Skygger, tågesyn og uklarheder

“Hvad er skygger, tågesyn og uklarheder?

Synsforstyrrelser, der opfattes som skygger og uklarheder i synsfeltet, eller tågesyn eller flimmer for øjnene.

Ændringer i synsstyrken skyldes, at synsindtrykket bliver ændret et eller andet sted ved passagen fra øjet til hjernen. Et synsindtryk passerer gennem hornhinden, øjets linse, glaslegemet, nethinden, og via synsnerven til hjernen. Sygdom, skade eller aldersforandringer i en af disse dele af øjet giver synsforstyrrelser.”

- Patienthaandbogen.dk

Sådan hvor det flimrer umærkeligt i udkanten af synsfeltet, ikke noget man lægger mærke til før man skal fokusere på noget, en skærm, og man så opdager at hovsa, det kan man ikke rigtig, ikke lige nu, og det hjælper ikke noget lige at lukke øjnene lidt og prøve at koncentrere sig eller noget, det blir ved med at ligge der, en stor flade der ikke vil åbne sig for en, bare flimrer i takt med skærmen. Som når et kamera har filmet et fjernsyn, man er bag det ekstra lag. Og det er sådan noget man ikke kan undgå at blive lidt nervøs for, er jeg ved at blive blind nu, skal jeg ikke ku se mine børn mere, er det her noget jeg skal ta til lægen med? Og man vil gerne holde lidt igen med at ta til lægen nu, ikke komme rendende: Sidste gang bød den unge, vel egentlig på sin vis diskret og slavisk kønne, kvindelige´læge smilende en ind i konsultationen med et suk, og hvor var det dog varmt, jeg tar lige den her af, mens hun fastholdt ens blik henover brillerne, og så var man med i en pornofilm onsdag formiddag. Det er osse det billede man gerne vil fastholde, det vil blive det sidste der er tilbage når synet endegyldigt formørknes; det er en tarvelighed at hæge sig fast ved, noget der ikke betyder noget, så dette ikke betyder noget, man er ikke ved at blive blind. Man er ikke ved at blive blind, man er ikke ved at blive blind, det er bare fokusset der fortaber sig i skyggerne.

Og dvaskheden sniger sig på, bemægtiger sig kontrollen over ens krop og tanke. Det er ikke mere end en måneds tid siden man gik ned og sprang i vandet om morgenen inden man havde vagt, mærkede hele kroppen ranke sig igennem, eller gik ud over klipperne om aftenen efter en vagt og tog hele horisonten ind i sig; nu er det nærmest nok til at være noget hvis man bare hæver skrivebordet og rejser sig fra stolen en halv times tid, står og falder i staver, lar timerne skrive sig i vagtskemaet med en mindsteløn som det eneste man har fået tampet ud af dem. Timers tågesyn og flimrende åbenbaringer om noget der aldrig rigtig vil gi sig til kende for en, fortaber sig i det tomrum som udkanten af sæsonen har skabt. Det er ved at være ovre, men det er ikke slut; det er til at se en ende på det, men den flimrer uklart.

Og det ku bare være vinteren der allerede var ved at sætte ind med sit obligatoriske skandinaviske tungsind, men det ku lisså vel være arbejdstilstanden der nu er ved at gøre sig gældende: Alle de timer man forpagter sig selv væk for nogen andres formål, der osse fortaber sig med tiden, bare for desto bedre at mærke den smule tid man får tilovers til sig selv som noget der minder om frihed, intensivere den til et par timers hårdnakket liggen på sofaen med en bog man aldrig blir færdig med, men som er ens forsvar mod at la det arbejde opsluge den sidste rest af det man stadig forestiller sig er ens integritet. Det er et fokus at beholde, det er et fokus der flimrer bort nu, lar en sidde tilbage, på arbejdet, mens mørket maser sig ind over en og man desperat overvejer at komme det i forkøbet og kratte sine øjne før det får en.