Det er et trin, ja, men det leder lisså lidt nogen vegne hen som den anden vej videre. Du er oppe imod muren. Det er dig der taber. Ovenfor kirken, troner på toppen af bakken, det er mure, det er massive mure, der er intet du kan stille op mod den. Det er dig der taber, kirken troner. Du kan smaske dig selv op imod muren et givent antal gange, ikke uendeligt, din er ikke uendeligheden, og når du så ligger der i en pøl af dig selv for foden af muren, så vil kirken stå der lisså uomtvisteligt tronende som før. Døren vil jo altid være åben for dig.
Ta et kig indenfor, der er helt stille, se, et skib i loftet, det er en fiskerkirke det her, man må respektere den værdi den har haft for dem og deres pårørende. De evigt efterladte, for længst fra starten af, det har været en slags trøst overhovedet, osse selvom du ikke vil forstå det. Og se der, du kan tænde et lys for dine døde, den skik har de taget med her. Du kan sagtens gøre det, det er der ikke noget odiøst i, det er en fin tanke, det betyder ikke noget at det er en kirke, det er bare et rum. Du er oppe imod rummet. Du kan kaste dig imod det, det er åbent for dig, du kan ikke rigtig gøre noget imod det, højst udmatte dig selv i forsøget, når du stræber og stræber og stræber mod den himmel, der bare hænger der og ikke lar sig mærke med dig. Så kan du ligge der til sidst og ikke ku kæmpe imod længere, og den vil ta imod dig.
Det er et trin, ja, og for så vidt som det er en slags portal, så er det den leder over i ikke andet end det du allerede ser: Muren. Der. Op imod den, mas dig så langt ind i den som du overhovedet kan, det er ikke særlig langt. Trinnet er en erkendelse af at der ikke for alvor ligger noget bag det som retfærdiggør det, at det ikke bereder vejen for noget andet, at det i virkeligheden bare er sådan det er i det hele taget. Under trinnet en alef der viser den samme uendelige umulighed: Ingenting, intet. Det er en sten at slå sig for panden med, et 0 at hænge sig i. Swing low, dangling man.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar