Skygger, tågesyn og uklarheder

“Hvad er skygger, tågesyn og uklarheder?

Synsforstyrrelser, der opfattes som skygger og uklarheder i synsfeltet, eller tågesyn eller flimmer for øjnene.

Ændringer i synsstyrken skyldes, at synsindtrykket bliver ændret et eller andet sted ved passagen fra øjet til hjernen. Et synsindtryk passerer gennem hornhinden, øjets linse, glaslegemet, nethinden, og via synsnerven til hjernen. Sygdom, skade eller aldersforandringer i en af disse dele af øjet giver synsforstyrrelser.”

- Patienthaandbogen.dk

Sådan hvor det flimrer umærkeligt i udkanten af synsfeltet, ikke noget man lægger mærke til før man skal fokusere på noget, en skærm, og man så opdager at hovsa, det kan man ikke rigtig, ikke lige nu, og det hjælper ikke noget lige at lukke øjnene lidt og prøve at koncentrere sig eller noget, det blir ved med at ligge der, en stor flade der ikke vil åbne sig for en, bare flimrer i takt med skærmen. Som når et kamera har filmet et fjernsyn, man er bag det ekstra lag. Og det er sådan noget man ikke kan undgå at blive lidt nervøs for, er jeg ved at blive blind nu, skal jeg ikke ku se mine børn mere, er det her noget jeg skal ta til lægen med? Og man vil gerne holde lidt igen med at ta til lægen nu, ikke komme rendende: Sidste gang bød den unge, vel egentlig på sin vis diskret og slavisk kønne, kvindelige´læge smilende en ind i konsultationen med et suk, og hvor var det dog varmt, jeg tar lige den her af, mens hun fastholdt ens blik henover brillerne, og så var man med i en pornofilm onsdag formiddag. Det er osse det billede man gerne vil fastholde, det vil blive det sidste der er tilbage når synet endegyldigt formørknes; det er en tarvelighed at hæge sig fast ved, noget der ikke betyder noget, så dette ikke betyder noget, man er ikke ved at blive blind. Man er ikke ved at blive blind, man er ikke ved at blive blind, det er bare fokusset der fortaber sig i skyggerne.

Og dvaskheden sniger sig på, bemægtiger sig kontrollen over ens krop og tanke. Det er ikke mere end en måneds tid siden man gik ned og sprang i vandet om morgenen inden man havde vagt, mærkede hele kroppen ranke sig igennem, eller gik ud over klipperne om aftenen efter en vagt og tog hele horisonten ind i sig; nu er det nærmest nok til at være noget hvis man bare hæver skrivebordet og rejser sig fra stolen en halv times tid, står og falder i staver, lar timerne skrive sig i vagtskemaet med en mindsteløn som det eneste man har fået tampet ud af dem. Timers tågesyn og flimrende åbenbaringer om noget der aldrig rigtig vil gi sig til kende for en, fortaber sig i det tomrum som udkanten af sæsonen har skabt. Det er ved at være ovre, men det er ikke slut; det er til at se en ende på det, men den flimrer uklart.

Og det ku bare være vinteren der allerede var ved at sætte ind med sit obligatoriske skandinaviske tungsind, men det ku lisså vel være arbejdstilstanden der nu er ved at gøre sig gældende: Alle de timer man forpagter sig selv væk for nogen andres formål, der osse fortaber sig med tiden, bare for desto bedre at mærke den smule tid man får tilovers til sig selv som noget der minder om frihed, intensivere den til et par timers hårdnakket liggen på sofaen med en bog man aldrig blir færdig med, men som er ens forsvar mod at la det arbejde opsluge den sidste rest af det man stadig forestiller sig er ens integritet. Det er et fokus at beholde, det er et fokus der flimrer bort nu, lar en sidde tilbage, på arbejdet, mens mørket maser sig ind over en og man desperat overvejer at komme det i forkøbet og kratte sine øjne før det får en.

Erkendelsen af ikke at være i stand til at være et konkurrencemenneske

Det er det der lange, seje træk, det er det der er selve kernen af cyklingen, og hvem er det der har skrevet om det? Ja, altså ud over ham den åbenlyse og alt, alt for ihærdigt lovpriste selvhøjtidelighed, som der ikke er nogen grund til at gi en tur til, men der var en anden, muligvis var det René Jean Nielsen, nej, det var Rasmus Nikolajsen, der skrev om at cykle: Sådan en tur op over Hald Bakker, hvis der overhovedet er flere af dem, hvis det ikke bare er en kolossal bakke, jeg ved det virkelig ikke. Bakker som det tætteste man kan komme på den der store cykeludfordring i et land uden høje bjerge (hej Michael Falch, havde du nogensinde troet den fadæse ville blive glemt?), men det jeg studsede over var at teksten lige strejfede en opvarmningstur på 55 kilometer, inden fortælleren bandt an med bakken. Det er det der er det der lange, seje træk, som så bare blir reduceret til opvarmning inden den virkelige udfordring, og som under alle omstændigheder er væsentligt længere end mit eget lange, seje træk, som bare er de der daglige 24 kilometer til og fra sommerjobbet. Som er rigelige 24 kilometer, altså små 50 tilsammen, bare afbrudt af arbejde, og som har fået mig til at tabe mig betragteligt og givet mig helt nye sanseoplevelser i røven. Og som er blevet modtaget med benovelse, når andre har hørt om at jeg cykler 24 kilometer til og fra arbejde, og jeg har labbet den i mig, benovelsen, jeg har været ham der cykler små 50 kilometer om dagen, og så kommer der sådan en, hvor 50 kilometer ikke er andet end en opvarmningstur, før man virkelig sætter ind.

Det er en slags nederlag, det er svært ikke at la det blive det, men muligheden er der så for slet ikke at la det betyde noget, at fremføre, for sig selv, for andre, at der aldrig har været tale om at man konkurrerede, at der ikke var noget man sku bevise, at man bare gjorde det, at det var nok i sig selv overhovedet at gøre det, fordi det var mere end at la være.

Målet er ikke nødvendigvis at blive den bedste.

Der er utal af felter hvor jeg ikke er den bedste, selv de felter jeg føler mig nogenlunde god på er der masser der kan overgå mig på, og det smerter da, men det er ikke noget jeg vil la smerte mig: Jeg konkurrerer ikke. Jeg gør, jeg er med, på lige fod med alle andre, jeg er med, det er det der betyder noget. Det er et ideal, det er sådan noget man lærer børn, men det er osse en nødvendig indstilling, hvis man ikke er den bedste.

(Michael Falch var i 80’erne den bedste danske Bruce Springsteen, det var der udpræget enighed om, lige indtil han forsøgte at gøre ham “Born in the USA” efter med netop “I et land uden høje bjerge”, og der ikke rigtig længere var nogen der ku la være med at fnise af ham, som han stod der i sit cowboytøj med sit stålsatte blik og spillede opblæst poprock for et folk, der vendte sig væk fra ham. Åh, Michael Falch, du var noget, som ikke var meget, men dog noget, og nu er du reduceret til at være ham der ikke rigtig var det alligevel-vel-vel? Og du var min helt der i et par måneder, det der stålsatte blik var nok til at få mig til at overse et øjeblik at musikken virkelig ikke var rigtig noget, og så faldt og faldt og faldt du, og i dag er du stadig bare ham med den der forfærdelige sang fra dengang.)

Jeg har skåret 10 minutter af min tid, det tar mig små 50 minutter at cykle de 25 kilometer nu, hvor det i starten tog mig godt en time. Det er en god ting, mærker jeg, det er en udvikling, men det er osse sådan en udvikling det er nemt at la sig fange af: At man så skal blive ved med at udvikle sig, at jeg skal skære flere minutter af, blive bedre, hurtigere. At det sku være målet, at det ikke i sig selv sku være mål nok bare at gøre det. Og det er netop der hvor man lar sig rive med af det, hvor man lar sig gribe af konkurrencemomentet, at man så må erkende at ens evner bare ikke rækker længere end til lige præcis den forbedring, at der ikke er mere, man blir ikke bedre, blir slet ikke bedst, blir bare ved, men glædesløst, indtil man gir slip igen.

Og bare tar det lange, seje, ensomme træk for dets egen skyld.

Op ad bakkerne, ned ad bakkerne, lige ud ad landevejen uden afbrydelser, marker på begge sider af en, vandet et stykke ude mod vest, engang imellem dukker horisonten lige frem, derovre i disen kan man skimte et andet land når man er højt nok oppe og horisonten rykker desto længere væk, den der formel man forlængst har opgivet at prøve at sætte sig ind i. Og omkring halvvejs på tilbagevejen det punkt hvor man kommer over en bakke, og så kan man se byen dernede, godt ti kilometer væk, det der er blevet ens by nu, og hele den følelse vælder op i en: Det er mit, det der, nu, og det ligger der og venter på mig.

Endnu mere om aftenen, hvor det er det første lys man ser efter 14 kilometer: Der ligger først en lille by, som man skal udenom, der er lidt lys, men der, 10 kilometer længere fremme, der ligger alt det lys man skal ind i. Det ser ud af voldsomt meget, fordi det ligger der i alt mørket, men det er naturligvis i virkeligheden ingenting, det er en lille by, det er ikke som når man flyver ind over en hovedstad, og den bare blir ved og ved med at være lys i alle retninger: Det er alt det lys man kan drømme om lige der, for på dette tidspunkt kører man i bælgravende mørke, ens synsfelt er indskrænket til de 5 meter foran en lyskeglen fra ens cykellygte danser og så nogle vage meter foran det, reflekser fra pælene langs vejen, ellers er alt mørke, og det er egentlig slet ikke fedt. Endnu mindre når man kører igennem skov, så er det mørkere endnu, man kører i en sæk, og man kan nå at registrere sådan en følelse af at nu blir det lidt hårdere, hvorfor blir det det, inden det går op for en at det er fordi man kører op ad bakke, og man har ikke noget at sammenligne med, så man kan ikke registrere hældningen ved andet end at føle den. Det er ikke fedt, man er super fokuseret, man kan ikke køre lisså hurtigt, fordi man skal være så opmærksom, og det er først når man kører ind ad indkørslen derhjemme, når man er kommet de sidste par kilometer igennem lys, så begynder det at føles som om man alligevel har gjort noget, som om det har været en bedrift, det man har gjort, mens ens øjne er helt tørre og udspilede, fordi man har forsøgt at fylde dem med lys for at ku se så meget som overhovedet muligt i mørket.

Det er en anden slags langt, sejt træk, det er kernen af et sagn, det er noget man lægger bag sig. Det er ikke noget specielt for andre end en selv, man står alene med det træk og den betydning man kan fylde ind i det.