Dørtrinsportalen II: Stairway to Punchbowl

Det er et trin, ja, men det leder lisså lidt nogen vegne hen som den anden vej videre. Du er oppe imod muren. Det er dig der taber. Ovenfor kirken, troner på toppen af bakken, det er mure, det er massive mure, der er intet du kan stille op mod den. Det er dig der taber, kirken troner. Du kan smaske dig selv op imod muren et givent antal gange, ikke uendeligt, din er ikke uendeligheden, og når du så ligger der i en pøl af dig selv for foden af muren, så vil kirken stå der lisså uomtvisteligt tronende som før. Døren vil jo altid være åben for dig.

Ta et kig indenfor, der er helt stille, se, et skib i loftet, det er en fiskerkirke det her, man må respektere den værdi den har haft for dem og deres pårørende. De evigt efterladte, for længst fra starten af, det har været en slags trøst overhovedet, osse selvom du ikke vil forstå det. Og se der, du kan tænde et lys for dine døde, den skik har de taget med her. Du kan sagtens gøre det, det er der ikke noget odiøst i, det er en fin tanke, det betyder ikke noget at det er en kirke, det er bare et rum. Du er oppe imod rummet. Du kan kaste dig imod det, det er åbent for dig, du kan ikke rigtig gøre noget imod det, højst udmatte dig selv i forsøget, når du stræber og stræber og stræber mod den himmel, der bare hænger der og ikke lar sig mærke med dig. Så kan du ligge der til sidst og ikke ku kæmpe imod længere, og den vil ta imod dig.

Det er et trin, ja, og for så vidt som det er en slags portal, så er det den leder over i ikke andet end det du allerede ser: Muren. Der. Op imod den, mas dig så langt ind i den som du overhovedet kan, det er ikke særlig langt. Trinnet er en erkendelse af at der ikke for alvor ligger noget bag det som retfærdiggør det, at det ikke bereder vejen for noget andet, at det i virkeligheden bare er sådan det er i det hele taget. Under trinnet en alef der viser den samme uendelige umulighed: Ingenting, intet. Det er en sten at slå sig for panden med, et 0 at hænge sig i. Swing low, dangling man.

Yellow Ribbon / Red Tape

I starten spyttede jeg på dem, hver gang jeg så en bil med den gule sløjfe på bagsmækken. Jeg så mig over skulderen om der stod en crewcut med lisså overdimensionerede overarme som fædrelandskærlighed, og så samlede jeg ellers hvad jeg havde af spyt og slim og landede en solid klat på ruden. Støtte vore soldater i at kæmpe en krig jeg er uenig i, i blindt at parere ordre, i overhovedet at være blevet soldater med det specifikt for øje at parere ordrer, kæmpe andres krige uden at gøre sig tanker om hvorfor, få et kick, slå nogen ihjel: Jeg støtter ikke nogen soldater, og der er ingen soldater, der er mine. Det var så fjernt fra mig at det var noget nogen ku mene man sku støtte, det var så afsindigt yankeeficeret stupidt rørstrømsk, det var kvalmende og anstødeligt, og jeg spyttede på deres tyrenakkede nationale stolthed.

Det var ikke fordi jeg bildte mig ind, at det var noget der havde nogen effekt på dem hvis biler jeg spyttede på, de har enten intet registreret eller allerhøjst registreret at der var en eller anden nar der havde ramt deres bil, de har ikke forbundet det med sløjfen på bagsmækken, men det var en æressag for mig at markere min modstand. At der overhovedet eksisterede en modstand, at vi ikke bare alle sammen var så fantastisk benovede over at der var nogen der tog det på sig at kæmpe en krig for os, som vi godt nok ikke havde bedt dem om at kæmpe, som vi endda mente de burde lade være med at kæmpe. Og at de burde ta stilling til om de virkelig ville kæmpe i den krig, for de ting, om de virkelig troede på hvad de selv sagde, og hvis de gjorde det og stadigvæk ville kæmpe i den krig, så vise den lille modstand mod alt hvad de så stod for.

Det var nyttesløst, med tiden stod folk på nakken af hinanden for at støtte vore soldater, det blev slet ikke debatteret at folk overhovedet blev soldater, de sku bare støttes. Fra højrefløjen fordi man var stolt af dem, fra venstrefløjen fordi det var synd for dem. Og der blev flere og flere af de gule sløjfer, alt for mange til at man ku spytte på dem alle sammen. Bare tanken om det gav en kvalme, men man ku heller ikke brække sig ud over dem alle sammen, det var alt for omsiggribende, man ku bare gå og syde for sig selv, mens ens omverden med absolut selvfølgelighed åbenlyst demonstrerede sin fanatisme.

Jeg er ikke soldatermateriale. Det er en æressag for mig ikke at være soldatermateriale. Jeg ejer ikke autoritetstroen, jeg spytter på autoritetstroen, jeg sætter en ære i at stille spørgsmål ved autoriteten. Al reguleringen, hierakiseringen og hvordan det blir gjort til en naturlighed, og at det at det blir anset for at være noget fuldstændig naturligt sku gøre det uangribeligt. Jeg er imod. Jeg kan ikke finde ud af at udfylde min selvangivelse rigtigt, og jeg ville alligevel bare ha forbrugt for de penge, der så i stedet går til at føre krig for og til at føre kontrol med at alt går lovformeligt til. At de der spytter får udmålt en passende straf som virker så afskrækkende at ingen spytter, at ingen tar til genmæle. Jeg forsvarer sådan set ikke spytteriet som våben, jeg er bare imod reguleringen af det, at det skal være det der afholder nogen fra at spytte, mig.
Jeg er bare imod. Det synes jeg egtl osse må være et OK udgangspunkt, det kan i hvert fald ikke på nogen måde være værre end bare at være for, sådan helt ukritisk. Der ligger en sund skepsis overfor alt i det. Det er seføli ikke acceptabelt, men det er det heller ikke på nogen måde meningen at det skal være: Lissom jeg ikke selv accepterer noget som helst, ønsker jeg heller ikke at blive accepteret. Jeg vil ikke tåles, jeg vil ikke være en del af den modstand der fungerer som en påvisning af hvilken diversitet der kan rummes indenfor de rammer der nu engang er sat op for at vi alle kan være her. Jeg vil ikke ha der skal være nogen rammer, og jeg ønsker ikke nødvendigvis at vi alle skal ku være her. Alle fylder det hele med deres ligegyldighed og deres orden, stoltheden over at de kan det, stoltheden over at de er i stand til at sætte det hele i system, stoltheden over at de er parat til om ikke at gå i krig for det, så i hvert fald sende nogen andre ud i krig for det. Alt det vi mener at ha bygget op omkring os, uoverskueligt, uovervindeligt for alt i verden. Utænkeligt uden sig selv.

Jeg er krig. Jeg har meningsløsheden på min side, ingen overbevisning, ikke selv, ikke af nogen andre, ingen argumenter. Intet for, kun et imod til at starte med; fordi det er forkert, noget er grundlæggende galt.

Dørtrinsportalen

Der er et dørtrin i min fødeby, der fungerer som en portal. Det er sjældent jeg kommer på de kanter, det ligger væk fra den vej jeg normalt skal når jeg er i min fødeby, som går fra banegården og ud til barndomshjemmet, det ligger i det hele taget lidt afsides fra alting. Det har aldrig været et sted man bare lige kom forbi, det var et sted man opsøgte for at træde over det dørtrin. Når jeg en sjælden gang imellem alligevel kommer forbi, skal jeg stadigvæk lige hen og se det dørtrin en gang til, mærke følelsen af det under foden, prøve at se om portalen stadig virker, om den lukkede mobiltelefonbutik der nu ligger bag døren sku blive transformeret tilbage til det den var.

Pladeforretningen.

Lad mig træde over det dørtrin og komme ind i pladeforretningen igen, min fødebys eneste seriøse pladeforretning, der hvor entusiasmen for det de beskæftigede sig med gjorde medarbejderne til sociopater i noget nær enhver anden henseende. Når de stod bag disken i deres trevlede sweatre og røg joints, mens de hørte de seneste Grateful Dead-liveoptagelser; når de hentede det store, krøllede katalog med de æselørede sider frem fra baglokalet, fordi man sku bestille en plade hjem; så var de konger. Man vil helst ikke forestille sig dem hjemme i deres etværelseslejligheder med plader, musikbiografier og ikke mindst skrald og tomme flasker fra gulv til loft, man vil helst ikke forestille sig dem sidde hos lægen og få at vide at de ville dø af deres sukkersyge, hvis ikke de holdt op med at drikke. Når de trådte over det dørtrin var de konger, når man selv trådte over det dørtrin var man i audiens hos dem.

Der sad et skilt i vinduet med deres specialiteter: Rock, blues, folk, heavy, men først og fremmest: Ingen pop. Deres egen, idiosynkratiske fortolkning af hvad der var pop, som sagtens ku levne plads til den mere seriøse, kunstneriske voksenpop, men ikke til det lort de ikke gad ha med at gøre, fordi det var deres tempel uværdigt. Under alle omstændigheder var man ikke automatisk initieret bare fordi man klarede den forbi den tærskel, det krævede at man enten spurgte om noget som var obskurt nok til at de ikke anede hvad det var, men dog anede at det var noget de burde vide hvad var, eller, endnu bedre, at man spurgte dem om noget af det de selv dyrkede. Manner, som øjnene lyste op hos dem hvis man sagde: Walkabouts. Alt stoppede i butikken. Dem der var i gang med at blive betjent måtte vente til man var færdige med at snakke om Walkabouts, til ham der stod bag disken havde sat en plade på man lige sku høre, til den fedladne indehaver kom ud af baglokalet med burgerrester i overskægget og begyndte at snakke med, til deres venner havde samlet sig om en for at tale om alt mulig andet dødssyg rootsrock, som man faktisk ikke gad beskæftige sig det mindste med, men som man høfligt lod som om man tog ad notam. Høfligt, nej: Underdanigt var det. Det var den følelse den pladeforretning fremkaldte i en: Underdanighed.

På den måde adskilte den sig seføli ikke synderligt fra alle andre specialpladeforretninger som de var dengang, der var ingen grund til at de ikke sku være småarrogante, for der var ingen andre steder man ku få de plader alligevel. Og der var ingen anden måder man ku komme til at høre den musik på, og der var intet andet der var så vigtigt som at komme til at høre den musik, og der var ingen andre steder at gå hen og tale med nogen om den musik. Man trådte over det dørtrin og blev sendt ind i en verden hvor man ku tale om sådan noget, hvor det ikke bare var OK at gøre det, men hvor det var OK i en sådan grad at det ikke var OK ikke at gøre det. Her sku ikke snakkes om børn, der var ingen der havde børn, men der sku heller ikke snakkes om kvinder, arbejde, det var næsten alligevel osse det samme der som med børn. Jeg ved faktisk ikke hvad man sku ha snakket om ellers. Det kom aldrig op. Der var plader der sku snakkes om, nye ting, gamle ting, hypes, oversete mesterværker og oversete plader der sådan set ikke rigtig på nogen måde var mesterværker, men som bare var gode plader og som fik tilføjet en ekstra dimension ved at være så skammeligt oversete som de var.

Endeløse læs af plader henover det dørtrin. Endeløst antal forgæves gange hvor de stadig ikke havde fået de plader hjem man sku ha, og hvor man havde bladret resten igennem så mange gange at man vidste at der ikke var mere at finde for en der.
Og så ommøbleringerne: De der skide cd'er der først stod med deres covers fotokopieret i plastlommer i to små kasser på bagvæggen, men som efterhånden tog hele langvæggen, indtil de reelt begyndte at fortrænge lp'erne. Det var deromkring det begyndte at gå ned. De bebrejdede den nærliggende Føtex, fordi den osse solgte plader, det var dengang pladeforretninger i ramme alvor syntes det var en plausibel forklaring på hvorfor deres stille og roligt forældede forretningsmodel nu tilsyneladende så pludseligt hensygnede: Det var fordi Føtex osse solgte plader. Og nogen burde gøre noget, men altså ikke dem selv, de var dog en kulturbærende institution. Det var de, men de havde deres tid, og den randt ud da jeg flyttede fra byen til nye, større, bedre pladeforretninger.

De lukkede to måneder efter jeg endelig flyttede fra min fødeby og min første pladeforretning. Ingen af delene var direkte årsag til hinanden, naturligvis, men det var meget symbolsk. Det var slut, og det var OK at det var sådan. Det er kun når jeg en sjælden gang imellem kommer forbi det dørtrin at portalen åbner sig på klem. Som en alef der i et glimt viser alle plader i hele verden, al den musik man stadig ikke kender, alle de plader man har set tonsvis af gange, men som man aldrig har fået taget sig sammen til faktisk at høre, selvom de er taget ad notam. Muligheden af al musik altid på en gang, most igennem hovedet på en, ikke bare muligheden af den set som i pladeforretningen eller på playlisterne, men indoptaget og processeret, til musikken står ud af alle kropsåbninger på en. Muligheden for at overvældes en gang til.