktisk sang: De har set en smuk kvinde med en mikrofon, råbt til deres venner hvor smuk hende kvinden med mikrofonen var, og hun har haft sit publikum og er blevet det smukkere for det.

Hvis forestiller os det behøver vi ikke længere ha ondt af hende, den lille del af os der osse har det, for den tragiske julenat, og det at vi forestiller os det opvejer osse næsten den skadefryd der har naget os. Det er næsten helt smukt, ikke? Se, der brøler hun ”en your jeee-aaad, en your jeee-eee-aaad, zooombi, zooombi, zooom-eyé-eyé-eyé,” og alle er sgu bare så stive og glade, og det er en retfærdighed i sig selv som ikke genopretter nogen ubalance fordi faldet ligger i den. Hun er den smukkeste unge kvinde i Catemaco, og hun stråler, og alle de andre lidt mindre smukke kvinder i Catemaco lader hende stråle den ene aften, hendes stemme er så grim at den udstråler hendes sande jeg, tænker de, så vi lader hende.