Som ham den gamle overfor; et stykke over de 80, måske endda over 90. Den alder, hvor man blir kaldt rørig, når man stadig kan stå oprejst. Hvor det at man selv kan ta sko på blir noget at bide mærke i. Når først man er nået dertil hvor man er rørig, så er det en daglig sejr ikke bare at blive liggende i sengen og sygne hen. Rørig betyder at man bruger sin krop, selvom det strengt taget ku være lige meget nu. Han har under alle omstændigheder nået den alder, hvor det blir noget anerkendelsesværdigt at man stadig bor for sig selv, det er sådan en cirkel der blir sluttet: At man uafhængiggør sig og blir ved med at være det så længe som muligt. Som om ensomheden sku være noget særlig nobelt at stræbe efter; det er der så osse et langt stykke i midten hvor den ikke er, hvor den er noget nær stigmatiserende, men den ender med at være målet. Den noble, værdige, uafhængige ensomhed. Den man dør i, siges det, opløst i rent ego.
Og det er jo for helvede nødt til at være løgn altså. Vi kommer jo ikke ind i verden alene, der er nogen der bringer os ind i den, og så er resten ellers en kamp om at vriste sig fri af nogen og klynge sig fast til andre.
Men det er ikke engang det vi ser i gamle mennesker: Vi ser bare døden. At de skal dø, at det nærmer sig, langsomt eller hurtigt, men at det er uundgåeligt, og at de må ha en eller anden vished om det, at de sidder yderst på bænken nu. Det er ikke til at forstå hvis det ikke sku være det eneste der fylder deres tanker, de lange dage ud og ind. Det er det vi ser i dem, alle fortidsformerne, de perfektive og de imperfektive, pluskvamperfektum og den resignerede, sammensatte konditionalis, alt det de ikke nåede, og som de ikke vil nå nu eller nogensinde, fordi der ikke eksisterer nogen præsens for dem, kun en nær, uundgåelig fremtid.
Der kommer en hjemmehjælper forbi tre gange om dagen og tjekker at han stadig er der, hjælper ham med hvad han nu skal hjælpes med. Det er meget privat alt sammen, hjælpeløshed i dølgsmål. Han er ikke affældig når han åbner sin gadedør og står og kigger lidt op og ned ad gaden, han er altid barberet, håret er altid friseret med brulcreme, skjorten er strøget. Han får et lille chok når man hilser på ham, som om han havde forventet at han var det sidste menneske tilbage i verden. Det er meget muligt han er det i sin verden. Man kan vel nå et punkt, hvor man ikke længere magter at ta stilling til at verden blir ved med at fødes på ny, ikke orker at den ser en i færd med at dø i slowmotion. At det eneste den fokuserer på er at man er døende, og at den forbløffes hver gang den opdager at man ikke er død endnu. Gør det til en bedrift at man er i live, selvom man har væsentlig mere erfaring med at være det end den selv.
Et par gange om ugen, det her er kernen, tror jeg; et par gange om ugen binder han sin vinrøde butterfly, tar sin cottoncoat og sin bløde hat på og sjosker, duknakket, usikkert vaklende, op ad gaden til der hvor hans bil altid holder parkeret, 20 meter længere oppe, der ikke plads lige overfor, gaden snævrer ind der. Nogen gange går han ind på teatret endnu 20 meter længere oppe og henter et program over hvad det nu er for en forestilling der kommer igennem byen næste gang. Det er ikke så vigtigt, det vigtige er den time han så sidder i sin bil, mens han ryger pibe, kigger lidt i det program han har liggende i skødet, prøver at orientere sig. Han hilser ikke når han sidder i den bil, han er koncentreret, han er ude i sin bil, han er væk. Indtil han bakser bildøren op igen, møjsommeligt låser bilen af og stavrer tilbage til sin hoveddør, hvorfra han godt lige kan løfte hånden lidt til et hils, nikke afmålt, inden han lukker sig ind igen.
Så har han været på tur, ikke. Det er alt sammen relativt: Hvis en halv skive rugbrød med smør og en banan kan gøre det ud for frokost, så kan det andet vel osse gøre det ud for en tur. Der er vel alligevel osse efterhånden så og så mange steder at køre hen for ham, han kan se havet fra sit stuevindue, hvis han da orker at læne sig lidt ud, og skoven har han vel set tusinder og atter tusinder af gange, det er begrænset hvor meget mere han kan føje til sin forbløffelse over skoven. Alt det liv er så anmasende. Spørgsmålet er osse om han overhovedet stadig kan køre bil, hvis det sku komme til stykket. Det er lidt som ham vinbogsforfatteren, der i blurben bag på et af sine opslagsværker proklamerede at han tilbragte ”mindst tre måneder om året på rejser i vinens verden”, og det lyder så meget som en eufemisme for at være kvartalsdranker og lukke sig inde i sit arbejdsværelse med sin vinreol for at drikke det hele ned, at man helst ikke vil forestille sig at det at være vinbogsforfatter sku være noget andet end det. Det er lidt den samme tur ham den gamle her tar på. Her skal ikke gøres nogen gisninger om minder, de passerer revy eller noget, det kan ikke være det det handler om, det er der så meget tid til at de kan gøre resten af dagen.
Det er en tur væk fra minderne. En ud-af-huset-oplevelse. Så får han et frisk perspektiv på tingene. Ikke at han rigtig kan bruge det til noget, der er ikke rigtig nogen at dele det med, men det holder ham i gang nogle dage længere. Han har nået den alder, hvor det er et mål i sig selv. Hvor det næste åndedrag er en lille sejr hver gang. Når han er borte en dag, når boet er gjort op og huset sat til salg, så vil forlygterne tændes på den bil, motoren vil hoste sig i gang, og den vil lisså stille trille ned ad bakken, ned over kirkepladsen, til den har fået fart nok på til at sætte i et brøl igennem luften henover havnen, gnisterne vil stå fra den, himmelrummet vil blive knitrende elektrisk, lynene vil slå sprækker i himlen, husene vil ryste for hvert tordenskrald, og vi vil rykke tættere sammen indenfor, der er ingen af os der vil være alene om det her.
Og så vil det være det. Så vil der være rigtig, uigenkaldeligt stille. Der skal ikke gjalde nogen basunudgave af forbandede ”Eleanor Rigby”, der ikke nogen der skal ynkes her. Der er ingen grund til sympati, en høflig, afmål klapsalve vil være sin plads, det er alt, det er nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar