Der, det er den sang fra bisættelsen.
Hun har ikke tænkt på den i lang tid, heller ikke på sin døde veninde for den sags skyld, og nu toner den frem i radioen, netop som hun er på vej igennem det tomme køkken på restauranten, og noget i hende føler sig tvunget til at stoppe op og rent faktisk lytte til den sang. Føle noget ved det, ære mindet på den måde, det er det mindste hun kan gøre, det er ikke meget, det kræver bare at hun stopper op. Hun tænker: Døden kræver af os at vi stopper op, kasserer med det samme den tanke igen, den er lam og den fjerner fokus fra det hun synes hun bør have fokus på nu, som er den sang. De minder om veninden som den skal få frem, men det eneste hun mindes er bisættelsen.
Hun kan ikke huske at have hørt den før, ikke udover den ene gang i kapellet, hvor det var de fremmødte der snøftede sig igennem en sang de færreste af dem kendte i forvejen. Det var hendes forældre der havde valgt den, det var den sang der angav hvordan de gerne ville huske deres datter, og følget klamrede sig til den guitar der akkompagnerede sangen, fulgte trop i den fortolkning af hvem hun havde været, som den udlagde. Hvad nogen følte hun kunne have været for dem. Hvad hun kan huske er hvor meget den sang fik hende til at vræle der i kapellet, hvordan det føltes som om alt i den var ubestridelige sandheder om den afdøde. Netop sådan som det var meningen: Der var ingen friske snitsår, ingen uforudsigelige raseriudbrud eller hysteriske sammenbrud, ingen forsvindingsnumre eller dages isolation, det var alt sammen filtreret fra til fordel for billedet af et langt mere helstøbt, sundt og harmonisk menneske end hun var nået at blive. Kunne være blevet. Og når hun hører sangen nu kan hun høre hvor drivende sentimental og almengyldig teksten er: Det er en sang alle helst skal kunne identificere sig med, og således får den alle dem der gør det til at indpasse sig det store, fælles hele, blive en del af det og affinde sig med det i stedet for at blive ved med at gøre stormløb mod det. Individet ophører med at eksistere, bliver atter til jord og minder der former historien som den skal være. En masse af død der tårner sig op bag en og foran en og får en til at søge tilflugt i svulmende følelsesladede sange, der opskalerer mindre, mere overkommelige og jævne følelser til noget så kæmpemæssigt at det overskygger alt andet og gør det ligegyldigt i det store hele. Lærkesang, solnedgang, bjældeklang og havets uendelighed og sødmefuldt rådne lugt af tang; bortgang.
Det er sådan hun hører sangen nu, hun prøver at få den til at vække nogen følelser i sig, nogen minder om dengang til bisættelsen, noget der betyder noget, nogen minder om den veninde, noget overhovedet, noget andet end det den sang forsøger at få hende til at have været, men det den ender med at vække i hende er en rå afsky overfor sangen selv. Det overskygger enhver anden følelse der måtte være i hende, og hun går videre, ud af køkkenet før den når omkvædet, ryster den af sig. Den reducerer hendes følelser til noget almindeligt og gør hende i tvivl om deres oprigtighed. Hun græd og græd og græd dengang i kapellet, det var som om hun slet ikke havde været klar over at hun overhovedet nærede så dybe følelser for veninden, hun havde vel nærmest været flov over at hun ikke var mere ked af det, blot havde konstateret at det var urimeligt, men osse uundgåeligt, det var den retning de havde stukket ud, når de havde stået der med køkkenknivene og konkurreret om hvem der turde skære dybest og længst. Køkkenbravade, som de ikke skulle stå tilbage for, de kunne måle sig med hver og en af dem, kunne være mindst lisså langt ude, smerten var en uadskillelig del af dem, noget de ikke kunne tage sig af men heller ikke kunne være foruden. De havde skåret sig gang på gang, fine, små snit der åbnede huden og fik det til at pible ud, sunket æggen i huden, plop, det var så let, og til sidst var hendes veninde så gået ned ad vejen i stedet for bare over gaden.
Det var ikke til at sige hvad det var præcis der havde gjort udfaldet, at det lige præcis var der det skulle være, hvilken cocktail af hvad efter fyraften der havde ført det ene med det andet, til det ikke var muligt at holde op, og hun havde ikke været der selv, men det kunne hun lisså godt have været, og det vidste hun. Det kunne ikke lisså godt have været hende, det vidste hun osse godt, men det vidste andre ikke nødvendigvis, for dem var de ens og uadskillelige, selvom det så var det de uigenkaldeligt var nu: Adskilte. Hun var gået skridtet videre. Hvor er det hun har hørt den skelnen: Ikke nødvendigvis en ustoppelig dødsdrift, bare en komplet ligegyldighed overfor at holde sig i live? Det var sådan de så sig selv, som sådan nogen, når de trampede henover kølerhjelmene på parkerede biler eller kastede sig ud fra klipperne eller bare i kaotiske værtshusslagsmål, hvor glas fløj igennem luften og de gik løs på en eller anden af hvilken som helst grund, og der var altid lige nogle vitale øjeblikkes forsinkelse i reaktionen fra alle omkring dem, fordi ingen kunne få sig selv til at lægge hånd på dem, de var jo piger, det kunne ikke passe, og det gav dem et forspring til at hærge igennem. De var ustoppelige og udødelige. Det var sådan de bekræftede hinanden i at de følte sig i live.
Følte noget overhovedet. Da den sang så begyndte i kapellet slog det bunden ud af hende, og hun kunne ikke holde op med at vræle, det trak igennem hende som kramper, og midt i det hele kom hun osse i tanke om en dårlig vits hun engang havde hørt om ham der havde skrevet sangen – noget med en fyr i musikbranchen der praler med alle de store navne han har skaffet til sin festival, hvor det så bare er efternavnene der er de samme som nogen rigtig store navne, John Fogertys fætter og sådan noget, bortset fra ham den sidste, hvor der er en der spørger om det så virkelig er ham han mener, og han bare svarer ja, og det er så det der er vitsen, at han er så ingenting. Ham? Ham. Åh. Og det er egentlig ikke sjovt, ikke engang ondskabsfuldt morsomt, og det fik hende bare til at græde endnu mere der, fordi det var så lige meget, det hele, og så massivt ladet med en betydning hun slet ikke begreb omfanget af.
Bagefter var hun tømt. Fattet, der var noget ærværdigt i at have kunnet græde sådan, og så var det ovre, de drak et par øl på et værtshus i nærheden, mindedes pligtskyldigt deres veninde og kollega, nogen fortalte anekdoter, ikke hende, der var ikke rigtig noget det virkede passende at fortælle, det havde alt sammen drejet sig om døden alligevel, eller om livet så meget som muligt, og det var ikke tid for det nu. De fleste havde under alle omstændigheder allerede tankerne alle mulige andre steder henne, var på vej videre, og de skiltes efter nogen timer og et ukendt antal omgange, drog derfra i hver sin retning, på vej på arbejde, på vej hjem, på vej videre.
Det er der hun står, et stykke længere fremme uden rigtig at have rykket sig for alvor, bare en ny sæson på en ny restaurant, en ny midlertidighed, noget mellem noget uden at hun rigtig kan sige det ene er mere end det andet, det er bare det der er lige nu. Horisonten er ikke for langt væk, den ligger bare meget højt i synsfeltet, som for at hun ikke skal kunne give slip og drive væk, opad. Hun står på terrassen og skuer ud over havet og prøver at mindes hende et øjeblik, inden hun går i gang med at tørre bordene af, farver kluden sort af aske. Det er vel ikke sådan det er meningen vi skal mindes de døde, at de skal få os til at stoppe op, de skal vel bare leve videre med os i baggrunden, tænker hun, forkaster også denne tanke, fordi hun ikke vil vide af hvad den kan åbenbare for hende, hvis hun rent faktisk tænker den til ende. Stopper op igen og smider kluden ned i spanden med sæbevand, skuer en gang til ud over havet. Nynner et par linjer af den forbandede sang, ved den kommer til at hjemsøge hende de næste mange dage når der er stille, ved at hun må sørge for at der ikke bliver det. Det må bruse hen over hende, hun må zigzagge videre efter den næste støjkilde, hvad som helst andet end stilhed.
Hvor som helst andre steder end der hvor den sang sender hende hen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar