En god begyndelse på en historie

”Det ku være en god begyndelse på en historie,” sagde han.
Og nu kan jeg ikke engang huske, hvad det var jeg havde sagt, som han mente ku være en god begyndelse på en historie, bare at jeg tænkte for mig selv at nej, gu ku det ej, det ville være en rigtig nu-skal-du-bare-høre-begyndelse. Sådan en, hvor det er så åbenlyst at man skal blive fanget ind, at man som læser føler sig udnyttet, voldført og brugt allerede inden man er kommet i gang med hvad det nu end er for en fortælling, og man kan smage den der følelse af at det bare var det, og der var virkelig ikke mere i det, som man vil komme til at sidde tilbage med bagefter, bare fordi der er nogen der har haft lyst til at vise at de ku fortælle en historie der ku fange en så længe den varede.

Men det var en udfordring fra hans side, det ku ikke tas på nogen anden måde. Det var ham der var den etablerede forfatter, ham der netop vidste hvordan man sku fortælle en historie, og som nu gav den udfordring til mig: Skriv sådan en historie. Og jeg havde absolut ingen intentioner om at skrive den type historie, det var fint nok for mig at det var sådan han gjorde, det var bare slet ikke mit game, jeg var overbevist om at der måtte være en anden måde at gøre det på, en der var mere respektfuld overfor læseren, hvilket i sig selv var en abstrakt nok tankegang, for hvis der var noget jeg ikke havde grund til at bekymre mig om, så var det mine læsere, fordi de var strengt fiktive. Dét ku jeg så til gengæld godt bekymre mig om at de var, men det jeg først og fremmest gjorde mig tanker om var altså det rent hypotetiske læserforhold, som jeg for alt i verden ikke ville forulempe. Derfor min ærbødige tilbageholdenhed med at falbyde mig selv og forsøge at indfange nogen som helst.

Hvis jeg nu endda ku huske den sætning jeg havde sagt, så ville bare det at jeg altså åbenbart var i stand til at formulere sådan en sætning, som en der brugte den slags sætninger med nogen succes mente var en god begyndelse, vel være en indikation af at jeg var på rette spor. Men hvis jeg havde kunnet huske den, så ville jeg osse kunne udpege hvad det var jeg mente der ikke var godt ved den, og ud fra det måske endda gøre mig en forestilling hvad jeg så mente ville være en passende begyndelse på en historie. Selvom det ikke nødvendigvis er sådan.

Jeg mener vi talte om at gå i søvne, eller det ved jeg vi gjorde, men jeg mener det var i den forbindelse han sagde det, så det er sikkert ikke helt galt at antage at sætningen har været noget à la: ”Jeg har gået i søvne to gange i mit voksne liv.” For det har jeg. Men det er ikke en god begyndelse på nogen historie, synes jeg, fordi det netop skaber sådan et anslag, hvor nu-skal-du-høre-hvad-der-skete, og søvngængeriet vil uvægerligt blive gjort til et billede på en mere generel tilstand man har befundet sig i på det tidspunkt eller sådan noget. Så kan man kalde historien ”Søvngængerdage”, og temaet vil så være noget med at den tid den beskriver var en tid udenfor tiden, man var ikke herre over sine egne handlinger, derfor kan alt tilgives og slås hen som ingenting. Som søvngængeri: Lidt aparte, bevares, men ikke bevidst skadeligt for andre end en selv, og på den måde er det en tilstand, hvor man blir lidt som et barn, en der ikke kan ta vare på sig selv. Man behøver faktisk slet ikke læse videre efter den begyndelse, fordi den nysgerrighed der er blevet pirret hos en, den kan aldrig blive tilfredsstillet på en måde der står mål med de billeder man allerede har dannet sig af søvngængeren. Og man gider egentlig heller ikke læse en konklusion, hvor det hele absolut skal gøres til symbolik for et eller andet, en ungdom der holdes evigt ansvarsløs, fordi den er smuk og ikke ved hvad det er den gør, bare vælter sig igennem sin unge tilværelse uden at ænse andet end dens egen boble. Så man kan faktisk bare læse den første linie, hvæse: ”Det her, det blir noget bras!” og så dramatisk kaste bogen igennem henover stuegulvet, alternativt Ctrl+W'e med et lille smæld på W'et fra en foragtende pegefinger; mindre drama, mindre oprydning.

Og det er under alle omstændigheder ikke noget rigtig stort: Jeg gik i søvne to gange indenfor en måneds tid, mens jeg boede til leje hos en fyr der havde en altoverskyggende moderbinding kørende, sådan hvor moren kom og ryddede op på hans værelse når han ikke var der, lige sad og fik en kop kaffe og en smøg og kiggede hans regninger igennem, inden hun gik igen og hilste afmålt på mig på vej ud. Begge gangene vågnede jeg ved at entrédøren smækkede bag mig, og så sku jeg bruge et stykke tid på at banke min sambo op, så han ku lukke mig ind igen. Der er en art symmetri eller noget i det, for jeg gik i søvne den første gang, og alle i min omgangskreds morede sig over det da jeg fortalte det, fordi det var så åndssvagt; så gik en af mine venner i søvne og vågnede helt nede på gaden, hvor han måtte låne en telefon af en hundelufter for at ku ringe til ham kammeraten han sov hos, og som konsekvent ignorerede dørklokken om natten, fordi der lå en hashklub i naboopgangen; og så gik jeg i søvne igen, og så var der aldrig nogen af os i omgangskredsen der gjorde det igen.

Hvis der overhovedet sku nogen historie ind i det, så sku det ha været noget med at jeg drømte at min sambo var sammen med min kæreste, og at jeg gik og ledte efter dem i drømmen og var kommet til at gå i søvne af den grund, og at jeg så, da jeg vågnede ved at entrédøren smækkede bag mig og stod derude i opgangen og ikke ku komme ind igen, blev i tvivl om det var noget jeg havde drømt, eller om de virkelig lå derinde i lejligheden og var sammen. Eller stod op ad væggen, hvad ens kæreste nu gør, når hun er en utro. I hvert fald sådan noget med at jeg ude på trappen ville ha syntes jeg ku høre dem derinde, og jeg ville ha været ude af stand til at gøre noget ved det, lukket ude fra mit eget liv, simpelthen, fuldkommen magtesløs. Og ud på morgenen ville en af dem så lukke mig ind og se ud som om han eller hun lige var vågnet, og jeg ville ikke ku vide om det virkelig var noget jeg havde drømt eller ej, ville ikke ku stole på nogen af dem, og i løbet af de næste par uger ville jeg være mere og mere anklagende imod dem, det ville blive trættende for dem, og til sidst ville min kæreste skride og min sambo be mig om at finde et nyt sted at bo, fordi det her ikke rigtig fungerede længere. Og det ville så være min sidste nat i den lejlighed, hvor jeg lå og sov mellem flyttekasserne, luften tung af pap, der stod stod og åndede i rummet som en anklage mod mig eller et løfte om at alt nok sku blive bedre nu; det ville være den nat jeg gik i søvne for anden gang. Det ville være den samme drøm, og det ville bekræfte mig i at jeg havde haft ret, at det ikke bare var noget jeg drømte, uagtet at det lige præcis var det jeg gjorde, men jeg ville ikke ku overbevise nogen om det, ingen ville tro på en søvngænger, alle ville slå det hen, og det ville jeg være alt for udmærket klar over. Ude af stand til at ta vare på mig selv, ude af stand til at forsvare mig selv. Og jeg ville resigneret vente på at min sambo vågnede og lukkede mig ind, denne gang med et smøret smil, ikke overrasket, og der ville være noget ved det smil der ville afsløre en hel masse, men jeg ville være bevidst om at det ikke nyttede noget at kæmpe imod og bare gå ind i min seng igen og sove der for sidste gang, inden jeg rykkede videre.
Det ville ha været en historie så: Ikke nødvendigvis en der ville sige nogen særlig meget, jeg ved ikke hvad sådan en historie sku sige nogen, men den ville ha været formfuldendt, der ville ha været lidt reminiscenser af nogen andre klassiske historier i den, som ville ha forlenet historien selv med et skær af klassisk fortælling.

Men altså, jeg gik bare i søvne. Den væsentligste forskel på de to gange, udover at det føltes endnu mere åndssvagt at gøre det anden gang, var at anden gang var jeg nøgen, og det var betydeligt sværere at vække min sambo. Jeg nåede til det punkt, hvor jeg overvejede om jeg sku dække mig til med den borgerlige morgenavis, der lå på naboens dørmåtte, og gå ned i kiosken for at låne telefonen og ringe til min kæreste eller min sambo, lige vade ind i kiosken iført en avis midt om natten midt om vinteren midt på ugen og satse på at de ikke ringede til strissen eller smed mig ud. Eller om jeg bare sku dække mig så godt som muligt til og prøve at sove videre ude i opgangen, indtil nogen vågnede, håbe på det ikke var en af naboerne. Men så fik jeg dem alligevel banket op inde i lejligheden, så.

Billedet af ham den unge mand der ligger nøgen i en opgang i et mondænt kvarter, nødtørftigt tildækket af en borgerlig avis, trods alt før de gik over til tabloidformatet, er egentlig OK, det er ikke helt ved siden af, men det er på den anden side ikke noget som andre død og pine må og skal læse. Der er er ingen historie, der er bare et billede. Det siger os ikke noget om noget, andet end at livet er meningsløst nogen gange.

Det er en rigtig, rigtig dårlig slutning på en historie.

Den gamle binder butterflyen og kører en tur henover himlen

Som ham den gamle overfor; et stykke over de 80, måske endda over 90. Den alder, hvor man blir kaldt rørig, når man stadig kan stå oprejst. Hvor det at man selv kan ta sko på blir noget at bide mærke i. Når først man er nået dertil hvor man er rørig, så er det en daglig sejr ikke bare at blive liggende i sengen og sygne hen. Rørig betyder at man bruger sin krop, selvom det strengt taget ku være lige meget nu. Han har under alle omstændigheder nået den alder, hvor det blir noget anerkendelsesværdigt at man stadig bor for sig selv, det er sådan en cirkel der blir sluttet: At man uafhængiggør sig og blir ved med at være det så længe som muligt. Som om ensomheden sku være noget særlig nobelt at stræbe efter; det er der så osse et langt stykke i midten hvor den ikke er, hvor den er noget nær stigmatiserende, men den ender med at være målet. Den noble, værdige, uafhængige ensomhed. Den man dør i, siges det, opløst i rent ego.

Og det er jo for helvede nødt til at være løgn altså. Vi kommer jo ikke ind i verden alene, der er nogen der bringer os ind i den, og så er resten ellers en kamp om at vriste sig fri af nogen og klynge sig fast til andre.

Men det er ikke engang det vi ser i gamle mennesker: Vi ser bare døden. At de skal dø, at det nærmer sig, langsomt eller hurtigt, men at det er uundgåeligt, og at de må ha en eller anden vished om det, at de sidder yderst på bænken nu. Det er ikke til at forstå hvis det ikke sku være det eneste der fylder deres tanker, de lange dage ud og ind. Det er det vi ser i dem, alle fortidsformerne, de perfektive og de imperfektive, pluskvamperfektum og den resignerede, sammensatte konditionalis, alt det de ikke nåede, og som de ikke vil nå nu eller nogensinde, fordi der ikke eksisterer nogen præsens for dem, kun en nær, uundgåelig fremtid.

Der kommer en hjemmehjælper forbi tre gange om dagen og tjekker at han stadig er der, hjælper ham med hvad han nu skal hjælpes med. Det er meget privat alt sammen, hjælpeløshed i dølgsmål. Han er ikke affældig når han åbner sin gadedør og står og kigger lidt op og ned ad gaden, han er altid barberet, håret er altid friseret med brulcreme, skjorten er strøget. Han får et lille chok når man hilser på ham, som om han havde forventet at han var det sidste menneske tilbage i verden. Det er meget muligt han er det i sin verden. Man kan vel nå et punkt, hvor man ikke længere magter at ta stilling til at verden blir ved med at fødes på ny, ikke orker at den ser en i færd med at dø i slowmotion. At det eneste den fokuserer på er at man er døende, og at den forbløffes hver gang den opdager at man ikke er død endnu. Gør det til en bedrift at man er i live, selvom man har væsentlig mere erfaring med at være det end den selv.

Et par gange om ugen, det her er kernen, tror jeg; et par gange om ugen binder han sin vinrøde butterfly, tar sin cottoncoat og sin bløde hat på og sjosker, duknakket, usikkert vaklende, op ad gaden til der hvor hans bil altid holder parkeret, 20 meter længere oppe, der ikke plads lige overfor, gaden snævrer ind der. Nogen gange går han ind på teatret endnu 20 meter længere oppe og henter et program over hvad det nu er for en forestilling der kommer igennem byen næste gang. Det er ikke så vigtigt, det vigtige er den time han så sidder i sin bil, mens han ryger pibe, kigger lidt i det program han har liggende i skødet, prøver at orientere sig. Han hilser ikke når han sidder i den bil, han er koncentreret, han er ude i sin bil, han er væk. Indtil han bakser bildøren op igen, møjsommeligt låser bilen af og stavrer tilbage til sin hoveddør, hvorfra han godt lige kan løfte hånden lidt til et hils, nikke afmålt, inden han lukker sig ind igen.

Så har han været på tur, ikke. Det er alt sammen relativt: Hvis en halv skive rugbrød med smør og en banan kan gøre det ud for frokost, så kan det andet vel osse gøre det ud for en tur. Der er vel alligevel osse efterhånden så og så mange steder at køre hen for ham, han kan se havet fra sit stuevindue, hvis han da orker at læne sig lidt ud, og skoven har han vel set tusinder og atter tusinder af gange, det er begrænset hvor meget mere han kan føje til sin forbløffelse over skoven. Alt det liv er så anmasende. Spørgsmålet er osse om han overhovedet stadig kan køre bil, hvis det sku komme til stykket. Det er lidt som ham vinbogsforfatteren, der i blurben bag på et af sine opslagsværker proklamerede at han tilbragte ”mindst tre måneder om året på rejser i vinens verden”, og det lyder så meget som en eufemisme for at være kvartalsdranker og lukke sig inde i sit arbejdsværelse med sin vinreol for at drikke det hele ned, at man helst ikke vil forestille sig at det at være vinbogsforfatter sku være noget andet end det. Det er lidt den samme tur ham den gamle her tar på. Her skal ikke gøres nogen gisninger om minder, de passerer revy eller noget, det kan ikke være det det handler om, det er der så meget tid til at de kan gøre resten af dagen.

Det er en tur væk fra minderne. En ud-af-huset-oplevelse. Så får han et frisk perspektiv på tingene. Ikke at han rigtig kan bruge det til noget, der er ikke rigtig nogen at dele det med, men det holder ham i gang nogle dage længere. Han har nået den alder, hvor det er et mål i sig selv. Hvor det næste åndedrag er en lille sejr hver gang. Når han er borte en dag, når boet er gjort op og huset sat til salg, så vil forlygterne tændes på den bil, motoren vil hoste sig i gang, og den vil lisså stille trille ned ad bakken, ned over kirkepladsen, til den har fået fart nok på til at sætte i et brøl igennem luften henover havnen, gnisterne vil stå fra den, himmelrummet vil blive knitrende elektrisk, lynene vil slå sprækker i himlen, husene vil ryste for hvert tordenskrald, og vi vil rykke tættere sammen indenfor, der er ingen af os der vil være alene om det her.

Og så vil det være det. Så vil der være rigtig, uigenkaldeligt stille. Der skal ikke gjalde nogen basunudgave af forbandede ”Eleanor Rigby”, der ikke nogen der skal ynkes her. Der er ingen grund til sympati, en høflig, afmål klapsalve vil være sin plads, det er alt, det er nok.

Girafanteri på uvirkelighedens side

Som Hannibals elefanter.

Det er lidt sådan jeg forestiller mig dem. Bare ikke som elefanter, altså, mere sådan en slags giraffer med de lange, spinkle ben og den lange, lisså spinkle hals.
Kampgiraffer, tænker jeg, og det er svært at forestille sig at noget så tilsyneladende harmløst som en giraf sku gøre nogen nytte i en kamp, men så på den anden side er det osse svært at se hvor frygtindgydende sådan en elefant kan ta sig ud, når det eneste man kender til dem er de tamme, ligefrem godmodige grænsende til det flegmatiske, elefanter i zoo. Så har man hørt om de horder af vilde elefanter, der engang imellem går berserk og jævner indiske landsbyer med jorden, men altså. Det er så osse elefanter, ikke giraffer.

Det er under alle omstændigheder svært at sige hvad de giraffer overhovedet sku forsvare os imod. Det hele, den sobre kedsomhed. Men hver gang vi åbnede en flaske cava, så lavede jeg en ny giraf ud af hvad-det-nu-hedder, det der ståltrådsstativ der holder proppen på plads, og så blev den stillet op at trone i vindueskarmen ved siden af de andre, mens vi drak cava i sengen. Ikke champagne, så meget kom vi aldrig til at tjene, at vi syntes vi havde råd til at ta skridtet fuldt ud og drikke den ægte vare. Det var en luksus vi ikke tillod os, til gengæld tillod vi os så at drikke cava når som helst vi havde lyst.

Der var altid noget at fejre, om ikke andet var cavaen i sig selv noget at fejre. Der var brug for at fejre noget.

Jeg forestiller mig jo at hvis vi var blevet ved, så havde hele vindueskarmen til sidst været fyldt med cavagiraffer. Eller kampgiraffer, om man vil, et girafanteri. De havde stået der og dannet et værn mod en ikke særlig klart defineret fjende ude på den anden side af vinduet. Virkeligheden, omverdenen, noget. Alt det der ikke var værd at fejre, og som derfor slet ikke var noget værd i den cavatonede optik. Eller snarere havde de stået der som en manifestation af at vi kæmpede den kamp. At vi prøvede at fejre uvirkeligheden, isolationen, noget som var ingenting for andre, men det eneste der virkelig var noget for os.

Som om at for hver gang vi fejrede det, så blev det slået fast at det var det det var. Hvad det så var. Vi lod det svæve frit, lidt sådan som den der fornemmelse af cavaperlen i blodet, en undskyldning for hvad som helst.

Der er noget uendelig rigtigt ved at gøre sådan noget i den situation. Jeg laver stadig de der giraffer, hver gang jeg drikker cava, jeg er bare holdt op med ikke at smide dem ud næste morgen. Jeg ved ikke hvad jeg forestiller mig de ville sige om noget, hvis jeg gemte dem allesammen, men jeg har en fornemmelse af at girafanteriet kæmper for nogen andres sag nu.

Det er osse en slags pointe med cava.

Afrikas nåde

Han er der punktligt, så punktlig som man nu er, når man strengt taget ikke rigtig har noget at være punktlig for, andet end at være det for at det hele ikke skal sejle fuldstændigt. Han har skabt en rutine, uafhængigt af andre, kan følge den punktligt, den forlener det med mening. Kaffen der blir sat over og koger, mens han laver sine morgenstræk, frugten der bliver skåret ud og anrettet, havregrynene: Det hele falder slag i slag, og han kan flotte sig med at læse lidt i en bog over morgenmaden, men han er osse opmærksom på ikke at blive hængende, ikke at lade rutinen glide ham af hænde. Det kan så let komme til bare at flyde, og det er ikke en tilstand han ønsker at være i, han vil gerne være solid hele vejen igennem.

Det er vigtigt med nogle fikspunkter.

For ham er et af de fikspunkter blevet biblioteket. Der skal sendes så og så mange ansøgninger hver uge, stadigvæk, og han kan låne en computer derhenne. Han har oprettet en emailkonto for lang tid siden, han kan jo godt finde ud af sådan noget, han er ikke fuldstændig tabt, det er bare ikke noget han har brugt så meget, det har ikke været en naturlig del af hans liv, sådan som det åbenbart er det af alle andres. Han synes han har kommunikeret det han sku på andre måder, dem han har kommunikeret med har været nogen han ku gøre det med på andre måder. Det er ikke fordi han er sådan super traditionelt anlagt, det synes han ikke selv, det er bare virkelig ikke noget der har været presserende for ham at gi sig i kast med. Der er så meget. Nu skal han så bruge sin mail, han skal bruge en internetforbindelse og en computer, og det stiller biblioteket til rådighed for borgere som ham, der ikke lige selv har den slags derhjemme. Det skal de gøre, det forventes at han kommunikerer på den måde nu, nu er det krævet af ham at han gør det, og så må han gøre det, han er ikke decideret modvillig, men hvis man kræver af ham at han skal tilegne sig de nye vaner, så må man osse gi ham en mulighed for at gøre det, stille udstyret til rådighed for ham, hjælpe ham.

Han bryder sig ikke om at føle sig hjælpeløs, han benægter at det er sådan han føler sig, han vil hellere føle sig hævet over det og så nedlade sig til at lade nogen vise ham hvordan det her så fungerer, når nu det skal være sådan.

Men det er osse en lejlighed til at komme ud af huset, det er et fikspunkt, og det er vigtigt.

Han får alle de der scammails, som alle andre osse får, og igen er han jo altså ikke mere tabt, end at han godt ved at det er scams, og det er noget der ville være et irritationsmoment, hvis han var en travl mand, føler han, det er noget folk blir irriterede over, det ved han. Han kan godt overskue det, så mange mails får han heller ikke, og når der ikke er ansøgninger der skal sendes, og det er der næsten aldrig, har han opdaget en småpervers fornøjelse ved at læse de mails engang imellem. Desperationen, ubehjælpsomheden i dem; det er ikke fordi det sætter hans eget liv i perspektiv eller sådan noget, det er bare en form for underholdning. Deres hjælpeløshed afspejler på ingen måde hans egen, det er slet ikke det det drejer sig om, det vil han ikke høre tale om.

Det føles næsten voyeuristisk at læse de menneskers beretninger om deres forfærdelige skæbner, osse selvom han godt er klar over at det er opdigtet. Fordi han ved at den slags skæbner osse findes i virkeligheden, det er der de har hentet deres materiale fra, fordi de ved at andre ved at det er sandsynligt at det ku være sådan, fordi det virkelig er sådan, omend ikke lige for dem.

De er scammere. Det er vigtigt at han holder sig det for øje.

Og det er faktisk ikke engang bare ham de prøver at scamme, de scammer på en måde osse dem hvis skæbnefortællinger de lukrerer på. Det er han sig ret bevidst. Det er sådan noget der pisser ham uendelig meget af med en voldsomhed, som slet ikke står mål med den mangel på engagement i andres samfundsforhold han ellers udviser.

Det er uretfærdigt, og nogen burde gøre noget.

Han tar det på sig at være den der gør noget. På en måde er han jo osse et offer her, han er i hvert fald et offer på en eller anden måde, ikke bare deres potentielle offer, men osse et virkeligt offer for en generel holdning om at man bare kan ta andre folk og bruge deres historier for egen vindings skyld. Det er slet ikke i orden, og han kan mærke at han har lyst til at gi igen, hvordan han så end sku ku det. Han svarer på en mail. At ja, han er interesseret, han vil godt vide mere. At han er bestyrtet over de ting scammeren påstår at være blevet udsat for, at det rører ham dybt. Det gør det virkelig, faktisk, og det gør ham endnu mere vred. Det er som når man griber sig selv i at gå og nynne en melodi, som man ikke bryder sig om, men som er så fængende at man alligevel går og nynner den for sig selv: Det er seføli på en helt anden skala det gør ham vred, men det er noget af den samme følelse, bare forstørret op.

Den vrede er et fikspunkt for ham.

Næste dag er han på biblioteket igen, punktligt, og der er et svar til ham. Scammeren takker for hans interesse, skriver at hun føler hun kan stole på ham. At hun gerne vil vide mere om ham for at finde ud af i hvis hænder hun betror sit liv. At han er et lys der kommet ind i hendes liv, og hun har bedt i nat for at han sku være ægte, at han ikke osse bare vil snyde hende, sådan som andre har gjort det. Han sidder og stirrer ind i skærmen. Han blir i tvivl om hun alligevel er ægte. Det er det jo meningen at han skal blive, det ved han osse godt, men han blir alligevel i tvivl. Hvis nu det her rent faktisk var et ægte menneske i ægte nød, som han ku hjælpe. Han blir i tvivl om hvorvidt hans sunde skepsis reelt dækker over en rå afstumpethed, og hvorfor han i givet fald sku være blevet sådan.

Det må være nogens skyld.

Han læser hendes mail igen. Han kan stadigvæk ikke finde ud af det, og han svarer hende på en måde, så han på den ene side ikke gir for meget af sig selv, hvis nu det virkelig bare er en scammer, og på den anden side heller ikke direkte lyver, hvis det ikke er det. Han skriver sit telefonnummer, det er sådan en pludselig indskydelse han får, måske han ville ku danne sig et bedre indtryk af hende, hvis han ku snakke med hende. Det er sikkert lidt gammeldags, men altså, det er sådan han er. Han mener nok selv at han er lidt af en menneskekender, noget har livet vel lært ham.

Han vil gerne høre nogen tale til ham, han vil gerne høre nogen ha brug for ham.
Det er ikke noget han erkender fuldt ud, men det er oplagt at udlægge det på den måde, så det gør vi. Nogen gange skal man ikke vide sig for fin til lommepsykoanalyser, nok så banale de er. Folk som folk er flest er ret banale, og det får dem der ikke er det til at virke næsten skræmmende i deres uforudsigelighed. Og det han er i færd med at gøre nu, det er noget han ikke selv havde forudset at han ville gøre, og det burde vel så skræmme ham, men han vil hellere ha at det skal være en side af ham, der bare ikke har været så fremtrædende før, men som hele tiden har været der, at det skal trække en rød tråd tilbage igennem tiden, forme den han er nu ud fra hvad han gennem den opfattelse forestiller sig han altid gerne har villet være.

Mistet opkald.

Det er den besked han ser på sin telefon næste morgen, da han kommer ud i køkkenet. Han har intet hørt, han har sovet de retfærdiges søvn, drømt om gamle færgelinier, der pludselig blev taget i brug igen i hans drøm; en højbane ud til en lille ø, hvor biler hang under en lift 50 meter over havoverfladen, det var et system der havde virket utrolig raffineret nogle få år, og som så var blevet forkastet hurtigt, men i hans drøm kørte det hele igen. Det virkede med sådan en klo der sad fast under taget på bilen, det blev monteret på et par minutter, og så hang den ellers der og dinglede. Det virkede meget sikkert. Det er sådan en drøm han slet, slet ikke vil begynde at tænke over hvad mon sku betyde, mens han sætter kaffen over, hvis hans underbevidsthed ikke kan mønstre større spidsfindighed i sin symbolik har han sandelig ikke tænkt sig at lytte til hvad den forsøger at sige ham.
I stedet tænker han mere over det mistede opkald, end han egentlig synes han burde. Hvis det virkelig er nogen der vil ham noget, så ringer de vel igen, det er sådan han synes han burde tænke, og så lade det være nok med det, men seføli er det ikke det. Det er et uoverskuelig langt nummer med en landekode foran, som han ikke genkender, den er et sted i tohundrederne, så det er Afrika, den slags ved han af en eller anden grund: Han kender ikke alle landes landekoder, han er jo ikke autist, men han ved lidt om hvilke numre der ligger indenfor i de forskellige verdensdele. Det er sådan en paratviden han render rundt med, og som nu kommer ham til gode: Afrika har ringet til ham, mens han lå og drømte om kæmpemæssige færger og anløbslejer, og han var der ikke for Afrika. Han drikker sin kaffe, han forsøger at holde sig til rutinen, ikke at lade det løbe af med ham, det gælder om at være klar i hovedet nu, ikke gøre noget dumdristigt. Hvem ved hvor meget det ville koste ham at ringe tilbage nu. Hvis Afrika virkelig har villet ham noget, så har Afrika sikkert osse sendt en mail.

Det er hans mål nu: Han må se hvad det er Afrika vil ham.

Punktligt tropper han op på biblioteket, får adgang til den sædvanlige computer, men allerede på vej ned til den ringer telefonen igen. Han blir perpleks over at blive ringet op der, inde på biblioteket, det er ikke et sted man bør føre samtaler, synes han, men han er samtidig osse en mand af den slags der synes at han bør ta sin telefon når den ringer, det ligger som en refleks, det afbryder alt andet for ham, telefonen ringer, så skal man ta telefonen, og det gælder uanset hvilken ubelejlig situation man måtte befinde sig i. ”Ja?” svarer han. Der er nogen i den anden ende, der taler til ham på et engelsk han har svært ved at forstå, en mandestemme. ”Who is this calling,” spørger han. Stemmen i den anden ende kalder sig Joseph. ”I don't know any Joseph, who are you?” Han er klar over at han lyder brysk og mere afvisende, end han egentlig synes det er høfligt at være overfor fremmede, specielt i telefonen, fordi det er så nemt, men han ved godt hvad det drejer sig om, og han er slet ikke tryg ved situationen, så han føler at det er bedre at gi indtryk af at det er ham der har overtaget. Joseph i den anden ende forklarer at han har sendt en mail, forklarer noget mere, men han afbryder ham: ”I haven't seen my mail yet. I am going to check it now. You can call me back in 10 minutes.” Så lægger han på.
Mailen fortæller ham om alt andet end hvorfor det er en mand, der har ringet til ham, og ikke hende selv. Der går 7 minutter før Joseph ringer igen. ”Ja? … Who is this? … Is this Joseph? … Yes, what do you want? … Yes, I read your email, but why are you calling, and not her? … What, I don't understand you... No... No... You will have to tell her to call me or write me again... No... Goodbye.”

Han er i vildrede, det står klart. Det at det ikke er hende selv der ringer, men en der siger at han er hendes fætter, tænder en masse røde lamper hos ham, og han er parat til at bakke ud nu. Han ved at det er det han burde gøre, der er ikke nogen som helst fornuft i at gøre noget som helst andet. Sagen er at han ikke nødvendigvis har så meget andet at gøre: Det er ikke fordi det her tar tid fra noget andet han hellere sku gøre. På en måde ser han det faktisk lidt som noget han tar på sig for andres skyld, at undersøge hvad der ligger bag alle de her spammails. Som han gerne vil se det, så strækker han hånden ud mod Afrika og prøver at forstå, prøver at møde Afrika med åbent sind i stedet for den indgroede mistro. Det synes han på en måde at han som bedrestillet europæer skylder Afrika, og hans tid er på den måde hans almisse. Han kommer til at tænke på alle de gamle færger fra nedlagte danske færgeruter der sejler rundt i Afrika og Asien nu. Den gamle Dronning Ingrid, der er blevet til hospitalsskib, hedder Africa Mercy nu, har ligget i Liberia på et tidspunkt. Det har nogen fortalt ham. Han aner at der er en parallel der, som han ikke har lyst til at trække, og i stedet tænker han på at han osse har en interesse i hende. Den er ikke decideret erkendt, eller det vil sige han ved ikke rigtig med sig selv hvad det er han forestiller sig med hende, men han kan mærke at der er en interesse, som hverken er rent filantropisk eller nøgternt researchende. Han ved ikke hvad den så er, og han synes ikke han har nok viden om hende til at granske den følelse videre, så i stedet tænker han på at han egentlig ikke ved så forfærdelig meget om Afrika udover det han har fra nyhederne, og at han nok egentlig synes det er sådan noget der burde høre med til en almen dannelse, at man havde et større overblik over baggrunden for situationen i Afrika. Som så mange andre tænker han på Afrika som sådan, som en enhed, ikke som enkelte lande med hver deres historie, og det er han osse godt klar over er forkert, men på den anden side: Hvis han ikke ved særlig meget om Afrika i det hele taget, ikke ualmindelig lidt, bare den gængse ignorance, så kan han vel heller ikke forvente af sig selv at han ikke sku forsøge at danne sig et overblik over kontinentet som sådan i første omgang.

Det forsøger han, det blir noget at gøre. Hvis han skal gå ind i det her, så må han osse vide noget om baggrunden for det. Bibliotekaren hjælper ham med at finde nogle bøger, og så går han i gang med at studere. Han føler ikke nogen hvid mands skyld over at læse om hvordan europæerne har udnyttet kontinentet, han er godt klar at Afrika ikke kan bruge hans dårlige samvittighed til noget. Det er noget helt andet Afrika har brug for fra ham, og det er akut, telefonen ringer, Afrika er nervøs for at han skal smutte væk, ”Ja?”, det er en kvindestemme denne gang, men han kan ikke rigtig finde ud af om det er hende, han kan ikke rigtig forstå noget af det hun siger. Der er så meget larm i baggrunden, der hvor hun er, og hendes dialekt gør det svært for ham at forstå hvad hun siger. Det får ham til at føle sig dum, som om det er ham der ikke forstår noget, og ikke hende i den anden ende der ikke formår at gøre sig forståelig, og det irriterer ham, og som ren forsvarsmekanisme blir han lisså brysk som han var overfor ham der kaldte sig Joseph.

Han stoler ikke på Afrika.

Han havde håbet det ikke ville være sådan, han havde håbet at den der indgroede mistillid i ham ikke ville blive bekræftet. Han er skuffet over sig selv, men han er endnu mere skuffet over at Afrika bekræfter de fordomme, som ikke engang er hans egne, som ikke er nogen han har villet ta til sig, men som han nu ser bekræftet ikke desto mindre. Det er meget, meget utilfredsstillende, det hele lige nu, og han kan ikke se at der er andet for end at han må gå hjem nu, gå hjem med sine bøger om hvorfor Afrika er blevet sådan.

Der går flere dage før han vender tilbage til biblioteket, al punktlighed er brudt, han kan ikke længere se nogen grund til at opretholde den, i det store hele nytter det ikke noget, sådan som det ser ud for ham lige nu. Han lærer at la være med at ta telefonen når den ringer, hvis han kan se at det er et afrikansk nummer, eller hvis han ikke kan se nummeret. Men han vender tilbage til biblioteket, seføli gør han det, han har jo osse andre gøremål der, han skal stadigvæk sende de ansøgninger, så han logger på sin mail, han ser at der er mails fra hende, fire, de bliver gradvist mere og mere desperate, og det er ikke en desperation der vækker nogen nåde i ham, den fylder ham med afsky, den virker anmassende, nærmest truende.

Det er ikke hans skyld.

Det gentar han for sig selv. Det her er ikke hans ansvar, det her er ikke måden at gøre tingene på. Han ved ikke hvordan tingene skal gøres, han er godt klar over at det er kompliceret, det er derfor han vil overlade det til andre, nogen der har sat sig bedre ind i tingene, at vurdere hvordan det skal gøres, og det er i første omgang det han vil sætte sig ind i: Hvem der synes der skal gøres hvad. Han vil prøve at finde nogen han er enige med. Nogen der ikke føler nåde, men ansvar. Det er en ret vigtig distinktion for ham at lave lige nu, for i den sidste linje i den sidste mail fra hende skriver hun at hvis han ikke vender tilbage nu, så vil hun blive nødt til at kontakte en anden. Han gør hvad han må gøre: Han markerer mailen som spam. Det er meget, meget lidt at gøre, men det er dog som om han har taget stilling. Og vel at mærke efter at ha undersøgt hvad det egentlig gik ud på i stedet for bare at la sig lede af sine fordomme.

Han føler sig afklaret.

Han tjekker en sidste gang om der er nye mails, og der når lige at komme en ny med: En russisk bibliotekar, der har hårdt brug for en brændeovn til den kommende hårde vinter, og som ber om hans hjælp, fordi hun har hørt at han er et godt menneske. Han er interesseret. Det virker plausibelt. Han har tid nok til at gå ind i det.

Disciple søges til nyopstartet sekt

Jeg kan godt se at jeg får brug for nogle disciple til min sekt, hvis den for alvor skal ta af. Jeg har åbnet for ansøgninger, og jeg er rimeligt large: Spiritualitet er ikke et must, man skal først og fremmest ku rocke en kjortel. Det er bedst hvis ansøgerne har langt hår, jeg forestiller mig min sekt som sådan en bunke langhårede og meget smukke typer, der bevæger sig rundt på en koreograferet måde, lidt som om de udtrykte sig i dans.

Det ku faktisk være meget fedt: hvis vi slet ikke behøvedes at tale sammen, men bare dansede det vi gerne ville sige til hinanden. Det ville da være noget i hvert fald, og det ville sikkert være en god øvelse, der ku gøre en opmærksom på hvad det egentlig er man belemrer sine medmennesker med af henvendelser. Jeg har svært ved at forestille mig at man rigtig kan skælde effektivt ud ved at danse. Måske sku det bare være disciplene der dansede, måske sku jeg ha lov at være den der dirigerede det hele, opmuntrede dem, fortolkede deres dans for dem, som om jeg osse fortolkede deres inderste følelser for dem – sådan lidt ”nej, det du danser er ikke at du gerne vil be om et glas vand, det du viser os andre er at du er bange for at elske, fordi du aldrig har følt du har kendt dine gamle venner, sådan rigtigt.”

Jeg vil passe på ikke at blande mine disciples familieforhold ind i det, jeg vil helst ikke ende som sådan en typisk patriarkalsk sektleder, faktisk vil jeg helst ikke betegne mig selv som sektleder, selvom det jo altså dog er min sekt. Jeg tror jeg synes de skal kalde mig Vejleder. Det er så forholdsvist neutralt et ord, det har ikke alle mulige negative konnotationer. Mine disciple vil tænke på det lidt lissom en vejleder man har på sådan et universitet, som de er droppet ud af, en der skal hjælpe dem med at realisere deres potentiale. På en måde kan man så sige at et ord som disciple osse er ret kraftigt ladet, men hvis jeg på den anden side begynder at kalde dem elever eller noget, så ligger der osse straks et autoritetsforhold i det. Adepter ville sikkert passe bedre, det er lidt mere åbent i det. Bare der ikke er nogen der så tror at de heller ikke behøver at gå i kjortel, for det synes jeg altså at de skal, ellers er det ikke en rigtig sekt. Altså bortset seføli fra når de er nøgne.

Det skal de være tit. Det skal være en del af vores ritual, at afseksualisere kroppen ved at være nøgne overfor hinanden og så reseksualisere den på en ny måde vi selv bestemmer. Seføli skal vi ha masser af sex, ellers er det ikke en ordentlig sekt, men vi skal finde på en eller anden måde at gøre det på, så der ikke er nogen der føler sig krænket. Jeg vil ikke ha at der er nogen der skal føle sig krænkede i min sekt, jeg vil bare ha at de skal være nøgne. Jeg kan godt li når folk er nøgne, specielt hvis de osse er pæne. Jeg må nok hellere lige huske at få med at folk osse skal sende et foto med af sig selv når de ansøger om at blive adepter i min sekt. Altså, jeg vil jo nødig være sådan en der dømmer på udseendet, jeg vil helst ikke betragtes som overfladisk, men jeg tænker at den måde folk tar sig ud på siger noget om hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at jeg kan stole på hvad mine adepter er for nogle mennesker, når først vi står i kampen.
Der er seføli lang tid til det, der er ingen grund til at forhaste det store opgør med det omkringliggende samfund, det kan tids nok komme når de ikke længere vil acceptere os, og så skal vi være beredte, og derfor er det vigtigt at huske på at det opgør vil komme en dag, og at det er derfor vi skal stå sammen og ikke ha nogen hemmeligheder for hinanden, i hvert fald ikke for mig, så skal jeg nok vurdere hvad hele gruppen har brug for at vide. Vi skal ha en rigtig god gruppe. Vi skal stå sammen. Vi skal ha nogen at stå sammen med, det skal være hinanden, det har vi brug for, det vil der være i min sekt. Det vil være et sted hvor de kan føle sig trygge, det kan man altid ha brug for, det vil være et hjem. Ikke en forkastelse af deres gamle hjem, men af at de ikke har kunnet skabe sig et rigtigt hjem andre steder. Gruppen vil være det samfund vi skaber sammen.

Det bliver en smuk sekt. Jeg lar skægget stå.