Afrikas nåde

Han er der punktligt, så punktlig som man nu er, når man strengt taget ikke rigtig har noget at være punktlig for, andet end at være det for at det hele ikke skal sejle fuldstændigt. Han har skabt en rutine, uafhængigt af andre, kan følge den punktligt, den forlener det med mening. Kaffen der blir sat over og koger, mens han laver sine morgenstræk, frugten der bliver skåret ud og anrettet, havregrynene: Det hele falder slag i slag, og han kan flotte sig med at læse lidt i en bog over morgenmaden, men han er osse opmærksom på ikke at blive hængende, ikke at lade rutinen glide ham af hænde. Det kan så let komme til bare at flyde, og det er ikke en tilstand han ønsker at være i, han vil gerne være solid hele vejen igennem.

Det er vigtigt med nogle fikspunkter.

For ham er et af de fikspunkter blevet biblioteket. Der skal sendes så og så mange ansøgninger hver uge, stadigvæk, og han kan låne en computer derhenne. Han har oprettet en emailkonto for lang tid siden, han kan jo godt finde ud af sådan noget, han er ikke fuldstændig tabt, det er bare ikke noget han har brugt så meget, det har ikke været en naturlig del af hans liv, sådan som det åbenbart er det af alle andres. Han synes han har kommunikeret det han sku på andre måder, dem han har kommunikeret med har været nogen han ku gøre det med på andre måder. Det er ikke fordi han er sådan super traditionelt anlagt, det synes han ikke selv, det er bare virkelig ikke noget der har været presserende for ham at gi sig i kast med. Der er så meget. Nu skal han så bruge sin mail, han skal bruge en internetforbindelse og en computer, og det stiller biblioteket til rådighed for borgere som ham, der ikke lige selv har den slags derhjemme. Det skal de gøre, det forventes at han kommunikerer på den måde nu, nu er det krævet af ham at han gør det, og så må han gøre det, han er ikke decideret modvillig, men hvis man kræver af ham at han skal tilegne sig de nye vaner, så må man osse gi ham en mulighed for at gøre det, stille udstyret til rådighed for ham, hjælpe ham.

Han bryder sig ikke om at føle sig hjælpeløs, han benægter at det er sådan han føler sig, han vil hellere føle sig hævet over det og så nedlade sig til at lade nogen vise ham hvordan det her så fungerer, når nu det skal være sådan.

Men det er osse en lejlighed til at komme ud af huset, det er et fikspunkt, og det er vigtigt.

Han får alle de der scammails, som alle andre osse får, og igen er han jo altså ikke mere tabt, end at han godt ved at det er scams, og det er noget der ville være et irritationsmoment, hvis han var en travl mand, føler han, det er noget folk blir irriterede over, det ved han. Han kan godt overskue det, så mange mails får han heller ikke, og når der ikke er ansøgninger der skal sendes, og det er der næsten aldrig, har han opdaget en småpervers fornøjelse ved at læse de mails engang imellem. Desperationen, ubehjælpsomheden i dem; det er ikke fordi det sætter hans eget liv i perspektiv eller sådan noget, det er bare en form for underholdning. Deres hjælpeløshed afspejler på ingen måde hans egen, det er slet ikke det det drejer sig om, det vil han ikke høre tale om.

Det føles næsten voyeuristisk at læse de menneskers beretninger om deres forfærdelige skæbner, osse selvom han godt er klar over at det er opdigtet. Fordi han ved at den slags skæbner osse findes i virkeligheden, det er der de har hentet deres materiale fra, fordi de ved at andre ved at det er sandsynligt at det ku være sådan, fordi det virkelig er sådan, omend ikke lige for dem.

De er scammere. Det er vigtigt at han holder sig det for øje.

Og det er faktisk ikke engang bare ham de prøver at scamme, de scammer på en måde osse dem hvis skæbnefortællinger de lukrerer på. Det er han sig ret bevidst. Det er sådan noget der pisser ham uendelig meget af med en voldsomhed, som slet ikke står mål med den mangel på engagement i andres samfundsforhold han ellers udviser.

Det er uretfærdigt, og nogen burde gøre noget.

Han tar det på sig at være den der gør noget. På en måde er han jo osse et offer her, han er i hvert fald et offer på en eller anden måde, ikke bare deres potentielle offer, men osse et virkeligt offer for en generel holdning om at man bare kan ta andre folk og bruge deres historier for egen vindings skyld. Det er slet ikke i orden, og han kan mærke at han har lyst til at gi igen, hvordan han så end sku ku det. Han svarer på en mail. At ja, han er interesseret, han vil godt vide mere. At han er bestyrtet over de ting scammeren påstår at være blevet udsat for, at det rører ham dybt. Det gør det virkelig, faktisk, og det gør ham endnu mere vred. Det er som når man griber sig selv i at gå og nynne en melodi, som man ikke bryder sig om, men som er så fængende at man alligevel går og nynner den for sig selv: Det er seføli på en helt anden skala det gør ham vred, men det er noget af den samme følelse, bare forstørret op.

Den vrede er et fikspunkt for ham.

Næste dag er han på biblioteket igen, punktligt, og der er et svar til ham. Scammeren takker for hans interesse, skriver at hun føler hun kan stole på ham. At hun gerne vil vide mere om ham for at finde ud af i hvis hænder hun betror sit liv. At han er et lys der kommet ind i hendes liv, og hun har bedt i nat for at han sku være ægte, at han ikke osse bare vil snyde hende, sådan som andre har gjort det. Han sidder og stirrer ind i skærmen. Han blir i tvivl om hun alligevel er ægte. Det er det jo meningen at han skal blive, det ved han osse godt, men han blir alligevel i tvivl. Hvis nu det her rent faktisk var et ægte menneske i ægte nød, som han ku hjælpe. Han blir i tvivl om hvorvidt hans sunde skepsis reelt dækker over en rå afstumpethed, og hvorfor han i givet fald sku være blevet sådan.

Det må være nogens skyld.

Han læser hendes mail igen. Han kan stadigvæk ikke finde ud af det, og han svarer hende på en måde, så han på den ene side ikke gir for meget af sig selv, hvis nu det virkelig bare er en scammer, og på den anden side heller ikke direkte lyver, hvis det ikke er det. Han skriver sit telefonnummer, det er sådan en pludselig indskydelse han får, måske han ville ku danne sig et bedre indtryk af hende, hvis han ku snakke med hende. Det er sikkert lidt gammeldags, men altså, det er sådan han er. Han mener nok selv at han er lidt af en menneskekender, noget har livet vel lært ham.

Han vil gerne høre nogen tale til ham, han vil gerne høre nogen ha brug for ham.
Det er ikke noget han erkender fuldt ud, men det er oplagt at udlægge det på den måde, så det gør vi. Nogen gange skal man ikke vide sig for fin til lommepsykoanalyser, nok så banale de er. Folk som folk er flest er ret banale, og det får dem der ikke er det til at virke næsten skræmmende i deres uforudsigelighed. Og det han er i færd med at gøre nu, det er noget han ikke selv havde forudset at han ville gøre, og det burde vel så skræmme ham, men han vil hellere ha at det skal være en side af ham, der bare ikke har været så fremtrædende før, men som hele tiden har været der, at det skal trække en rød tråd tilbage igennem tiden, forme den han er nu ud fra hvad han gennem den opfattelse forestiller sig han altid gerne har villet være.

Mistet opkald.

Det er den besked han ser på sin telefon næste morgen, da han kommer ud i køkkenet. Han har intet hørt, han har sovet de retfærdiges søvn, drømt om gamle færgelinier, der pludselig blev taget i brug igen i hans drøm; en højbane ud til en lille ø, hvor biler hang under en lift 50 meter over havoverfladen, det var et system der havde virket utrolig raffineret nogle få år, og som så var blevet forkastet hurtigt, men i hans drøm kørte det hele igen. Det virkede med sådan en klo der sad fast under taget på bilen, det blev monteret på et par minutter, og så hang den ellers der og dinglede. Det virkede meget sikkert. Det er sådan en drøm han slet, slet ikke vil begynde at tænke over hvad mon sku betyde, mens han sætter kaffen over, hvis hans underbevidsthed ikke kan mønstre større spidsfindighed i sin symbolik har han sandelig ikke tænkt sig at lytte til hvad den forsøger at sige ham.
I stedet tænker han mere over det mistede opkald, end han egentlig synes han burde. Hvis det virkelig er nogen der vil ham noget, så ringer de vel igen, det er sådan han synes han burde tænke, og så lade det være nok med det, men seføli er det ikke det. Det er et uoverskuelig langt nummer med en landekode foran, som han ikke genkender, den er et sted i tohundrederne, så det er Afrika, den slags ved han af en eller anden grund: Han kender ikke alle landes landekoder, han er jo ikke autist, men han ved lidt om hvilke numre der ligger indenfor i de forskellige verdensdele. Det er sådan en paratviden han render rundt med, og som nu kommer ham til gode: Afrika har ringet til ham, mens han lå og drømte om kæmpemæssige færger og anløbslejer, og han var der ikke for Afrika. Han drikker sin kaffe, han forsøger at holde sig til rutinen, ikke at lade det løbe af med ham, det gælder om at være klar i hovedet nu, ikke gøre noget dumdristigt. Hvem ved hvor meget det ville koste ham at ringe tilbage nu. Hvis Afrika virkelig har villet ham noget, så har Afrika sikkert osse sendt en mail.

Det er hans mål nu: Han må se hvad det er Afrika vil ham.

Punktligt tropper han op på biblioteket, får adgang til den sædvanlige computer, men allerede på vej ned til den ringer telefonen igen. Han blir perpleks over at blive ringet op der, inde på biblioteket, det er ikke et sted man bør føre samtaler, synes han, men han er samtidig osse en mand af den slags der synes at han bør ta sin telefon når den ringer, det ligger som en refleks, det afbryder alt andet for ham, telefonen ringer, så skal man ta telefonen, og det gælder uanset hvilken ubelejlig situation man måtte befinde sig i. ”Ja?” svarer han. Der er nogen i den anden ende, der taler til ham på et engelsk han har svært ved at forstå, en mandestemme. ”Who is this calling,” spørger han. Stemmen i den anden ende kalder sig Joseph. ”I don't know any Joseph, who are you?” Han er klar over at han lyder brysk og mere afvisende, end han egentlig synes det er høfligt at være overfor fremmede, specielt i telefonen, fordi det er så nemt, men han ved godt hvad det drejer sig om, og han er slet ikke tryg ved situationen, så han føler at det er bedre at gi indtryk af at det er ham der har overtaget. Joseph i den anden ende forklarer at han har sendt en mail, forklarer noget mere, men han afbryder ham: ”I haven't seen my mail yet. I am going to check it now. You can call me back in 10 minutes.” Så lægger han på.
Mailen fortæller ham om alt andet end hvorfor det er en mand, der har ringet til ham, og ikke hende selv. Der går 7 minutter før Joseph ringer igen. ”Ja? … Who is this? … Is this Joseph? … Yes, what do you want? … Yes, I read your email, but why are you calling, and not her? … What, I don't understand you... No... No... You will have to tell her to call me or write me again... No... Goodbye.”

Han er i vildrede, det står klart. Det at det ikke er hende selv der ringer, men en der siger at han er hendes fætter, tænder en masse røde lamper hos ham, og han er parat til at bakke ud nu. Han ved at det er det han burde gøre, der er ikke nogen som helst fornuft i at gøre noget som helst andet. Sagen er at han ikke nødvendigvis har så meget andet at gøre: Det er ikke fordi det her tar tid fra noget andet han hellere sku gøre. På en måde ser han det faktisk lidt som noget han tar på sig for andres skyld, at undersøge hvad der ligger bag alle de her spammails. Som han gerne vil se det, så strækker han hånden ud mod Afrika og prøver at forstå, prøver at møde Afrika med åbent sind i stedet for den indgroede mistro. Det synes han på en måde at han som bedrestillet europæer skylder Afrika, og hans tid er på den måde hans almisse. Han kommer til at tænke på alle de gamle færger fra nedlagte danske færgeruter der sejler rundt i Afrika og Asien nu. Den gamle Dronning Ingrid, der er blevet til hospitalsskib, hedder Africa Mercy nu, har ligget i Liberia på et tidspunkt. Det har nogen fortalt ham. Han aner at der er en parallel der, som han ikke har lyst til at trække, og i stedet tænker han på at han osse har en interesse i hende. Den er ikke decideret erkendt, eller det vil sige han ved ikke rigtig med sig selv hvad det er han forestiller sig med hende, men han kan mærke at der er en interesse, som hverken er rent filantropisk eller nøgternt researchende. Han ved ikke hvad den så er, og han synes ikke han har nok viden om hende til at granske den følelse videre, så i stedet tænker han på at han egentlig ikke ved så forfærdelig meget om Afrika udover det han har fra nyhederne, og at han nok egentlig synes det er sådan noget der burde høre med til en almen dannelse, at man havde et større overblik over baggrunden for situationen i Afrika. Som så mange andre tænker han på Afrika som sådan, som en enhed, ikke som enkelte lande med hver deres historie, og det er han osse godt klar over er forkert, men på den anden side: Hvis han ikke ved særlig meget om Afrika i det hele taget, ikke ualmindelig lidt, bare den gængse ignorance, så kan han vel heller ikke forvente af sig selv at han ikke sku forsøge at danne sig et overblik over kontinentet som sådan i første omgang.

Det forsøger han, det blir noget at gøre. Hvis han skal gå ind i det her, så må han osse vide noget om baggrunden for det. Bibliotekaren hjælper ham med at finde nogle bøger, og så går han i gang med at studere. Han føler ikke nogen hvid mands skyld over at læse om hvordan europæerne har udnyttet kontinentet, han er godt klar at Afrika ikke kan bruge hans dårlige samvittighed til noget. Det er noget helt andet Afrika har brug for fra ham, og det er akut, telefonen ringer, Afrika er nervøs for at han skal smutte væk, ”Ja?”, det er en kvindestemme denne gang, men han kan ikke rigtig finde ud af om det er hende, han kan ikke rigtig forstå noget af det hun siger. Der er så meget larm i baggrunden, der hvor hun er, og hendes dialekt gør det svært for ham at forstå hvad hun siger. Det får ham til at føle sig dum, som om det er ham der ikke forstår noget, og ikke hende i den anden ende der ikke formår at gøre sig forståelig, og det irriterer ham, og som ren forsvarsmekanisme blir han lisså brysk som han var overfor ham der kaldte sig Joseph.

Han stoler ikke på Afrika.

Han havde håbet det ikke ville være sådan, han havde håbet at den der indgroede mistillid i ham ikke ville blive bekræftet. Han er skuffet over sig selv, men han er endnu mere skuffet over at Afrika bekræfter de fordomme, som ikke engang er hans egne, som ikke er nogen han har villet ta til sig, men som han nu ser bekræftet ikke desto mindre. Det er meget, meget utilfredsstillende, det hele lige nu, og han kan ikke se at der er andet for end at han må gå hjem nu, gå hjem med sine bøger om hvorfor Afrika er blevet sådan.

Der går flere dage før han vender tilbage til biblioteket, al punktlighed er brudt, han kan ikke længere se nogen grund til at opretholde den, i det store hele nytter det ikke noget, sådan som det ser ud for ham lige nu. Han lærer at la være med at ta telefonen når den ringer, hvis han kan se at det er et afrikansk nummer, eller hvis han ikke kan se nummeret. Men han vender tilbage til biblioteket, seføli gør han det, han har jo osse andre gøremål der, han skal stadigvæk sende de ansøgninger, så han logger på sin mail, han ser at der er mails fra hende, fire, de bliver gradvist mere og mere desperate, og det er ikke en desperation der vækker nogen nåde i ham, den fylder ham med afsky, den virker anmassende, nærmest truende.

Det er ikke hans skyld.

Det gentar han for sig selv. Det her er ikke hans ansvar, det her er ikke måden at gøre tingene på. Han ved ikke hvordan tingene skal gøres, han er godt klar over at det er kompliceret, det er derfor han vil overlade det til andre, nogen der har sat sig bedre ind i tingene, at vurdere hvordan det skal gøres, og det er i første omgang det han vil sætte sig ind i: Hvem der synes der skal gøres hvad. Han vil prøve at finde nogen han er enige med. Nogen der ikke føler nåde, men ansvar. Det er en ret vigtig distinktion for ham at lave lige nu, for i den sidste linje i den sidste mail fra hende skriver hun at hvis han ikke vender tilbage nu, så vil hun blive nødt til at kontakte en anden. Han gør hvad han må gøre: Han markerer mailen som spam. Det er meget, meget lidt at gøre, men det er dog som om han har taget stilling. Og vel at mærke efter at ha undersøgt hvad det egentlig gik ud på i stedet for bare at la sig lede af sine fordomme.

Han føler sig afklaret.

Han tjekker en sidste gang om der er nye mails, og der når lige at komme en ny med: En russisk bibliotekar, der har hårdt brug for en brændeovn til den kommende hårde vinter, og som ber om hans hjælp, fordi hun har hørt at han er et godt menneske. Han er interesseret. Det virker plausibelt. Han har tid nok til at gå ind i det.