Dørtrinsportalen

Der er et dørtrin i min fødeby, der fungerer som en portal. Det er sjældent jeg kommer på de kanter, det ligger væk fra den vej jeg normalt skal når jeg er i min fødeby, som går fra banegården og ud til barndomshjemmet, det ligger i det hele taget lidt afsides fra alting. Det har aldrig været et sted man bare lige kom forbi, det var et sted man opsøgte for at træde over det dørtrin. Når jeg en sjælden gang imellem alligevel kommer forbi, skal jeg stadigvæk lige hen og se det dørtrin en gang til, mærke følelsen af det under foden, prøve at se om portalen stadig virker, om den lukkede mobiltelefonbutik der nu ligger bag døren sku blive transformeret tilbage til det den var.

Pladeforretningen.

Lad mig træde over det dørtrin og komme ind i pladeforretningen igen, min fødebys eneste seriøse pladeforretning, der hvor entusiasmen for det de beskæftigede sig med gjorde medarbejderne til sociopater i noget nær enhver anden henseende. Når de stod bag disken i deres trevlede sweatre og røg joints, mens de hørte de seneste Grateful Dead-liveoptagelser; når de hentede det store, krøllede katalog med de æselørede sider frem fra baglokalet, fordi man sku bestille en plade hjem; så var de konger. Man vil helst ikke forestille sig dem hjemme i deres etværelseslejligheder med plader, musikbiografier og ikke mindst skrald og tomme flasker fra gulv til loft, man vil helst ikke forestille sig dem sidde hos lægen og få at vide at de ville dø af deres sukkersyge, hvis ikke de holdt op med at drikke. Når de trådte over det dørtrin var de konger, når man selv trådte over det dørtrin var man i audiens hos dem.

Der sad et skilt i vinduet med deres specialiteter: Rock, blues, folk, heavy, men først og fremmest: Ingen pop. Deres egen, idiosynkratiske fortolkning af hvad der var pop, som sagtens ku levne plads til den mere seriøse, kunstneriske voksenpop, men ikke til det lort de ikke gad ha med at gøre, fordi det var deres tempel uværdigt. Under alle omstændigheder var man ikke automatisk initieret bare fordi man klarede den forbi den tærskel, det krævede at man enten spurgte om noget som var obskurt nok til at de ikke anede hvad det var, men dog anede at det var noget de burde vide hvad var, eller, endnu bedre, at man spurgte dem om noget af det de selv dyrkede. Manner, som øjnene lyste op hos dem hvis man sagde: Walkabouts. Alt stoppede i butikken. Dem der var i gang med at blive betjent måtte vente til man var færdige med at snakke om Walkabouts, til ham der stod bag disken havde sat en plade på man lige sku høre, til den fedladne indehaver kom ud af baglokalet med burgerrester i overskægget og begyndte at snakke med, til deres venner havde samlet sig om en for at tale om alt mulig andet dødssyg rootsrock, som man faktisk ikke gad beskæftige sig det mindste med, men som man høfligt lod som om man tog ad notam. Høfligt, nej: Underdanigt var det. Det var den følelse den pladeforretning fremkaldte i en: Underdanighed.

På den måde adskilte den sig seføli ikke synderligt fra alle andre specialpladeforretninger som de var dengang, der var ingen grund til at de ikke sku være småarrogante, for der var ingen andre steder man ku få de plader alligevel. Og der var ingen anden måder man ku komme til at høre den musik på, og der var intet andet der var så vigtigt som at komme til at høre den musik, og der var ingen andre steder at gå hen og tale med nogen om den musik. Man trådte over det dørtrin og blev sendt ind i en verden hvor man ku tale om sådan noget, hvor det ikke bare var OK at gøre det, men hvor det var OK i en sådan grad at det ikke var OK ikke at gøre det. Her sku ikke snakkes om børn, der var ingen der havde børn, men der sku heller ikke snakkes om kvinder, arbejde, det var næsten alligevel osse det samme der som med børn. Jeg ved faktisk ikke hvad man sku ha snakket om ellers. Det kom aldrig op. Der var plader der sku snakkes om, nye ting, gamle ting, hypes, oversete mesterværker og oversete plader der sådan set ikke rigtig på nogen måde var mesterværker, men som bare var gode plader og som fik tilføjet en ekstra dimension ved at være så skammeligt oversete som de var.

Endeløse læs af plader henover det dørtrin. Endeløst antal forgæves gange hvor de stadig ikke havde fået de plader hjem man sku ha, og hvor man havde bladret resten igennem så mange gange at man vidste at der ikke var mere at finde for en der.
Og så ommøbleringerne: De der skide cd'er der først stod med deres covers fotokopieret i plastlommer i to små kasser på bagvæggen, men som efterhånden tog hele langvæggen, indtil de reelt begyndte at fortrænge lp'erne. Det var deromkring det begyndte at gå ned. De bebrejdede den nærliggende Føtex, fordi den osse solgte plader, det var dengang pladeforretninger i ramme alvor syntes det var en plausibel forklaring på hvorfor deres stille og roligt forældede forretningsmodel nu tilsyneladende så pludseligt hensygnede: Det var fordi Føtex osse solgte plader. Og nogen burde gøre noget, men altså ikke dem selv, de var dog en kulturbærende institution. Det var de, men de havde deres tid, og den randt ud da jeg flyttede fra byen til nye, større, bedre pladeforretninger.

De lukkede to måneder efter jeg endelig flyttede fra min fødeby og min første pladeforretning. Ingen af delene var direkte årsag til hinanden, naturligvis, men det var meget symbolsk. Det var slut, og det var OK at det var sådan. Det er kun når jeg en sjælden gang imellem kommer forbi det dørtrin at portalen åbner sig på klem. Som en alef der i et glimt viser alle plader i hele verden, al den musik man stadig ikke kender, alle de plader man har set tonsvis af gange, men som man aldrig har fået taget sig sammen til faktisk at høre, selvom de er taget ad notam. Muligheden af al musik altid på en gang, most igennem hovedet på en, ikke bare muligheden af den set som i pladeforretningen eller på playlisterne, men indoptaget og processeret, til musikken står ud af alle kropsåbninger på en. Muligheden for at overvældes en gang til.