Ikke el Segundo: Østermarie.

A Tribe Called Quest-referencer på bornholmerbådens toiletter.

Dåsetræet

Det var her vi ville ha hængt ud, hvis vi havde været teenagere her: Ved dåsetræet, lige nedenfor kirkegården, lige ovenfor skaterbanen, med horisonten og alle mulige fremtider i verden ret foran os. Det var her vi ville ha cyklet ned, forhåbentlig på bmx'ere, det ku være så sejt hvis det var på bmx'ere, en sixpack hver i rygsækken, og så ville vi ha siddet og hængt dåseringe på grenen der, snakket måske, bare været sammen der i hvert fald. Ovenover os ville ravnene ha skreget løs i et væk, sådan som de gør det nu, oppe i trækronerne, og det ville ha blandet sig med brændingen, vi ville ku høre musik nede fra skaterbanen når nogen havde taget et anlæg med, siddet og stenet over at de fandme hørte Suzanne Vega og Doobie Brothers og alt sådan noget MOR-crap.

Vi ville ha været så rad som vi sad der.

Der ville ikke nødvendigvis være sket mere mellem os end bare det, ikke der, det var ikke stedet til at begynde at kline. Både fordi det var rimelig offentligt, der ku potentielt godt komme en hundelufter eller en kondiløber forbi på stien, kaninerne ville i hvert fald ku se os, men osse bare fordi det ikke var det der var meningen med det sted. Det var ikke stedet til den slags: Det var et sted hvor vi ku drikke, ryge, bitche, sætte os ud over os selv og vores omstændigheder.

Du ville alligevel ikke ha ladet mig prøve på noget, det er jeg fuldstændigt sikker på, jeg ville ikke ha fået et ben til jorden. Hvis man kigger rundt nu, så ligger der heller ikke nogen brugte kondomer eller noget: Der er intet der tyder på at der er nogen andre har misforstået pointen med dåsetræet. Det minde vi ville ku ha haft om det er ubesudlet, og det betyder på en måde noget for mig nu.

Senere, når vi begyndte at blive kolde, når duggen faldt, når der ikke var mere øl, når vi havde været stille og gloet ud på horisonten ved siden af hinanden så længe at det begyndte at føles som noget andet, at jeg begyndte at lægge mærke til din profil, din hages runding, dine øjne, blikket skruet sammen i en tæt grimasse, fordi du var nærsynet men nægtede at bruge briller: Når det var blevet senere sådan, så ville vi samle dåserne sammen, af en eller anden grund var du altid så retskaffen på det punkt, smed aldrig affald, og jeg turde ikke andet end osse at samle mit lort op. Hjule op ad skrænten på bmx'erne, hivende efter vejret, blodet ville banke alkohollen op i hjernen på os, vi ville være ved at brække os af anstrengelsen, og så ville en af os nå toppen først, og uanset hvem af os det var, så ville jeg ha tabt, som vi holdt der et øjeblik, faldet sammen over styrene, stakåndede, storsvedende. Havet lige foran os, kraftværket lige til højre for os, en kæmpestor, svagt brummende kasse. Og så hjem ad stien, under træerne, forbi kirkegården, du ville fløjte hele det stykke, det var en rest overtro, som slet ikke passede sammen med resten af din personlighed men var med til at udgøre dens hele.

Det var et hele, som ville ha betydet alt i verden for mig lige der, og som jeg aldrig ville ha kunnet forestille mig sku ku erstattes af noget andet. Det var den helhed jeg ville forsøge at genfinde, når jeg år senere flyttede tilbage til øen igen og så cyklede derud og sad med en sixpack og føjede ringe til grenen, prøvede at genkalde mig noget, som det ville få mig til at føle jeg havde mistet.

Og det savn ville være en del af mig, og den radness. Det ville være cool.

Uautenticismens oprigtighed og en jodlende jødisk cowboy

Sådan som at komme hjem, og så ligger der en pakke med Young Brigham og to andre Ramblin' Jack Elliott-plader og venter på en. Det er det der er mit nye trip: Countryfolk, men ikke den autentiske. Uautentisk, kridhvid, baldrende skæv countryfolk. Snøvlet frem af en fyr, der godt nok går med cowboyhat og påstår at han stak af med et rodeoshow som 15-årig, men som osse er født i Brooklyn af jødiske kirurgforældre.

Så country.

Så meget for at forsøge et kommercielt gennembrud med den her plade 13 år inde i karrieren: Bob Dylan, der havde lært at tale som han gjorde af Ramblin' Jack Elliott, havde lært at spille guitar af ham, alt, han var kæmpe stor nu, og nu skulle det være Ramblin' Jack Elliotts tur med Young Brigham.

Bare den måde han åbner med ”If I Were a Carpenter” i en orgeldronende molversion, hvor hans stemme flere gange knækker over, og tablaerne væver sig ind i det hele: Det står ret klart allerede der, at det her ikke kommer til at lykkes kommercielt. At det kommer til at lykkes på den der endnu mere storslåede måde, som fejlslagne gennembrudsforsøg nogen gange kan gøre det retrospektivt. Det kører ellers næsten så nogenlunde straight ret af side 1, indtil Elliott lige skal forklare hvordan en traktor lyder. Og så efterligner lyden af traktorer der kører frem og tilbage på marken udenfor ens vindue natten igennem. I et minut.

Pladens næste to højdepunkter er den 7 minutter lange fortælling ”912Greens” om hvordan Elliott som ung mand 1953 muligvis drog til New Orleans for at finde banjospilleren Billy Faier, hvordan de muligvis fandt ham, men at det egentlig slet ikke er så relevant for historien, fordi det mere handler om alt mulig andet end det, indtil Elliott endelig begynder at synge i de to allersidste linjer:

”Did you ever stand and shiver / Just because you were looking at a river?”

Det er det man gør der, ryster, kuldegysningerne går gennem en over hvor vildt det her er. Og så får man lige en udgave af Dylans ”Don't Think Twice, It's Alright” smidt efter sig, som er Dylans egen langt overlegen, og så ku man godt være klar til at begynde at tude, men i stedet er man bare euforisk. Det er alright, der er ikke noget at bekymre sig over. Ikke før opfølgeren til Young Brigham, Bull Durham Sacks & Railroad Tracks, hvor Elliott jodler, taler røvertysk og råber ”Sieg heil!” over orkestermusik.

Han holdt en lang pause bagefter, 11 år før han udgav en plade igen. Elliott er stadig hos os, der er ikke noget der, han er 82 år gammel og udgir plader på Anti-, sådan som sådan nogen som ham gør det i dag. Det er alright. Det er som at komme hjem fra arbejde, og så ligger den her plade til en, og så opløses eftermiddagen i den.