Uautenticismens oprigtighed og en jodlende jødisk cowboy

Sådan som at komme hjem, og så ligger der en pakke med Young Brigham og to andre Ramblin' Jack Elliott-plader og venter på en. Det er det der er mit nye trip: Countryfolk, men ikke den autentiske. Uautentisk, kridhvid, baldrende skæv countryfolk. Snøvlet frem af en fyr, der godt nok går med cowboyhat og påstår at han stak af med et rodeoshow som 15-årig, men som osse er født i Brooklyn af jødiske kirurgforældre.

Så country.

Så meget for at forsøge et kommercielt gennembrud med den her plade 13 år inde i karrieren: Bob Dylan, der havde lært at tale som han gjorde af Ramblin' Jack Elliott, havde lært at spille guitar af ham, alt, han var kæmpe stor nu, og nu skulle det være Ramblin' Jack Elliotts tur med Young Brigham.

Bare den måde han åbner med ”If I Were a Carpenter” i en orgeldronende molversion, hvor hans stemme flere gange knækker over, og tablaerne væver sig ind i det hele: Det står ret klart allerede der, at det her ikke kommer til at lykkes kommercielt. At det kommer til at lykkes på den der endnu mere storslåede måde, som fejlslagne gennembrudsforsøg nogen gange kan gøre det retrospektivt. Det kører ellers næsten så nogenlunde straight ret af side 1, indtil Elliott lige skal forklare hvordan en traktor lyder. Og så efterligner lyden af traktorer der kører frem og tilbage på marken udenfor ens vindue natten igennem. I et minut.

Pladens næste to højdepunkter er den 7 minutter lange fortælling ”912Greens” om hvordan Elliott som ung mand 1953 muligvis drog til New Orleans for at finde banjospilleren Billy Faier, hvordan de muligvis fandt ham, men at det egentlig slet ikke er så relevant for historien, fordi det mere handler om alt mulig andet end det, indtil Elliott endelig begynder at synge i de to allersidste linjer:

”Did you ever stand and shiver / Just because you were looking at a river?”

Det er det man gør der, ryster, kuldegysningerne går gennem en over hvor vildt det her er. Og så får man lige en udgave af Dylans ”Don't Think Twice, It's Alright” smidt efter sig, som er Dylans egen langt overlegen, og så ku man godt være klar til at begynde at tude, men i stedet er man bare euforisk. Det er alright, der er ikke noget at bekymre sig over. Ikke før opfølgeren til Young Brigham, Bull Durham Sacks & Railroad Tracks, hvor Elliott jodler, taler røvertysk og råber ”Sieg heil!” over orkestermusik.

Han holdt en lang pause bagefter, 11 år før han udgav en plade igen. Elliott er stadig hos os, der er ikke noget der, han er 82 år gammel og udgir plader på Anti-, sådan som sådan nogen som ham gør det i dag. Det er alright. Det er som at komme hjem fra arbejde, og så ligger den her plade til en, og så opløses eftermiddagen i den.